Gå videre til hovedindholdet

Lykken er...?

Ja, hvad er lykke egentlig? Er det en følelse? Eller en tilstand? Er det noget dynamisk, en mulig naturlig del af livet? Eller er det en permanent tilstand, noget statisk?

Jeg tror, at det rigtigste er at knytte begrebet lykke nærmere til begrebet mening end til følelser, da jeg fra mit eget liv har erfaret, at et liv kan være eller kan opfattes som lykkeligt selv om man måske lider, åndeligt eller fysisk i den forstand og i den udstrækning man kan se en mening med sit liv (og sine eventuelle lidelser) - hvordan man så end opfatter denne mening.

Jeg tror også, at lykke er nært knyttet til livet - dvs til selve livsprocessen, det at leve - at lykke altså er noget dynamisk, en levende, aldrig ophørende proces, og ikke en permanent (s)tilstand - og at lykke også er nært knyttet til begrebet (personlig) udvikling.

Jeg opfatter ikke lykke som en (permanent) (s)tilstand - et endemål - som vi vil nå engang i en måske fjern fremtid, men snarere som en mulighed der er tilstede hvert øjeblik - i den forstand og i den udstrækning vi kan se en mening med vores liv og kan se at vi udvikler os som mennesker.

På den måde kan man sige, at lykke og glæde er to forskellige ting, idet lykke forstået på denne måde er knyttet til tanken (den mening man kan se med sit liv og erkendelsen af sin personlige udvikling), mens glæde er en følelse.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst