Gå videre til hovedindholdet

Vandrer mod Lyset

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed kan vi blandt andet forstå:

 At livet er det bedste og døden det værste.

Livet er i ånden, døden er i kroppen. Mennesket er helt uden skyld i at døden kom ind i verden. For det bærer de ældste og den ældste det fulde ansvar, og det er en af de mange ting vi bør søge at tilgive dem.

Vi kan ikke helt forstå livet (dermed mener jeg det åndelige, evige liv) og vi kan ikke overvinde døden. Det kan kun Gud.

Mennesket er ikke underlagt 'arvesynden' men kan afsvække dødens magt i verden ved at tilgive de ældste og alle der forbryder sig mod os.

Mennesket er eksistentielt uskyldigt og ikke vi men de ældste har brug for Guds og menneskers tilgivelse.

Gud straffer ikke og slet ikke noget vi ingen skyld har i. Gud kender os og ved hvor svært og ofte lidelsesfuldt livet er. Gud er med os i alt og Han omfatter alle med sin uendelige kærlighed. Han kender os og kender vores inderste for Han har skabt os.

Det er ikke Guds vilje at vi skal lide, og Han længes efter at modtage os i sit Rige når vi har overvundet det onde og er stærke nok til at opretholde vores selvstændighed i Paradisets strålende skønne og stærke Lys uden at synke tilbage i vort Ophav.

De der påstår at Gud straffer gør sig skyldige i blasfemi og trækker den Almægtiges kærlighed ned i støvet. De henter skyts i såkaldte hellige bøger, der er blevet til uden hjemmel fra Gud.

'Guds straf' er menneskers påfund og et udtryk for uvidende menneskers hævntørst og hang til vold og fordømmelse.

Hvis de vidste hvilken sorg, skam og smerte den Almægtige føler ved menneskers vold og had og fordømmelser, ville de skamme sig og rette sig.

Hvordan kan vi dog berede Ham den smerte og lidelse? Han hvis milde og sorgfulde men uendeligt kærlige blik søger enhver? Hvordan kan vi tro - mod bedre vidende - at Gud er hævnens og straffens og fordømmelsens strenge Herre.

Hvordan kan vi frygte en Gud der kun er kærlighed og forvise Ham fra vores inderste til fordel for en helt menneskelig og lille og usand universel despot og grusom hersker, en Gud skabt i vores billede og ikke omvendt?

Hvordan kan vi gøre det og hvor længe endnu?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…