Gå videre til hovedindholdet

Gud

Flere steder i bibelen og koranen siges det, at Gudsfrygt er starten på visdom. Fx nævnes det i bibelen, hvor frygteligt det er, "at falde i den levende Guds hænder" og i 2. Mosebog, 19 og følgende kapitler åbenbarer 'Gud' sig på Sinaj bjerg for Moses og israelitterne under torden og lyn og røg og til lyden af horn for de forfærdede mennesker. (Der er tilsvarende beskrivelser af den forfærdende 'Gud' i koranen).

Men er dette rigtigt? Har vi grund til at frygte Gud?

Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se - eller rettere føle - noget om hvem Han er.

I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst - og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige.

Tværtimod - de åbenbaringer jeg har haft er af en Gud, som på den ene side unddrager sig menneskeord, det er svært at finde adækvate ord og udtryk for Ham, og det er som om at sproget bryder sammen når jeg forsøger at beskrive disse oplevelser.

Men den følelse Han har givet mig i disse åbenbaringer eller oplevelser har dels været præget af en fuldkommen ro og tryghed (også langt fra den af andre rapporterede ekstase ved oplevelsen eller erkendelsen af Gud), og dels af et uendeligt væsen af en Magt og tyngde og dybde som ikke kan beskrives og desuden et uendelig mildt væsen.

Essensen af oplevelserne eller åbenbaringerne er kærlighed - en uendelig og fuldkommen tryg hvilen i mit Ophav.

Er det ikke snarere sådan, at Gudsfrygt altid er blevet brugt af mennesker for at vinde større tiltro til tvivlsomme indsigter gennem den frygt man har søgt at indpode andre? Og er den ubegrundede frygt for Gud ikke altid ledsaget af et skræmmebillede af en dømmende og fordømmende Guddom, der kræver absolut tro, lydighed og underkastelse - for at fremme menneskers magtvilje og dømmesyge?

Hvor mange forbrydelser er ikke blevet begået og bliver begået i denne falske Guddoms navn til spot for den sande Gud?

Den Gud jeg kender ligger så langt fra dette skræmmebillede som tænkes kan - vrængbilledet af Gud ligner mere Satan som han var, da han kæmpede imod os.

Heldigvis synes dette falske billede af Gud at være på vej ud og et mere sandt billede toner frem fx i Den danske Folkekirke, hvor vægten mere og mere ligger på Guds kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse. Men mange steder prædikes stadig den hævnende og forfærdende Gud - alt for mange mennesker tror stadig på disse fantasier.

Jeg tror, at det er sådan, at alle mennesker kan opleve Gud som Han virkelig er. Det er ikke nødvendigt at henvise til specielle skriftsteder i forskellige bøger - Gud kan opleves direkte udenom alle skrifter og autoriteter - som den Lysets, Kærlighedens, Mildhedens og Barmhjertighedens Gud og Fader Han er.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte, men al grund til at elske.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …