Gå videre til hovedindholdet

Tankens natur

Ved hjernescanninger kan det påvises, at når vi tænker, foregår der blodgennemstrømning gennem visse centrer i hjernen, og gængs hjerneforskning og - teori opererer med forekomsten af neurotransmittere og elektriske impulser i hjernen.

Men hvordan forklarer man egentlig overgangen fra kemisk eller elektrisk aktivitet til det vi oplever som bevidste tanker om fx livet og døden, om jobmuligheder og karriere, tanker om dem vi holder af, om fremtiden eller fortiden osv?

Er forholdet det at når de og de impulser eller kemiske reaktioner finder sted i hjernen, så oplever vi det som de og de bevidste tanker, eller er det ikke snarere sådan, at vi selv igangsætter tankerne bevidst, hvorefter man kan påvise visse aktiviteter i hjernen; at altså de bevidste tanker igangsættes af vores jeg eller bevidsthed eller personlighed, hvorefter aktivitet kan måles som elektrisk eller kemisk aktivitet i hjernen?

Hvis det er sådan så synes vores tanke at være af ikke-fysisk, - kemisk eller - elektrisk natur; med andre ord: Tanken synes at være af metafysisk natur.

For det er en kendsgerning at i hvert fald de bevidste tanker fødes efter vores vilje og ønske og at de derfor ikke kan være et produkt af kemisk eller elektrisk aktivitet; at tankerne og beslutningen om at tænke på noget bestemt er primær mens den kemiske eller elektriske aktivitet er sekundær og opstår som følge af og ikke som årsag til de bevidste tanker.

Hvis dette er rigtigt er det påvist, at der findes metafysiske fænomener, altså fx tanken, og måske en metafysisk eller oversanselige verden.

Hvis ikke det er sådan må det kunne påvises at beslutningen om at tænke på noget bestemt eller om at lede sine tanker i en bestemt retning er af fysisk, kemisk eller elektrisk natur og man må gøre rede for hvordan overgangen mellem kemiske og elektriske reaktioner og impulser og det vi oplever som bevidste tanker foregår.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …