Gå videre til hovedindholdet

Magtens anatomi

'Magt er det mest vanedannende stof'; 'Magt er et potent elskovsmiddel'

Sådan er det blevet sagt. Men hvorfor ønsker mennesker magt? Hvad er magtens natur og anatomi? Hvor mange der søger magten, spørger sig selv, om de er den magt de søger værdig?

Vi møder dagligt i social omgang små magtspil; i parforhold, i familier, på arbejdspladser, blandt venner, på skoler, overalt. Det synes at være en del af den menneskelige natur.

Nogle magtspil foregår ved at afsøge grænser; og hvis man ikke markerer sine grænser, ikke nødvendigvis ved aggression, skaber det vrede i sindet; hvis man er for flink og lader andre møve ind over sine grænser uden at markere dem.

Og magtspillet spilles i lokal-, national- og storpolitik. Også her afsøges grænser og alle synes at søge stedse større magt og indflydelse.

Men hvem spørger sig selv hvorfor det er sådan og om vi er magten værdig?

Til nøds kan man forsvare et vist ønske om magt; nemlig magten eller måske snarere evnen og muligheden for at opretholde livet, magten over eget liv både for individer og nationer.

Men når magtviljen eller rettere magtbegæret bliver grænseløst, umætteligt - og blindt (magten for enhver pris og uden at spørge sig selv om man er magten værdig og uden klare ideer til at anvende magten konstruktivt) - bliver magt destruktiv, og de magtbegærlige bliver paradoksalt nok slaver af deres magtbegær.

Konsekvenserne af dette ser vi fx ved diktaturer og erobringskrige; dette er magtvilje for enhver pris uanset om man på sin vej til magten træder over hundreder eller tusinder af døde og dermed er blevet magten uværdig.

'Magt korrumperer' siger man også. Ja, hvis man glemmer hvorfor man søger magt, hvis man søger magten for magtens skyld, hvis magtbegæret gør os blinde og vi glemmer at spørge os selv, om vi er magten værdig og hvordan vi ønsker at bruge den konstruktivt.

Eller på en kort formel: Den magt, der vil knægte friheden, der vil tvinge sig igennem, den der søger magt for enhver pris uden at være den værdig, den magt korrumperer og ødelægger både den magtbegærlige og hans ofre; den magt er perverteret magt i modsætning til den magt, der ligger i ægte værdier som kærlighed og frihed og fred og menneskers frivillige tilslutning til disse værdier.

Så magt er måske enten at ville tvinge andre eller menneskers frivillige tilslutning til ægte og holdbare værdier; mørkets og lysets magt. The tipping point fra konstruktiv til destruktiv magt - hvis magtviljen oprindelig er konstruktiv - er når man begynder at ville gennemtvinge sin vilje.

Den der vil tvinge sin vilje igennem (fx med våbenmagt eller terror) er magten uværdig.

En af grundene til at verden i dag ser ud som den gør er, at alt for mange ønsker at tvinge sin vilje igennem; fordi verdens magtherrer og mægtige er slaver af deres magtbegær og uværdige til den magt de besidder.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…