Angsten for døden

- Angsten for døden gør os til slaver (Montaigne)

Hvis Montaigne har ret i denne tanke, så er konsekvensen, at at overvinde angsten for døden gør os frie.

Et andet sted siger han, at det ikke så meget er tingene selv (fx døden), der påvirker os som vores opfattelse af dem.

Angsten for døden kan have flere kilder. Der er et evolutionært aspekt og et religiøst aspekt; samtidig kan der også være en areligiøs kilde til angsten.

Først det evolutionære aspekt:

Det kan tænkes, at det evolutionært er en fordel at frygte døden; for det man frygter vil man typisk søge at undgå. Derfor vil angsten i nogle tilfælde forlænge livet og sandsynliggøre en videre formering, hvor også angsten kan nedarves udover den blotte overlevelse;

I andre tilfælde vil angsten tværtimod forkorte livet, og derved undgå formering og nedarving af angsten;

Fordi den menneskelige psyke nogle gange netop drages af det vi frygter; som et menneske med tandpine vil søge den syge tand med tungen.

Det religiøse eller areligiøse aspekt kan udgøres af de angstforestillinger nogle religioner knytter til døden;

Fx kristendommen og islam har stærke elementer af trusler hvis ikke vi tror på disse religioner og tror på den rigtige måde.

Det areligiøse element kan skabes ved tanken om døden som den totale og evige udslettelse af personligheden.

Men hvad er døden egentlig?

For mig at se er der to muligheder: Enten overlever personligheden døden eller også gør den ikke.

Hvis den gør må mennesket rumme noget evigt. En sjæl eller ånd. Denne må være skabt af en Gud. Hvis Gud findes og er den Højeste, så er Han Lysets og kærlighedens Almagt som jeg flere gange har argumenteret for. En sådan Gud kan vi trygt lægge vores sjæl i hænderne på ved døden; en sådan Gud har vi ingen rationel grund til at frygte.

Hvis personligheden ikke overlever døden, og døden er den totale udslettelse, et Intet, så er døden ikke glæde og fred, men heller ikke smerte og lidelse.

Derfor er der ingen rationel grund til at frygte døden. Enten er døden en fødsel til en bedre verden (den religiøse mulighed) eller den er et lidelsesfrit og angstfrit Intet, som Platon lader Sokrates udtale efter sin dødsdom.

Døden kan både være konkret eller ligge som en diffus understrøm i trusler og fysisk eller psykisk vold fra andre mennesker;

Truslen om vold og død fra andre mennesker er ofte det, der får os mennesker til at bøje nakken og underkaste os; eller med Montaignes ord gør os til slaver.

Men da vi ingen rationel grund har til at frygte døden så behøver vi ikke være slaver men kan leve frit og uden angst.