Gå videre til hovedindholdet

Tankens frihed

Blandt filosoffer hører Kant og Hegel til dem med den største virkningshistorie og indflydelse. Men det er muligt at pege på nogle problematiske sider hos begge disse tænkere;

Kant tager i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, udgangspunkt i, at al erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum (den transcendentale æstetik, de a priori anskuelsesformer). Heroverfor kunne indvendes, at det i så fald udelukker logikken, den logiske tænkning.

Det giver ingen mening at sige, at fx den logiske sætning;

hvis p så q; p! altså q,

er en slutning i tid og rum, hvis vi med dette tænker på hele det logiske udsagn og slutning og ikke på forholdene p og q. Denne slutning eller sætning er på en måde udenfor rummet og tiden.

Derfor er Kants følgende slutninger ud fra udgangspunktet også usikre, da den logiske tænkning må høre til erkendelsen.

Med hensyn til Hegel så udfolder han i både Åndens fænomenologi og Logikkens videnskab et syn på tanken, som minder om erkendelsesteoretisk og tankemæssig determinisme på den måde, at det hævdes, at tanken med nødvendighed slår over i sine modsætninger og skaber nye synteser (negationer og negationers negationer).

Måske er det mere frugtbart at hævde, ikke tankens determinisme, men tankens frihed. Tankens frihed kan måske ikke bevises principielt men sandsynliggøres empirisk ved at forskellige filosoffer ud fra samme udgangspunkt drager forskellige konklusioner og derfra udvikler nye og forskellige teorier om den menneskelige erkendelse.

Et principielt argument for tankens frihed og mod at den skulle følge et vist ideelt spor og mønster med nødvendighed kunne være, at tanken er personlig og derfor forskellig fra menneske til menneske og ikke kollektiv. Der findes ikke en fællesmenneskelig ideel tanke men kun individuelle, personlige tanker.

Det synes altså at den menneskelige erkendelse ikke udvikler sig med nødvendighed, men med en grad af frihed og ofte ved tilfældigheder, hvor man starter en undersøgelse ud fra ønsket om at finde eller undersøge X men finder og kortlægger Y.

Hvis Hegel med sine tanker kun henviser til logikken kan hans teorier vel have en vis rigtighed, da logik og logiske slutninger rummer en grad af nødvendighed. Men den menneskelige tanke er ikke kun logik og den menneskelige erkendelse udvikler sig ikke kun ved logik; til erkendelse hører også fx intuition, mavefornemmelse, associationer, til en vis grad følelser osv.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…