Gå videre til hovedindholdet

Hadets begyndelse og psykologi

Ifølge Vandrer mod Lyset kom hadet oprindeligt ind i verden for ca 14 000 år siden da hadet vågnede i den Ældste (Satan; Ardor) efter at han havde inkarneret sine faldne brødre og søstre (de øvrige Ældste) og indså, at han alene måtte blive tilbage i helvedessfæren med mørket strømmende i tunge, lidelsesfulde bølger gennem sig.

Enhver der kender til lidelse kan forstå hvad lidelse kan gøre ved et sind. Man bliver let vred, bitter og tilbøjelig til at udslynge hadefulde, vrede og fordømmende ord til sine medmennesker eller endda ty til vold. Enhver kan forstå dette.

Enhver der kender til had ved også hvad had gør ved et sind; hvordan det binder sindet, knuger det og fylder en med angst. Man glemmer ofte den situation der fremkaldte hadet, hvilket synes at være en del af hadets og det ondes natur; det skjuler sig i sindets dyb, det eneste man føler er angst, had og lidelse, men man glemmer hvorfor man lider og der kan gå mange år inden man husker hadets oprindelse og måske derved oplever heling af det knugede, splittede sind.

Ifølge Vandrer mod Lyset har en forståelse af Ardors had, forbandelser og lidelser den effekt, at jo bedre vi forstår ham, jo mindre magt får det had, de forbandelser og det mørke der kom ind i verden, da han og de øvrige Ældste faldt. Måske især fordi en forståelse gør det lettere at tilgive ham. Denne forståelse kan vi nå ved at se ind i os selv, se vores eget had og vores egen ondskab; jeg tror at intet menneske kan sige sig helt fri for ondskab og had.

Derfor kan enhver også - ud fra selverkendelse og selvoplevelse - bidrage til at opløse en del af det had og den ondskab, der kom ind i verden med Ardor. Verden har ikke brug for mere had og mere ondskab; verden har brug for forsoning, tilgivelse og heling.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere