Gå videre til hovedindholdet

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigtig forbindelse mellem Det gamle og Det nye Testamente.

I Romerbrevet gentager Paulus den fejlopfattelse (hvis Jesus var undfanget ved Helligånden), at Jesus er af Davids slægt (Rom. 1, 3-4).

Der er så to muligheder:

1) Enten fastholder man at Jesus var undfanget ved Helligånden og så er han ikke af Josefs og dermed Davids slægt, og så er han ikke den frelser der forjættes David i Det gamle Testamente

2) Eller man opgiver tanken om at Jesus er undfanget ved Helligånden, og så falder treenighedslæren, da han i det tilfælde ikke har nogen speciel tilknytning til denne 'del af Gud'

Dette er bare en af mange selvmodsigelser i bibelen og kristendommen. En anden er den Paulus påpeger i Forsoningslæren og genvejen (1920), nemlig - hvis vi alligevel accepterer slægtstavlen i Matteusevangeliet og hævder Jesus som Josefs søn (og altså ikke undfanget ved Helligånden) - at Jesus så ikke var af Levi stamme (præstestammen), men af Juda stamme, hvorfor han ikke kan have bragt sit offer (forsoningsdød) som 'ypperstepræst', og derfor ikke kan have 'fjernet sløret til det allerhelligste til frelse for alle der tror'. (Se eventuelt hele Paulus' afhandling i det nævnte skrift).

Derudover er der de mange steder hvor Gud direkte dræber mennesker, en Gud der ikke overholder sit eget bud, 'du må ikke slå ihjel' osv osv.

Men - selvfølgelig - kristendommen er ikke logik, den er som Paulus siger 'ånd'; 'en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger'.

Eller har Ånden aldrig boet i den kristne bygning eller forlod den den da Paulus så kækt udbasunerede Åndens og korsets sejr; på bekostning af kærligheden, Åndens sande og enkle bolig: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos 19, 18)?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…