Gå videre til hovedindholdet

Terror i Paris

Hvordan beskytter vi os bedst mod den ondskab, der i går ramte Paris i form af det hæslige og afskyelige terrorangreb hvor hundredvis af mennesker måtte lide døden?

For det første tror jeg ikke, at det er korrekt, når flere politikere gentagne gange kalder denne ondskab meningsløs og irrationel eller sindssyg. Jeg tror, at der ligger en form for logik - eller rettere ambition - bag. Jeg tror, at visse mennesker ønsker et verdensherredømme (selv om første delmål måske er herredømmet i Mellemøsten og måske Nordafrika) - et kalifat - baseret på terror, diktatur og undertrykkelse - under en maske - en svag fernis - af religion (islam).

Hvis dette er korrekt - hvordan beskytter vi os så mod denne bølge af ondskab, der nu overskyller verden?

Med vold? Beskytter vi os bedst ved at slå disse mennesker ihjel? Hvis ja - hvad er så konsekvensen for os selv? Bliver vi bedre eller dårligere mennesker ved at følge den samme voldslogik som terroristerne? Er det ikke sådan at enhver krig, ethvert drab korrumperer og ødelægger den der udfører det - hvad enten det er et enkeltindivid eller et samfund?

Men hvad gør vi så? Hvordan undgår vi at blive suget ned i voldens malstrøm og afgrund?

Svaret er enkelt - selv om det måske lyder som kinesisk i det nuværende åndelige og intellektuelle klima: Ved at have tillid til Gud, ved at bede Ham om beskyttelse!

Mange mener at Gud ikke findes, eller hvis Han findes, at Han er en fjern, lunefuld, hævnende Gud, som man kun tør nærme sig med angst og bæven.

Men Gud findes - og Gud er en Almagt, der kan gribe ind i denne verdens gang. Gud er ingen krigsgud, Han er Lysets og Kærlighedens Almagt, en Almagt, der fuldt ud kan beskytte den der i tillid giver sig ind under Hans ledelse og beskyttelse. Gud er ingen krigsherre, Gud er ikke voldens, krigens og hadets Gud, men kærlighedens og barmhjertighedens Gud og Fader.

Hvis man forestillede sig en nation eller et helt folk, der i fuld tillid til Gud gav sig ind under Hans beskyttelse og omsorg, ville intet ondt kunne ramme et sådant folk eller nation. Gud er en Almagt.

Men da et sådant folk næppe findes i dag, så må svaret på truslen fra denne ondskab være, at hver enkelt der ønsker det og som har tillid til Gud og Hans Almagt, giver sig ind under Hans beskyttelse. Enhver der gør dette, er sikker og behøver ikke frygte noget ondt.

Vi behøver ikke at lade os skræmme og intimidere af denne ondskab - men stoppe den med lys, ikke med vold. Så vidt jeg kan se prøver fx Islamisk Stat ved at praktisere og udvise en ondskab og brutalitet hinsides alle grænser at få os til at underkaste os; dog; den der ved sig i Guds hånd behøver ikke at bøje nakken men kan roligt se faren direkte i øjnene.


Dette er svaret. Og engang vil alle mennesker - forhåbentlig - indse, at dette både er svaret og vejen - ud af mørkets, ondskabens, hadets og voldens hæslige afgrund; tillid til Gud, bøn om beskyttelse og tilgivelse af dem, der gør så ufattelig meget ondt her i verden og mod så mange mennesker. 

Allahu Akbar, Gud er stor! lyder det gudsbespottelige feltråb; bespotteligt fordi det ledsages af mord, drab, krig, terror, ondskab. Gud er ingen krigsherre, ikke ondskabens Gud. Gud er stor, ja, stor i kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse - også af dem.

Stop mørket med lys!

Vive la France!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Den guddommelige etik

Grundlaget for den guddommelige etik - at vi skal gøre det gode og undlade det onde - er, at det gode skaber glæde og fred og at det onde skaber lidelse og smerte for andre og os selv.

Mig bekendt har alle højere religioner etiske påbud og forbud. Men disse love gives ofte uden forklaring.

Men det kan tænkes, at der er de særlige grunde til den guddommelige etik som jeg har anført først i dette indlæg;

At det gode skaber glæde og fred for os selv og andre, mens det onde skaber det modsatte.

Gud giver ikke de etiske bud uden grund. Han påbyder heller ikke eller forbyder os visse ting for sin egen skyld, fx at vi skal tro noget særligt, men for vores skyld, for at vi ikke skal tilføje andre lidelse men søge at glæde og berige hinanden.

Dette kan samtidig siges at være kernepunktet i Guds opdragelse af os; at elske hinanden og ikke hade andre.

Ofte har mennesker troet og tror, at Gud kræver en bestemt tro og at Hans bud skal følges under trussel om evig straf hvis vi nægter at bøje os fo…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…