Gå videre til hovedindholdet

Skyggen

Det 20. århundrede; skyggen tårnede sig op; 1. verdenskrigs rædsler; men hen ved jul et år rejste nogle soldater fra begge sider sig fra skyggegravene og sang, "Stille Nacht", og spillede fodbold mod hinanden;

2. verdenskrig; skyggen tårner sig op; til sidst to lyn; Hiroshima, Nagasaki; men folk rykkede sammen og overvandt rædslerne.

Så kom Den kolde Krig; et kvælende mørke lagde sig om Jorden, det voksede og voksede og vi troede at det hele ville slutte; men igen rykkede vi sammen; sten for sten blev flyttet, tanke for tanke fandt vi ind til det stille, indtil vi nåede mætningspunktet og pludselig - som en kemisk bundfældning - kom tøbruddet;

Det 21. århundrede; igen ser vi, føler vi det onde rejse sig; klimatruslen, ondskabens krigere, folk råber hadet ud og handler; økonomien vakler; vi går med spørgsmålstegn indeni; hvordan skal vi komme videre, hvordan skal vi komme over det, hvordan skal vi komme igennem?

Ondskaben er ikke så meget bestemte mennesker som den er en sindstilstand og en bestemt måde at handle på (vold). Dens ansigter er mange. Vi kan ikke bekæmpe den med det onde. Derved ødelægger vi kun os selv. Hvis vi prøver at slå ondskaben ihjel ved at dræbe dem vi opfatter som onde er vi selv trådt ind på dens stier, der ender blindt.

Det onde vil have hævn. Det onde vil have magt. Det gode vil tilgive. Det gode beder om fred.

Skyggen gror i verden fordi den gror i os; men når skyggen tårner sig op, gror det frem i os, som kan overvinde den.

Vi må finde ind til det stille, rykke sammen, finde ind til roden, på tværs af religion og etnicitet tage hinanden i hænderne og danne ring om det onde.

Og hvis det at vi afstår fra vold betyder, at vi skal dø, så er det bedre at dø i færd med at bede, end at dø i færd med at slå ihjel; det er bedre at dø med et rent hjerte end med et hjerte fuldt af ondskab og had. Hvis vi engang skal stå til ansvar overfor en kærlig og barmhjertig Gud, hvad skal vi så svare Ham, hvis Han spørger: Hvorfor ødelagde du dig selv, hvorfor kastede du dit hjerte, det jeg gav dig, i mørkets bundløse afgrund? HVAD SKAL VI SVARE HAM?!

Det onde skal tabe!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…