Gå videre til hovedindholdet

Krig mod terror

På dele af internettet cirkulerer der teorier om, at 9/11 terroranslagene mod USA i virkeligheden var udført af amerikanerne selv. Jeg skal ikke kunne afgøre om dette er rigtigt eller et udtryk for en kulørt konspirationsteori.

Det eneste jeg kan sige er, at I årene op til angrebene argumenterede de neo-konservative republikanere for den permanente (eller evige) krig - for at sikre amerikansk geopolitisk dominans.

Derfor er det måske ikke kun paranoide forestillinger at det var amerikanerne selv - evt  støttet af den magtfulde amerikanske våbenindustri - der orkestrerede angrebene. Men som sagt ved jeg det ikke.

Angrebene - uanset hvem der stod bag - er dog en realitet. Ser man på forløbet efter, herunder specielt George W. Bush' skæbnesvangre udtalelelse; at angrebene var krigshandlinger vendt mod USA, og udråbte krig mod terror - og ikke håndterede angrebene som fx vesttyskerne håndterede Rote Arme fraktions og Bader-Meinhof gruppernes røde terror - som kriminelle handlinger og ikke krigshandlinger - så fik amerikanerne deres evige krig; en krig som ikke kan vindes men som fortsætter også i dag, støttet af andre regeringer, herunder fx den danske.

Hvad er konsekvenserne? Konsekvenserne er bl a at retssikkerheden i en lang række vestlige lande er reduceret idet myndighederne med implementering af vidtgående anti-terror love, som har karakter af love vedtaget i undtagelsestilstand, svækker borgerrettigheder og øger myndighedernes beføjelser på bekostning af disse rettigheder, FN er svækket og man har startet en række fatale krige.

Det var skæbnesvangert, at terrorhandlingerne blev betragtet som krigshandlinger og ikke som kriminelle handlinger og som sådan en sag for de enkelte landes politimyndigheder og domstole og ikke hæren. Fx er en af følgerne at det giver grobund for den tanke at krigen mod terror er en krig Vesten fører mod alle muslimer. Og vi lider stadig under denne fejltagelse.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d