Gå videre til hovedindholdet

Lykken er...?

Ja, hvad er lykke egentlig? Er det en følelse? Eller en tilstand? Er det noget dynamisk, en mulig naturlig del af livet? Eller er det en permanent tilstand, noget statisk?

Jeg tror, at det rigtigste er at knytte begrebet lykke nærmere til begrebet mening end til følelser, da jeg fra mit eget liv har erfaret, at et liv kan være eller kan opfattes som lykkeligt selv om man måske lider, åndeligt eller fysisk i den forstand og i den udstrækning man kan se en mening med sit liv (og sine eventuelle lidelser) - hvordan man så end opfatter denne mening.

Jeg tror også, at lykke er nært knyttet til livet - dvs til selve livsprocessen, det at leve - at lykke altså er noget dynamisk, en levende, aldrig ophørende proces, og ikke en permanent (s)tilstand - og at lykke også er nært knyttet til begrebet (personlig) udvikling.

Jeg opfatter ikke lykke som en (permanent) (s)tilstand - et endemål - som vi vil nå engang i en måske fjern fremtid, men snarere som en mulighed der er tilstede hvert øjeblik - i den forstand og i den udstrækning vi kan se en mening med vores liv og kan se at vi udvikler os som mennesker.

På den måde kan man sige, at lykke og glæde er to forskellige ting, idet lykke forstået på denne måde er knyttet til tanken (den mening man kan se med sit liv og erkendelsen af sin personlige udvikling), mens glæde er en følelse.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...