Gå videre til hovedindholdet

Kaos eller orden

Har mennesket og verden en kerne, et centrum (hhv jeg´et og Gud) eller ikke?

Hvis man ser på nyere videnskabelige teorier;

- overgangen fra den tyske eller absolutte idealisme (Schelling, Kant, Fichte, Hegel) med dens logiske holisme og forsøg på at se verden som en helhed eller enhed, til den logiske atomisme (Russell) og analytisk filosofi som ikke studerer helheder men (små) delområder af verden og livet; teorien om the big bang (som skal forstås som en udvidelse af rummet, ikke en eksplosion af stof i rum og dermed verden uden (påviseligt) centrum); biosemiotik (Hoffmeyer), som stiller spørgsmål ved det meningsfulde i at tale om jeg´et som centrum for personligheden eller jeg´ et overhovedet og i stedet studerer tegns grundlæggende betydning for livet; det videnskabelige studium af nervesystemet (Neuroscience) som hævder identitet mellem fysiske og mentale processer (den materialistiske identitetsteori), og da hjernen ikke kan siges at have et centrum er der måske så heller ikke plads til et egentligt jeg eller centrum for personligheden; bakteriers betydning for menneskelige følelser og adfærd -

ja, så peger det i retning af en atomiseret, fragmenteret, kaospræget forståelse af verden. Det uheldige ved denne model synes at være en ligeledes fragmenteret, splittet etik og moral uden noget egentlig fælles kernepunkt eller fællespunkt (hver mand sine værdier og sin moral) selv om man fx har forsøgt at formulere universelle menneskerettigheder.

For det religiøse standpunkt vil det være naturligt at pege på netop jeg´ et eller ånden som menneskets kerne eller centrum og hævde Gud som verdens (universets eller kosmos´) centrum. Men der er en meget udpræget uenighed mellem hvordan vi - hvis Gud findes - skal forstå Ham og forholde os til Ham og hvad Hans forhold til os i givet fald er.

Det er en kendsgerning, at vel alle mennesker har en mere eller mindre klar følelse, oplevelse eller erkendelse af deres eget jeg. Dette jeg synes ikke umiddelbart at have nogen fysisk basis, hvis man ikke antager, at det vi oplever som vores jeg på en eller anden måde udgøres af hjernen og den forlængede rygmarv eller hele nervesystemet eller måske hele kroppen. Dette synes - da vores jeg måske ikke er noget fysisk men noget ikke-fysisk - at være et argument for tanken om ånd og det oversanselige og dermed Gud.

Men moderne videnskabelige teorier og visse østlige filosofiske eller religiøse traditioner og visse moderne, alternative verdensforståelser peger i en anden retning i tanken om jeg´ et som illusion og hindring for lyksalighed (nirvana).

Her i det 21. århundredes begyndelse står vi altså så splittet som menneskehed som nogen sinde hvad angår vores grundliggende forståelse af verden og os selv, og derfor også splittede med hensyn til hvordan vi handler overfor hinanden.

Jeg tror ikke, at nogen kan give det afgørende argument for eller imod den videnskabelige eller den religiøse forståelsesramme (i den udstrækning de strider imod hinanden; sådan er det ikke nødvendigvis) - derfor må det vist handle om at udvise tolerance og rummelighed overfor hinanden.

Hvis man godtager Kants argument imod et egentlig videnskabeligt bevis for Guds eksistens (som han udfolder det i Kritik der reinen Vernunft under redegørelsen for fornuftens antinomier; der kan ifl ham argumenteres med samme vægt både for og imod Guds (et nødvendigt væsens) eksistens) - så vil det aldrig lykkes os at nå til en videnskabelig sikker erkendelse af Gud.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at Gud ikke eksisterer. Det kunne tænkes - hvis Gud eksisterer - at Han kun kan erkendes eller opleves, hvis Han selv åbenbarer sig for os, og at Han principielt er uerkendelig den anden vej (fra den menneskelige verden til Gud), og at tro eller viden om Gud derfor kun kan være subjektiv og ikke objektiv.

Det kunne også tænkes, at man ved at inddrage flere dimensioner end de tre-fire kendte (alt efter om man medregner tiden som en dimension) og andre endnu ukendte former for stof kan komme til en ny erkendelse og en ny videnskab, som kunne rumme Gud og det oversanselige.

Det kan også tænkes, at ateisterne har ret, og der ingen oversanselig verden eller Gud findes.

Eller det kan tænkes, at en del af forvirringen skyldes, at verden må antages at være ens for alle (selv om vi ser forskellige udsnit af den), mens personligheden og dermed den mulige ånd er individuel; derfor kan vi muligvis komme til en fælles, objektiv verificerbar teori om verden (stof, rum og tid) men ikke af personligheden.

Alle muligheder synes at være tilstede for den menneskelige tanke og erkendelse. Og indtil det - måske - kan lykkes os at nå til enighed i de grundliggende spørgsmål, er den mest sobre holdning vist at bevare en vis ydmyghed overfor verden og vores erkendelse af den og os selv - en ydmyghed som jeg selv mest hører fra videnskabsmænd og desværre sjældnere fra troende mennesker.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …