Gå videre til hovedindholdet

Lydighed, underkastelse og tilbedelse

Ifølge nogle religiøse tekster - heriblandt den bibelske Moselov og den islamiske sharialov - har Gud opstillet nogle krav, nogle love, som vi mennesker skal følge i lydighed og ellers underkaste os og tilbede Gud. Hvis ikke vi gør dette, hjemfalder vi til strenge, eventuelt evige, straffe.

Hvis man drager en parallel til jordiske, menneskelige forhold og forestiller os et menneske, der kræver det samme - hvilken anden betegnelse kan man så retfærdigvis bruge om et sådant menneske end en simpel tyran, en diktator, et ondt menneske.

Hvis derimod "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet, står det med det samme klart, at denne opfattelse af Gud - at Han skulle kræve denne ubetingede lydighed, underkastelse og tilbedelse under trussel om strenge (evige) straffe - intet har med den sande Gud at gøre, og at sådanne forestillinger under ét må betegnes som barnlig religiøsitet.

Det er også klart med et kort blik på historien, at denne opfattelse af Gud til alle tider er blevet brugt og misbrugt til at tyrannisere, kue og mange gange dræbe andre mennesker - i Guds navn. Historisk er fx kristendommen blevet misbrugt på denne måde og mere aktuelt misbruges den i den islamiske idé om jihad - hellig krig ("den lille jihad" - når denne forstås og praktiseres som anvendelse af vold og terror). Alt for ofte ser man i medierne disse hæslige, uhyrlige og blasfemiske billeder af såkaldt "hellige krigere", der rækker maskingeværer i luften og skriger deres "Gud er stor!" eller som knæler i "bøn" med våben over skuldrene og som efterfølgende begår vold og drab i Hans navn. Disse mennesker spotter og misbruger Gud til at gøre det onde.

Al den afskyelige og blasfemiske krig, vold og terror - den være sig jødisk, kristen eller islamisk - der begås i Guds navn kan ikke retfærdiggøres ved henvisning til Ham, men står alene for menneskers egen regning.

Fejltagelsen opstår ved at mennesker dømmer som Gud - mennesker overtager Guds dom - idet man frisk nok mener at vide alt om, hvordan Gud er og hvordan Han dømmer - det står jo i bogen. Og smart nok straffer man så også - nu man er i gang - som man tænker sig Gud straffe.

Gud dømmer ikke. Gud straffer ikke. Gud er kærlighed. Mennesker straffer sig selv når de følger det onde - men Gud tilgiver os når vi angrer det onde vi har gjort. Hvis vi nægter at indse vores fejl, nægter at angre det onde vi måske har gjort (og intet menneske er rent), så har det konsekvenser i henhold til gengældelsesloven - men ikke evige konsekvenser. Ethvert menneske må selv høste den gode eller onde sæd vi selv har sået i form af tanker og handlinger. Alt andet ville være at umyndiggøre os og undergrave vores værdighed, hvis vi ikke selv fik lov til at rette vores fejl.

Dette er en af hovedforskellene mellem barnlig og moden religiøsitet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d