Tankens frihed

Blandt filosoffer hører Kant og Hegel til dem med den største virkningshistorie og indflydelse. Men det er muligt at pege på nogle problematiske sider hos begge disse tænkere;

Kant tager i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, udgangspunkt i, at al erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum (den transcendentale æstetik, de a priori anskuelsesformer). Heroverfor kunne indvendes, at det i så fald udelukker logikken, den logiske tænkning.

Det giver ingen mening at sige, at fx den logiske sætning;

hvis p så q; p! altså q,

er en slutning i tid og rum, hvis vi med dette tænker på hele det logiske udsagn og slutning og ikke på forholdene p og q. Denne slutning eller sætning er på en måde udenfor rummet og tiden.

Derfor er Kants følgende slutninger ud fra udgangspunktet også usikre, da den logiske tænkning må høre til erkendelsen.

Med hensyn til Hegel så udfolder han i både Åndens fænomenologi og Logikkens videnskab et syn på tanken, som minder om erkendelsesteoretisk og tankemæssig determinisme på den måde, at det hævdes, at tanken med nødvendighed slår over i sine modsætninger og skaber nye synteser (negationer og negationers negationer).

Måske er det mere frugtbart at hævde, ikke tankens determinisme, men tankens frihed. Tankens frihed kan måske ikke bevises principielt men sandsynliggøres empirisk ved at forskellige filosoffer ud fra samme udgangspunkt drager forskellige konklusioner og derfra udvikler nye og forskellige teorier om den menneskelige erkendelse.

Et principielt argument for tankens frihed og mod at den skulle følge et vist ideelt spor og mønster med nødvendighed kunne være, at tanken er personlig og derfor forskellig fra menneske til menneske og ikke kollektiv. Der findes ikke en fællesmenneskelig ideel tanke men kun individuelle, personlige tanker.

Det synes altså at den menneskelige erkendelse ikke udvikler sig med nødvendighed, men med en grad af frihed og ofte ved tilfældigheder, hvor man starter en undersøgelse ud fra ønsket om at finde eller undersøge X men finder og kortlægger Y.

Hvis Hegel med sine tanker kun henviser til logikken kan hans teorier vel have en vis rigtighed, da logik og logiske slutninger rummer en grad af nødvendighed. Men den menneskelige tanke er ikke kun logik og den menneskelige erkendelse udvikler sig ikke kun ved logik; til erkendelse hører også fx intuition, mavefornemmelse, associationer, til en vis grad følelser osv.