Gå videre til hovedindholdet

Skyggen

Det 20. århundrede; skyggen tårnede sig op; 1. verdenskrigs rædsler; men hen ved jul et år rejste nogle soldater fra begge sider sig fra skyggegravene og sang, "Stille Nacht", og spillede fodbold mod hinanden;

2. verdenskrig; skyggen tårner sig op; til sidst to lyn; Hiroshima, Nagasaki; men folk rykkede sammen og overvandt rædslerne.

Så kom Den kolde Krig; et kvælende mørke lagde sig om Jorden, det voksede og voksede og vi troede at det hele ville slutte; men igen rykkede vi sammen; sten for sten blev flyttet, tanke for tanke fandt vi ind til det stille, indtil vi nåede mætningspunktet og pludselig - som en kemisk bundfældning - kom tøbruddet;

Det 21. århundrede; igen ser vi, føler vi det onde rejse sig; klimatruslen, ondskabens krigere, folk råber hadet ud og handler; økonomien vakler; vi går med spørgsmålstegn indeni; hvordan skal vi komme videre, hvordan skal vi komme over det, hvordan skal vi komme igennem?

Ondskaben er ikke så meget bestemte mennesker som den er en sindstilstand og en bestemt måde at handle på (vold). Dens ansigter er mange. Vi kan ikke bekæmpe den med det onde. Derved ødelægger vi kun os selv. Hvis vi prøver at slå ondskaben ihjel ved at dræbe dem vi opfatter som onde er vi selv trådt ind på dens stier, der ender blindt.

Det onde vil have hævn. Det onde vil have magt. Det gode vil tilgive. Det gode beder om fred.

Skyggen gror i verden fordi den gror i os; men når skyggen tårner sig op, gror det frem i os, som kan overvinde den.

Vi må finde ind til det stille, rykke sammen, finde ind til roden, på tværs af religion og etnicitet tage hinanden i hænderne og danne ring om det onde.

Og hvis det at vi afstår fra vold betyder, at vi skal dø, så er det bedre at dø i færd med at bede, end at dø i færd med at slå ihjel; det er bedre at dø med et rent hjerte end med et hjerte fuldt af ondskab og had. Hvis vi engang skal stå til ansvar overfor en kærlig og barmhjertig Gud, hvad skal vi så svare Ham, hvis Han spørger: Hvorfor ødelagde du dig selv, hvorfor kastede du dit hjerte, det jeg gav dig, i mørkets bundløse afgrund? HVAD SKAL VI SVARE HAM?!

Det onde skal tabe!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere