Gå videre til hovedindholdet

Er mennesket rationelt?

Et snit i filosofihistorien som man kan gøre er diskussionen om, hvorvidt vi mennesker overhovedet kan siges at være rationelle væsner. Med en måske lidt ældre sprogbrug kan man også formulere det som diskussionen om og troen på eller afvisningen af menneskets fornuft.

Denne diskussion har været ført i århundreder og kan i hvert fald dateres tilbage til det 18. århundrede som ofte betegnes som oplysningstiden, og sikkert endnu længere tilbage.

Af tænkere som har afvist menneskets fornuft eller rationalitet kan nævnes fx Arthur Schopenhauer (1788-1860), Friedrich Nietzsche (1844-1900) og vel også Søren Kierkegaard (1813-1855) for hvem i hvert fald troen (den kristne) i sit væsen er absurd og kræver "en afdøen fra verden", en selvfornægtelse og stadige og stadig større lidelser, hvis man følger troens vej.

Personligt er jeg af den opfattelse, at hele denne debat for og imod fornuften eller rationaliteten er en skindebat fordi det man egentlig kan opfatte som rationelt eller irrationelt ikke er mennesket selv, men derimod begreberne godt og ondt, begreber (eller med "Vandrer mod Lysets" forklaringer - reelle kræfter; lys og mørke), der er underligt fraværende hos de fleste tænkere, når undtages de etiske udredninger som nogle har forsøgt.

Ud fra dette standpunkt, at forskyde debatten til at handle om godt og ondt og ikke om mennesket selv, kan det hævdes, at det gode (lyset) er rationelt (fornuftigt) mens det onde er irrationelt (ufornuftigt) simpelthen fordi lyset, det gode gavner os og mørket skader os. Det er vel rationelt at søge at gavne sig selv (og andre), og næppe rationelt at skade sig selv (eller andre).

Endvidere er det klart, at alle mennesker rummer både godt og ondt, og hvis ovenstående tanke er rigtig dermed også at mennesket ikke udelukkende er rationelt (fornuftigt) eller irrationelt (ufornuftigt) men at vi hver især, med store individuelle forskelle, er rationelle eller irrationelle i samme grad som vi tænker og handler godt eller ondt.

Samtidig er det klart at der er mange forskellige opfattelser af, hvad der er godt eller ondt og hvad der gavner os, og det lader sig ikke gøre at udtrykke fuldstændigt hvad det gode eller onde er i deres respektive totalitet. Dette må vi lade Gud om, og så ellers søge hver for sig at gøre så meget godt som muligt og så lidt skade som muligt. Nogle tror fx at det er godt og gavner os at stjæle eller føre krig - men der er altid en regning at betale - enten jordisk (juridisk; der kan svigte) eller guddommelig (gengældelsesloven; der aldrig svigter).

(Hvad angår den guddommelige retfærdighed (gengældelsesloven) må det for fuldstændighedens skyld nævnes, at kærligheden og barmhjertigheden står over gengældelsesloven)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d