Gå videre til hovedindholdet

Gud

Flere steder i bibelen og koranen siges det, at Gudsfrygt er starten på visdom. Fx nævnes det i bibelen, hvor frygteligt det er, "at falde i den levende Guds hænder" og i 2. Mosebog, 19 og følgende kapitler åbenbarer 'Gud' sig på Sinaj bjerg for Moses og israelitterne under torden og lyn og røg og til lyden af horn for de forfærdede mennesker. (Der er tilsvarende beskrivelser af den forfærdende 'Gud' i koranen).

Men er dette rigtigt? Har vi grund til at frygte Gud?

Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se - eller rettere føle - noget om hvem Han er.

I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst - og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige.

Tværtimod - de åbenbaringer jeg har haft er af en Gud, som på den ene side unddrager sig menneskeord, det er svært at finde adækvate ord og udtryk for Ham, og det er som om at sproget bryder sammen når jeg forsøger at beskrive disse oplevelser.

Men den følelse Han har givet mig i disse åbenbaringer eller oplevelser har dels været præget af en fuldkommen ro og tryghed (også langt fra den af andre rapporterede ekstase ved oplevelsen eller erkendelsen af Gud), og dels af et uendeligt væsen af en Magt og tyngde og dybde som ikke kan beskrives og desuden et uendelig mildt væsen.

Essensen af oplevelserne eller åbenbaringerne er kærlighed - en uendelig og fuldkommen tryg hvilen i mit Ophav.

Er det ikke snarere sådan, at Gudsfrygt altid er blevet brugt af mennesker for at vinde større tiltro til tvivlsomme indsigter gennem den frygt man har søgt at indpode andre? Og er den ubegrundede frygt for Gud ikke altid ledsaget af et skræmmebillede af en dømmende og fordømmende Guddom, der kræver absolut tro, lydighed og underkastelse - for at fremme menneskers magtvilje og dømmesyge?

Hvor mange forbrydelser er ikke blevet begået og bliver begået i denne falske Guddoms navn til spot for den sande Gud?

Den Gud jeg kender ligger så langt fra dette skræmmebillede som tænkes kan - vrængbilledet af Gud ligner mere Satan som han var, da han kæmpede imod os.

Heldigvis synes dette falske billede af Gud at være på vej ud og et mere sandt billede toner frem fx i Den danske Folkekirke, hvor vægten mere og mere ligger på Guds kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse. Men mange steder prædikes stadig den hævnende og forfærdende Gud - alt for mange mennesker tror stadig på disse fantasier.

Jeg tror, at det er sådan, at alle mennesker kan opleve Gud som Han virkelig er. Det er ikke nødvendigt at henvise til specielle skriftsteder i forskellige bøger - Gud kan opleves direkte udenom alle skrifter og autoriteter - som den Lysets, Kærlighedens, Mildhedens og Barmhjertighedens Gud og Fader Han er.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte, men al grund til at elske.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst