Gå videre til hovedindholdet

Paradigmer i vestlig tænkning og videnskab

Enhver tid i menneskets historie er mangetydig med mange stemmer, opfattelser og overbevisninger.

Og hver verdensdel rummer sin særlige stemme og tanker. Det er først når et nyt syn på virkeligheden bryder frem, at det gamle bliver synligt og får navn - som en dal først bliver synlig i sin helhed fra et bjerg.

Når man derfor snakker om fx antikken og antikkens filosofiske og videnskabelige paradigme, det statiske verdensbillede som det kommer til udtryk hos Platon, med den evige, uforanderlige ideernes verden bag den synlige verden, som kun er skygger af den virkelige ideverden, er det eftertiden der har givet det navn ud fra den indflydelse netop denne tænker havde og fik.

Typisk for det statiske verdensbillede er den deduktive tænkning; ud fra det almene billede af virkeligheden søger man at forstå det specielle, fænomenerne.

Med den vestlige naturvidenskabs frembrud i 1500-1600 tallet med dets mekaniske og dynamiske verdensbillede, verden set som maskine eller urværk, sker der et skifte til den induktive tænkning og videnskab; ud fra iagttagelse af det specielle, fænomenerne, søger man at afdække og forstå de universelle, almene love i verden.

Hvis vi med det moderne vestlige paradigme forstår kvanteteoriens formulering og teori, så er bruddet med det mekaniske verdensbillede at man opdager iagttagelsens, den induktive videnskabs begrænsning. Det viser sig, at på atomart og subatomart niveau er der grænser for vores viden og erkendelse; vi kan ikke på samme tid kende en elementarpartikels hastighed og position. Jo mere nøjagtigt vi vil bestemme partiklens hastighed, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens position og omvendt. Dette fører til det probabilistiske verdensbillede.

Fælles for disse paradigmer, det antikke, det mekaniske og det moderne er, at man betragter verden og virkeligheden udefra; mennesket, iagttageren, subjektet, står udenfor verden, objektet, og betragter den og søger at forstå den.

Men det ville være oplagt at se mennesket som, erkendelsesmæssigt, verden, som en del af verden, og formulere en forståelse af mennesket og verden ikke som hvad det betragter, men som det der ikke lader sig betragte, nemlig som det, der betragter.

Det, der betragter, og som ikke lader sig betragte, er tanken, og tanken er dels fælles for alle mennesker som begreb, men unik som fænomen med sit individuelle særpræg i det enkelte menneske.

Så en ny forståelse kunne være, at ikke alene er den verden vi betragter og søger at forstå ikke fultud forståelig og erkendbar (kvanteteorien) men det der betragter verden er også i sin dybeste grund ikke-erkendelig.

Så måske er verden og livet - en gåde.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …