Gå videre til hovedindholdet

Skyggen

Det 20. århundrede; skyggen tårnede sig op; 1. verdenskrigs rædsler; men hen ved jul et år rejste nogle soldater fra begge sider sig fra skyggegravene og sang, "Stille Nacht", og spillede fodbold mod hinanden;

2. verdenskrig; skyggen tårner sig op; til sidst to lyn; Hiroshima, Nagasaki; men folk rykkede sammen og overvandt rædslerne.

Så kom Den kolde Krig; et kvælende mørke lagde sig om Jorden, det voksede og voksede og vi troede at det hele ville slutte; men igen rykkede vi sammen; sten for sten blev flyttet, tanke for tanke fandt vi ind til det stille, indtil vi nåede mætningspunktet og pludselig - som en kemisk bundfældning - kom tøbruddet;

Det 21. århundrede; igen ser vi, føler vi det onde rejse sig; klimatruslen, ondskabens krigere, folk råber hadet ud og handler; økonomien vakler; vi går med spørgsmålstegn indeni; hvordan skal vi komme videre, hvordan skal vi komme over det, hvordan skal vi komme igennem?

Ondskaben er ikke så meget bestemte mennesker som den er en sindstilstand og en bestemt måde at handle på (vold). Dens ansigter er mange. Vi kan ikke bekæmpe den med det onde. Derved ødelægger vi kun os selv. Hvis vi prøver at slå ondskaben ihjel ved at dræbe dem vi opfatter som onde er vi selv trådt ind på dens stier, der ender blindt.

Det onde vil have hævn. Det onde vil have magt. Det gode vil tilgive. Det gode beder om fred.

Skyggen gror i verden fordi den gror i os; men når skyggen tårner sig op, gror det frem i os, som kan overvinde den.

Vi må finde ind til det stille, rykke sammen, finde ind til roden, på tværs af religion og etnicitet tage hinanden i hænderne og danne ring om det onde.

Og hvis det at vi afstår fra vold betyder, at vi skal dø, så er det bedre at dø i færd med at bede, end at dø i færd med at slå ihjel; det er bedre at dø med et rent hjerte end med et hjerte fuldt af ondskab og had. Hvis vi engang skal stå til ansvar overfor en kærlig og barmhjertig Gud, hvad skal vi så svare Ham, hvis Han spørger: Hvorfor ødelagde du dig selv, hvorfor kastede du dit hjerte, det jeg gav dig, i mørkets bundløse afgrund? HVAD SKAL VI SVARE HAM?!

Det onde skal tabe!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…