Gå videre til hovedindholdet

Skyggen

Det 20. århundrede; skyggen tårnede sig op; 1. verdenskrigs rædsler; men hen ved jul et år rejste nogle soldater fra begge sider sig fra skyggegravene og sang, "Stille Nacht", og spillede fodbold mod hinanden;

2. verdenskrig; skyggen tårner sig op; til sidst to lyn; Hiroshima, Nagasaki; men folk rykkede sammen og overvandt rædslerne.

Så kom Den kolde Krig; et kvælende mørke lagde sig om Jorden, det voksede og voksede og vi troede at det hele ville slutte; men igen rykkede vi sammen; sten for sten blev flyttet, tanke for tanke fandt vi ind til det stille, indtil vi nåede mætningspunktet og pludselig - som en kemisk bundfældning - kom tøbruddet;

Det 21. århundrede; igen ser vi, føler vi det onde rejse sig; klimatruslen, ondskabens krigere, folk råber hadet ud og handler; økonomien vakler; vi går med spørgsmålstegn indeni; hvordan skal vi komme videre, hvordan skal vi komme over det, hvordan skal vi komme igennem?

Ondskaben er ikke så meget bestemte mennesker som den er en sindstilstand og en bestemt måde at handle på (vold). Dens ansigter er mange. Vi kan ikke bekæmpe den med det onde. Derved ødelægger vi kun os selv. Hvis vi prøver at slå ondskaben ihjel ved at dræbe dem vi opfatter som onde er vi selv trådt ind på dens stier, der ender blindt.

Det onde vil have hævn. Det onde vil have magt. Det gode vil tilgive. Det gode beder om fred.

Skyggen gror i verden fordi den gror i os; men når skyggen tårner sig op, gror det frem i os, som kan overvinde den.

Vi må finde ind til det stille, rykke sammen, finde ind til roden, på tværs af religion og etnicitet tage hinanden i hænderne og danne ring om det onde.

Og hvis det at vi afstår fra vold betyder, at vi skal dø, så er det bedre at dø i færd med at bede, end at dø i færd med at slå ihjel; det er bedre at dø med et rent hjerte end med et hjerte fuldt af ondskab og had. Hvis vi engang skal stå til ansvar overfor en kærlig og barmhjertig Gud, hvad skal vi så svare Ham, hvis Han spørger: Hvorfor ødelagde du dig selv, hvorfor kastede du dit hjerte, det jeg gav dig, i mørkets bundløse afgrund? HVAD SKAL VI SVARE HAM?!

Det onde skal tabe!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere