Gå videre til hovedindholdet

Angsten for døden

- Angsten for døden gør os til slaver (Montaigne)

Hvis Montaigne har ret i denne tanke, så er konsekvensen, at at overvinde angsten for døden gør os frie.

Et andet sted siger han, at det ikke så meget er tingene selv (fx døden), der påvirker os som vores opfattelse af dem.

Angsten for døden kan have flere kilder. Der er et evolutionært aspekt og et religiøst aspekt; samtidig kan der også være en areligiøs kilde til angsten.

Først det evolutionære aspekt:

Det kan tænkes, at det evolutionært er en fordel at frygte døden; for det man frygter vil man typisk søge at undgå. Derfor vil angsten i nogle tilfælde forlænge livet og sandsynliggøre en videre formering, hvor også angsten kan nedarves udover den blotte overlevelse;

I andre tilfælde vil angsten tværtimod forkorte livet, og derved undgå formering og nedarving af angsten;

Fordi den menneskelige psyke nogle gange netop drages af det vi frygter; som et menneske med tandpine vil søge den syge tand med tungen.

Det religiøse eller areligiøse aspekt kan udgøres af de angstforestillinger nogle religioner knytter til døden;

Fx kristendommen og islam har stærke elementer af trusler hvis ikke vi tror på disse religioner og tror på den rigtige måde.

Det areligiøse element kan skabes ved tanken om døden som den totale og evige udslettelse af personligheden.

Men hvad er døden egentlig?

For mig at se er der to muligheder: Enten overlever personligheden døden eller også gør den ikke.

Hvis den gør må mennesket rumme noget evigt. En sjæl eller ånd. Denne må være skabt af en Gud. Hvis Gud findes og er den Højeste, så er Han Lysets og kærlighedens Almagt som jeg flere gange har argumenteret for. En sådan Gud kan vi trygt lægge vores sjæl i hænderne på ved døden; en sådan Gud har vi ingen rationel grund til at frygte.

Hvis personligheden ikke overlever døden, og døden er den totale udslettelse, et Intet, så er døden ikke glæde og fred, men heller ikke smerte og lidelse.

Derfor er der ingen rationel grund til at frygte døden. Enten er døden en fødsel til en bedre verden (den religiøse mulighed) eller den er et lidelsesfrit og angstfrit Intet, som Platon lader Sokrates udtale efter sin dødsdom.

Døden kan både være konkret eller ligge som en diffus understrøm i trusler og fysisk eller psykisk vold fra andre mennesker;

Truslen om vold og død fra andre mennesker er ofte det, der får os mennesker til at bøje nakken og underkaste os; eller med Montaignes ord gør os til slaver.

Men da vi ingen rationel grund har til at frygte døden så behøver vi ikke være slaver men kan leve frit og uden angst.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …