Gå videre til hovedindholdet

digt

gennem nåleøjet

I

jeg er næsten digter
dette næsten et digt
ting jeg mangler for at blive rigtig digter:
et sortsyn uden udveje
at råbe ulven kommer
i stedet for mit idiotiske ulven har været her men er lusket af igen
et ensomt koldt mørkt loftsværelse
vinden hylende ind ad utætte ruder
et næsten nedbrændt stearinlys og ingen penge at købe et nyt for
nedskrive min bibel med rystende forfrosne hænder
at se mine skygger brænde som sorte flammer på væggen
hvis ikke jeg kan blive digter vil jeg være
tryllekunstner eller kalif som harun al-rashid
have eget harem
skidt at løbe tør for koner
vandre søvnløs rundt i mit palads om natten
se magtens skygger brænde som sorte flammer på væggen
hvis ikke jeg kan blive kalif som harun al-rashid
vil jeg være en skov en ukendt kvinde vandrer ind i
være en vind om hendes lægge
stryge blidt op ad hendes ben
være den kilde hun træder ud i og sandet mellem hendes tæer
tro på hendes kærlighed og begær

II

åh, at være digter
en vintersjæl
denne skælven og kælven i dybet
en sten der river sig løs og stiger
digtet der begynder
strejfe om i mørke gader med forrevet sjæl
snuse efter køn og fornedrelse
se mismodet dale fra mørke himle og drysse det ud over blanke sider
men jeg er bomstærk og brun som en nød
havde jeg i det mindste astma
digtet begynder her
sætninger som søjler i sten

 III


...men den lille klagende strøm
...vægtløse glatte ord
...ord der kommer for let
...sætninger med poser under øjnene og sørgerand
...ord med appel gnavet af ved roden
...de kværner og fisker efter likes
...de vil i trusserne på snart den ene snart den anden
...jeg giver dem et uppercut er nødt til at knockoute dem
...facebook poet dislike

IV

et digt der ændrer verden siger og skriver et digt sten for sten tanke for tanke når lyset sit mætningspunkt ved kemisk bundfældning er alt pludselig anderledes

V

i begyndelsen var sex
vi kunne ikke holde os fra hinanden
nu så mange år senere er det for længst dampet af
hvad så
at få børn ville være som at spille russisk roulette med tre patroner i tromlen
så det fik vi ikke
af og til forsvinder du ind i et mørke hvortil jeg ikke har adgang
du går gennem dynd og bundløse søer af tjære
så sætter jeg pris på din vrede
jeg tænker at det er vigtigt ikke at begrave dig før tid
en aften i november ser vores oplyste vinduer så hyggelige ud
du står i mørket og kigger ind
sneen falder så stille

VI

jeg sidder altså lige med den her app
en lommelygte
den kræver fuld kontrol over alle mine sms´ er og mails og min sjæl
jeg trykker ubekymret acceptér
jeg har brug for lyset når jeg skal læse om natten
jeg læser store tanker
tænkere der gik med tanker som høje hatte
de lettede på tankerne når de mødte andre tænkere på gaden
af og til stødte deres tanker sammen ved et uheld
så smilede de og sagde skål
jeg læser kants og hegels tanker
hvis jeg skal være rigtig fræk nietzsche
russell læser jeg i smug på toilettet så min kone ikke opdager det
heidegger ligger under madrassen
men hvis jeg skal være ærlig kan jeg bedst lide at bowle
det hjælper altid hvis jeg er træt eller nervøs
nå, fedt nu virker lyset
snip snap

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst