Gå videre til hovedindholdet

Kaos eller orden

Har mennesket og verden en kerne, et centrum (hhv jeg´et og Gud) eller ikke?

Hvis man ser på nyere videnskabelige teorier;

- overgangen fra den tyske eller absolutte idealisme (Schelling, Kant, Fichte, Hegel) med dens logiske holisme og forsøg på at se verden som en helhed eller enhed, til den logiske atomisme (Russell) og analytisk filosofi som ikke studerer helheder men (små) delområder af verden og livet; teorien om the big bang (som skal forstås som en udvidelse af rummet, ikke en eksplosion af stof i rum og dermed verden uden (påviseligt) centrum); biosemiotik (Hoffmeyer), som stiller spørgsmål ved det meningsfulde i at tale om jeg´et som centrum for personligheden eller jeg´ et overhovedet og i stedet studerer tegns grundlæggende betydning for livet; det videnskabelige studium af nervesystemet (Neuroscience) som hævder identitet mellem fysiske og mentale processer (den materialistiske identitetsteori), og da hjernen ikke kan siges at have et centrum er der måske så heller ikke plads til et egentligt jeg eller centrum for personligheden; bakteriers betydning for menneskelige følelser og adfærd -

ja, så peger det i retning af en atomiseret, fragmenteret, kaospræget forståelse af verden. Det uheldige ved denne model synes at være en ligeledes fragmenteret, splittet etik og moral uden noget egentlig fælles kernepunkt eller fællespunkt (hver mand sine værdier og sin moral) selv om man fx har forsøgt at formulere universelle menneskerettigheder.

For det religiøse standpunkt vil det være naturligt at pege på netop jeg´ et eller ånden som menneskets kerne eller centrum og hævde Gud som verdens (universets eller kosmos´) centrum. Men der er en meget udpræget uenighed mellem hvordan vi - hvis Gud findes - skal forstå Ham og forholde os til Ham og hvad Hans forhold til os i givet fald er.

Det er en kendsgerning, at vel alle mennesker har en mere eller mindre klar følelse, oplevelse eller erkendelse af deres eget jeg. Dette jeg synes ikke umiddelbart at have nogen fysisk basis, hvis man ikke antager, at det vi oplever som vores jeg på en eller anden måde udgøres af hjernen og den forlængede rygmarv eller hele nervesystemet eller måske hele kroppen. Dette synes - da vores jeg måske ikke er noget fysisk men noget ikke-fysisk - at være et argument for tanken om ånd og det oversanselige og dermed Gud.

Men moderne videnskabelige teorier og visse østlige filosofiske eller religiøse traditioner og visse moderne, alternative verdensforståelser peger i en anden retning i tanken om jeg´ et som illusion og hindring for lyksalighed (nirvana).

Her i det 21. århundredes begyndelse står vi altså så splittet som menneskehed som nogen sinde hvad angår vores grundliggende forståelse af verden og os selv, og derfor også splittede med hensyn til hvordan vi handler overfor hinanden.

Jeg tror ikke, at nogen kan give det afgørende argument for eller imod den videnskabelige eller den religiøse forståelsesramme (i den udstrækning de strider imod hinanden; sådan er det ikke nødvendigvis) - derfor må det vist handle om at udvise tolerance og rummelighed overfor hinanden.

Hvis man godtager Kants argument imod et egentlig videnskabeligt bevis for Guds eksistens (som han udfolder det i Kritik der reinen Vernunft under redegørelsen for fornuftens antinomier; der kan ifl ham argumenteres med samme vægt både for og imod Guds (et nødvendigt væsens) eksistens) - så vil det aldrig lykkes os at nå til en videnskabelig sikker erkendelse af Gud.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at Gud ikke eksisterer. Det kunne tænkes - hvis Gud eksisterer - at Han kun kan erkendes eller opleves, hvis Han selv åbenbarer sig for os, og at Han principielt er uerkendelig den anden vej (fra den menneskelige verden til Gud), og at tro eller viden om Gud derfor kun kan være subjektiv og ikke objektiv.

Det kunne også tænkes, at man ved at inddrage flere dimensioner end de tre-fire kendte (alt efter om man medregner tiden som en dimension) og andre endnu ukendte former for stof kan komme til en ny erkendelse og en ny videnskab, som kunne rumme Gud og det oversanselige.

Det kan også tænkes, at ateisterne har ret, og der ingen oversanselig verden eller Gud findes.

Eller det kan tænkes, at en del af forvirringen skyldes, at verden må antages at være ens for alle (selv om vi ser forskellige udsnit af den), mens personligheden og dermed den mulige ånd er individuel; derfor kan vi muligvis komme til en fælles, objektiv verificerbar teori om verden (stof, rum og tid) men ikke af personligheden.

Alle muligheder synes at være tilstede for den menneskelige tanke og erkendelse. Og indtil det - måske - kan lykkes os at nå til enighed i de grundliggende spørgsmål, er den mest sobre holdning vist at bevare en vis ydmyghed overfor verden og vores erkendelse af den og os selv - en ydmyghed som jeg selv mest hører fra videnskabsmænd og desværre sjældnere fra troende mennesker.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…