Gå videre til hovedindholdet

Hadets begyndelse og psykologi

Ifølge Vandrer mod Lyset kom hadet oprindeligt ind i verden for ca 14 000 år siden da hadet vågnede i den Ældste (Satan; Ardor) efter at han havde inkarneret sine faldne brødre og søstre (de øvrige Ældste) og indså, at han alene måtte blive tilbage i helvedessfæren med mørket strømmende i tunge, lidelsesfulde bølger gennem sig.

Enhver der kender til lidelse kan forstå hvad lidelse kan gøre ved et sind. Man bliver let vred, bitter og tilbøjelig til at udslynge hadefulde, vrede og fordømmende ord til sine medmennesker eller endda ty til vold. Enhver kan forstå dette.

Enhver der kender til had ved også hvad had gør ved et sind; hvordan det binder sindet, knuger det og fylder en med angst. Man glemmer ofte den situation der fremkaldte hadet, hvilket synes at være en del af hadets og det ondes natur; det skjuler sig i sindets dyb, det eneste man føler er angst, had og lidelse, men man glemmer hvorfor man lider og der kan gå mange år inden man husker hadets oprindelse og måske derved oplever heling af det knugede, splittede sind.

Ifølge Vandrer mod Lyset har en forståelse af Ardors had, forbandelser og lidelser den effekt, at jo bedre vi forstår ham, jo mindre magt får det had, de forbandelser og det mørke der kom ind i verden, da han og de øvrige Ældste faldt. Måske især fordi en forståelse gør det lettere at tilgive ham. Denne forståelse kan vi nå ved at se ind i os selv, se vores eget had og vores egen ondskab; jeg tror at intet menneske kan sige sig helt fri for ondskab og had.

Derfor kan enhver også - ud fra selverkendelse og selvoplevelse - bidrage til at opløse en del af det had og den ondskab, der kom ind i verden med Ardor. Verden har ikke brug for mere had og mere ondskab; verden har brug for forsoning, tilgivelse og heling.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere