Gå videre til hovedindholdet

Om religion

Religion er som bekendt en farlig ting. Farlig hvis man med en tekst i hånden (det være sig bibelen, koranen eller "Vandrer mod Lyset!" eller andre tekster) mener at besidde al viden (i sig selv åbenlyst meningsløst og selvmodsigende som før påpeget; på den ene side at hævde at Gud som den eneste er alvidende og på den anden side hævde at Han har åbenbaret os al sandhed i en given tekst) og stiller sig i modsætning til alle andre, der ikke besidder denne formentlige totale sandhed, og mener sig berettiget til at forfølge, foragte og hade eller måske ligefrem dræbe andre.

Den efter min mening farligste af alle religiøse ideer er denne opsplitning af os mennesker i "dem og os" - de retfærdige og de uretfærdige, de rettroende og de vantro, de frelste og de fortabte. Selve opsplitningen er opskriften på krig og konflikt. Det er en kendsgerning i de fleste religiøst betingede krige og konflikter, at begge parter hævder at være de gode som kæmper en retfærdig krig mod de onde.

Sagen er imidlertid at intet menneske er helt igennem ondt og intet menneske er helt igennem godt. Vi indeholder alle begge dele. Hvis man opfatter sig selv som en af de gode modsat de onde og derfor mener sig berettiget til at bekæmpe, forfølge og dræbe de onde - hvad bliver der så egentlig af ens godhed? Som Jesus sagde med et vidunderligt paradoks: Lad den der er ren kaste den første sten!

Det er mere frugtbart at betragte os som én menneskehed - som "vi". Og hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet er denne tanke ikke kun mere hensigtsmæssig - den er sand. Vi har alle fælles (åndelig) oprindelse i Gud. Opsplitningen i "dem og os" er en kunstig opdeling, der kun fører til ufred.

Det værste udslag af religion er det religiøse had, som desværre også er en kendsgerning: Det at man søger at begrunde sit had og sin vold religiøst, dvs absolut - med henvisning til Gud (hvilket navn man end giver Ham). Dette er at spotte og misbruge Gud til at gøre det onde.

Det der kan og bør respekteres er det menneske, der med virkelig alvor og samvittighedsfuldt søger at følge den vej, han mener Gud ønsker han skal gå. Det der ikke kan respekteres - om det så er med henvisning til alverdens hellige tekster - er det menneske, der begår vold og drab i Guds navn.

De helt aktuelle eksempler på dette er mange (helt grelt i organisationen, "Islamisk Stat"), men jeg vil også nævne den forfølgelse som fx tegneren Kurt Westergaard er udsat for pgra den tegning han lavede af Muhamed med en bombe i turbanen. Jeg opfatter ikke tegningen som et udtryk for, hvordan Kurt Westergaard opfatter Muhamed, men derimod på den brug og misbrug som nogle muslimer gør af Muhamed og Gud til at øve vold og terror. At han i dag (som tidligere fx Salman Rushdie) må leve under politibeskyttelse og er jaget vildt understreger kun hans pointe - gør tegningen sand.

Det skal nævnes, at mange muslimer tager afstand fra vold og terror og mener - med rette - at voldelige ekstremister har kidnappet deres religion. Islam kan være en god og delvis sand religion - det er ikke islam der er problemet - men derimod den misbrug, al den vold og krig som man uretmæssigt søger at retfærdiggøre ud fra fx denne religion.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d