Gå videre til hovedindholdet

Terror i Paris

Hvordan beskytter vi os bedst mod den ondskab, der i går ramte Paris i form af det hæslige og afskyelige terrorangreb hvor hundredvis af mennesker måtte lide døden?

For det første tror jeg ikke, at det er korrekt, når flere politikere gentagne gange kalder denne ondskab meningsløs og irrationel eller sindssyg. Jeg tror, at der ligger en form for logik - eller rettere ambition - bag. Jeg tror, at visse mennesker ønsker et verdensherredømme (selv om første delmål måske er herredømmet i Mellemøsten og måske Nordafrika) - et kalifat - baseret på terror, diktatur og undertrykkelse - under en maske - en svag fernis - af religion (islam).

Hvis dette er korrekt - hvordan beskytter vi os så mod denne bølge af ondskab, der nu overskyller verden?

Med vold? Beskytter vi os bedst ved at slå disse mennesker ihjel? Hvis ja - hvad er så konsekvensen for os selv? Bliver vi bedre eller dårligere mennesker ved at følge den samme voldslogik som terroristerne? Er det ikke sådan at enhver krig, ethvert drab korrumperer og ødelægger den der udfører det - hvad enten det er et enkeltindivid eller et samfund?

Men hvad gør vi så? Hvordan undgår vi at blive suget ned i voldens malstrøm og afgrund?

Svaret er enkelt - selv om det måske lyder som kinesisk i det nuværende åndelige og intellektuelle klima: Ved at have tillid til Gud, ved at bede Ham om beskyttelse!

Mange mener at Gud ikke findes, eller hvis Han findes, at Han er en fjern, lunefuld, hævnende Gud, som man kun tør nærme sig med angst og bæven.

Men Gud findes - og Gud er en Almagt, der kan gribe ind i denne verdens gang. Gud er ingen krigsgud, Han er Lysets og Kærlighedens Almagt, en Almagt, der fuldt ud kan beskytte den der i tillid giver sig ind under Hans ledelse og beskyttelse. Gud er ingen krigsherre, Gud er ikke voldens, krigens og hadets Gud, men kærlighedens og barmhjertighedens Gud og Fader.

Hvis man forestillede sig en nation eller et helt folk, der i fuld tillid til Gud gav sig ind under Hans beskyttelse og omsorg, ville intet ondt kunne ramme et sådant folk eller nation. Gud er en Almagt.

Men da et sådant folk næppe findes i dag, så må svaret på truslen fra denne ondskab være, at hver enkelt der ønsker det og som har tillid til Gud og Hans Almagt, giver sig ind under Hans beskyttelse. Enhver der gør dette, er sikker og behøver ikke frygte noget ondt.

Vi behøver ikke at lade os skræmme og intimidere af denne ondskab - men stoppe den med lys, ikke med vold. Så vidt jeg kan se prøver fx Islamisk Stat ved at praktisere og udvise en ondskab og brutalitet hinsides alle grænser at få os til at underkaste os; dog; den der ved sig i Guds hånd behøver ikke at bøje nakken men kan roligt se faren direkte i øjnene.


Dette er svaret. Og engang vil alle mennesker - forhåbentlig - indse, at dette både er svaret og vejen - ud af mørkets, ondskabens, hadets og voldens hæslige afgrund; tillid til Gud, bøn om beskyttelse og tilgivelse af dem, der gør så ufattelig meget ondt her i verden og mod så mange mennesker. 

Allahu Akbar, Gud er stor! lyder det gudsbespottelige feltråb; bespotteligt fordi det ledsages af mord, drab, krig, terror, ondskab. Gud er ingen krigsherre, ikke ondskabens Gud. Gud er stor, ja, stor i kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse - også af dem.

Stop mørket med lys!

Vive la France!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst