Gå videre til hovedindholdet

digt

note to self


hvorfor dømmer du dig selv så hårdt
hvorfor tror du at når du dømmer dig selv er alt sagt
hvorfor er du samtidig så ømfindtlig overfor selv den mindste kritik
du tror du er bedre den bedste fordi du kalder dig den ringeste
du tror at du elsker menneskeheden men sandheden er at du afskyr og foragter næsten
sandheden er at næsten selv hende du kalder din elskede
forstyrrer dig er i vejen for din storhed og det du kalder din kærlighed
du siger så let jeg elsker dig og tror at nuet er din dommer ikke livet hele livet
du tror at fremtiden vil tiljuble dig eller som ekstra raffinement glemme dig så du kan nyde martyriet
jeg ved at din krop dine tanker bedrager dig
hånd i hånd går I ned ad gaden og ti gange vender du dig om efter en tilfældig kvinde
er dette den rigtige dom den retfærdige den du prøver at undslippe at du er en hykler
eller er vilkåret sandheden den simple men sørgmodige som du ikke kan hæve dig over
heller ikke ved at bekende alt som i dette digt eller tage den straf du længes efter for at slippe
at at leve er at ligge under mudder og drømme om solen og renhed
thi kendes for ret jeg idømmer dig lovens strengeste straf
jeg dømmer dig så strengt som ingen før heller ikke du selv netop ikke du har dømt dig
jeg dømmer dig til det du mest af alt frygter dit værste mareridt
det du frygter mere end pest og evig ild og de lidelser som du selv valgte
og det mørke som du gemmer dig i for at undslippe den rigtige dom, der lyder:
jeg dømmer dig
til at leve som alle andre
til at være lykkelig

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere