Gå videre til hovedindholdet

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).

Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.

Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af forbindelsen mellem fortid og fremtid; og vi kan ikke slutte fra det specielle til det generelle  (induktionsproblemet), da vi intet indtryk har af forbindelsen mellem dem; derfor bliver alle disse grundlæggende love og forhold i erkendelsen ugyldige.

Jeg tror at det er disse forhold - den deraf følgende skepticisme; altså at vi grundlæggende intet kan erkende; den radikale empirismes umulighed (Justus Hartnack i Fra Kant til Hegel - en nytolkning, 1979) - der fik Kant til at søge at løsrive erkendelsen helt fra erfaringen og undersøge en a priori (erfaringsuafhængig) erkendelse, helt præcist gennem de såkaldt syntetisk a priori domme, dvs domme som tilføjer nyt til subjektet i en sætning uden om erfaringen (modsat de analytiske domme).

Imidlertid fører Kants løsningsforslag til et nyt paradoks eller en ny umulig position; nemlig at de syntetisk a priori domme (altså den egentlige erkendelse) ikke kan overskride (transcendere) enhver mulig erfaring (jf analysen i både Kritik der reinen Vernunft og Prolegomena (1783)). Altså en erfaringsuafhængig erkendelse, der ikke kan overskride erfaringens grænser.

Spørgsmålet er så: Hvorfor havner den menneskelige erkendelse med tilsyneladende nødvendighed i en af disse to umulige positioner? Er det fordi de netop udgør to modsatte ekstremer, og sandheden er imellem de to; ved at hævde at den menneskelige erkendelse både henter stof og resultater i erfaringen (fx ved al iagttagelse; solens farve, fordøjelsessystemets funktion, lovene for elementarpartiklerne osv) og uden om erfaringen (fx logik)?

I hvert fald kan det siges, at vi både erkender gennem erfaring (iagttagelse) og uden om erfaringen; vi kan ikke med rimelighed sige at den grundlæggende logik hentes fra erfaringen, og vi kan ikke med rimelighed sige fx at tyngdekraftsloven ikke er gyldig erkendelse.

Det synes at fejlen i begge tilfælde skyldes den ekstreme position; enten stammer al erkendelse fra erfaringen eller uden om erfaringen (a priori).

Et yderligere argument for de her fremsatte tanker kan hentes ved at bruge Humes og Kants teorier på deres egne systemer; hvis al erkendelse stammer fra erfaringen, ville Hume ikke kunne formulere sin teori (eller rettere; den ville være lige så ugyldig som loven om årsag og virkning; den ville ophæve sig selv hvis han havde ret), da vi intet indtryk har af, at al erkendelse stammer fra erfaringen; ligeledes med Kants teori; de logiske grundregler (eller fx den matematiske erkendelse) kan ikke siges at tilhøre erfaringen men er udelukkende a priori erkendelse og overskrider som sådan erfaringen; og dog er de gyldig erkendelse. Hvis det skulle lykkes at skabe syntetisk a priori erkendelse, overskrider det med det samme erfaringen, hvilket er umuligt i følge Kant.

Der er altså tale om to erkendelsesteorier, der er født med et indre sammenbrud; to systemer der ophæver sig selv; i Kants tilfælde ikke kun pgra det i litteraturen ofte fremhævede problem med tingen-i-sig-selv. (Kant skelner i erkendelsen af objekter mellem tingene som de fremtræder for os (Erscheinung) og som de er i sig selv (ding-an-sich); dvs hvad er tingene for erkendelsen når vi ikke erkender dem? - endnu et uløseligt paradoks; (Kant kalder også tingen-i-sig-selv et noumenon; et grænsebegreb)).

Edmund Husserl  (1859-1938) giver i øvrigt et meget enkelt argument mod den radikale skepticisme og relativisme i Logische Untersuchungen  (1900): At hævde som en almengyldig lov eller erkendelse, at der ingen almengyldige love eller erkendelse findes, er indlysende selvmodsigende. Og at hævde som sandhed, at der ingen sandheder findes er lige så selvmodsigende.

(Se i øvrigt også indlægget Den radikale skepticisme - den absolutte idealisme)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…