'Magt er det mest vanedannende stof'; 'Magt er et potent elskovsmiddel'
Sådan er det blevet sagt. Men hvorfor ønsker mennesker magt? Hvad er magtens natur og anatomi? Hvor mange der søger magten, spørger sig selv, om de er den magt de søger værdig?
Vi møder dagligt i social omgang små magtspil; i parforhold, i familier, på arbejdspladser, blandt venner, på skoler, overalt. Det synes at være en del af den menneskelige natur.
Nogle magtspil foregår ved at afsøge grænser; og hvis man ikke markerer sine grænser, ikke nødvendigvis ved aggression, skaber det vrede i sindet; hvis man er for flink og lader andre møve ind over sine grænser uden at markere dem.
Og magtspillet spilles i lokal-, national- og storpolitik. Også her afsøges grænser og alle synes at søge stedse større magt og indflydelse.
Men hvem spørger sig selv hvorfor det er sådan og om vi er magten værdig?
Til nøds kan man forsvare et vist ønske om magt; nemlig magten eller måske snarere evnen og muligheden for at opretholde livet, magten over eget liv både for individer og nationer.
Men når magtviljen eller rettere magtbegæret bliver grænseløst, umætteligt - og blindt (magten for enhver pris og uden at spørge sig selv om man er magten værdig og uden klare ideer til at anvende magten konstruktivt) - bliver magt destruktiv, og de magtbegærlige bliver paradoksalt nok slaver af deres magtbegær.
Konsekvenserne af dette ser vi fx ved diktaturer og erobringskrige; dette er magtvilje for enhver pris uanset om man på sin vej til magten træder over hundreder eller tusinder af døde og dermed er blevet magten uværdig.
'Magt korrumperer' siger man også. Ja, hvis man glemmer hvorfor man søger magt, hvis man søger magten for magtens skyld, hvis magtbegæret gør os blinde og vi glemmer at spørge os selv, om vi er magten værdig og hvordan vi ønsker at bruge den konstruktivt.
Eller på en kort formel: Den magt, der vil knægte friheden, der vil tvinge sig igennem, den der søger magt for enhver pris uden at være den værdig, den magt korrumperer og ødelægger både den magtbegærlige og hans ofre; den magt er perverteret magt i modsætning til den magt, der ligger i ægte værdier som kærlighed og frihed og fred og menneskers frivillige tilslutning til disse værdier.
Så magt er måske enten at ville tvinge andre eller menneskers frivillige tilslutning til ægte og holdbare værdier; mørkets og lysets magt. The tipping point fra konstruktiv til destruktiv magt - hvis magtviljen oprindelig er konstruktiv - er når man begynder at ville gennemtvinge sin vilje.
Den der vil tvinge sin vilje igennem (fx med våbenmagt eller terror) er magten uværdig.
En af grundene til at verden i dag ser ud som den gør er, at alt for mange ønsker at tvinge sin vilje igennem; fordi verdens magtherrer og mægtige er slaver af deres magtbegær og uværdige til den magt de besidder.
Sådan er det blevet sagt. Men hvorfor ønsker mennesker magt? Hvad er magtens natur og anatomi? Hvor mange der søger magten, spørger sig selv, om de er den magt de søger værdig?
Vi møder dagligt i social omgang små magtspil; i parforhold, i familier, på arbejdspladser, blandt venner, på skoler, overalt. Det synes at være en del af den menneskelige natur.
Nogle magtspil foregår ved at afsøge grænser; og hvis man ikke markerer sine grænser, ikke nødvendigvis ved aggression, skaber det vrede i sindet; hvis man er for flink og lader andre møve ind over sine grænser uden at markere dem.
Og magtspillet spilles i lokal-, national- og storpolitik. Også her afsøges grænser og alle synes at søge stedse større magt og indflydelse.
Men hvem spørger sig selv hvorfor det er sådan og om vi er magten værdig?
Til nøds kan man forsvare et vist ønske om magt; nemlig magten eller måske snarere evnen og muligheden for at opretholde livet, magten over eget liv både for individer og nationer.
Men når magtviljen eller rettere magtbegæret bliver grænseløst, umætteligt - og blindt (magten for enhver pris og uden at spørge sig selv om man er magten værdig og uden klare ideer til at anvende magten konstruktivt) - bliver magt destruktiv, og de magtbegærlige bliver paradoksalt nok slaver af deres magtbegær.
Konsekvenserne af dette ser vi fx ved diktaturer og erobringskrige; dette er magtvilje for enhver pris uanset om man på sin vej til magten træder over hundreder eller tusinder af døde og dermed er blevet magten uværdig.
'Magt korrumperer' siger man også. Ja, hvis man glemmer hvorfor man søger magt, hvis man søger magten for magtens skyld, hvis magtbegæret gør os blinde og vi glemmer at spørge os selv, om vi er magten værdig og hvordan vi ønsker at bruge den konstruktivt.
Eller på en kort formel: Den magt, der vil knægte friheden, der vil tvinge sig igennem, den der søger magt for enhver pris uden at være den værdig, den magt korrumperer og ødelægger både den magtbegærlige og hans ofre; den magt er perverteret magt i modsætning til den magt, der ligger i ægte værdier som kærlighed og frihed og fred og menneskers frivillige tilslutning til disse værdier.
Så magt er måske enten at ville tvinge andre eller menneskers frivillige tilslutning til ægte og holdbare værdier; mørkets og lysets magt. The tipping point fra konstruktiv til destruktiv magt - hvis magtviljen oprindelig er konstruktiv - er når man begynder at ville gennemtvinge sin vilje.
Den der vil tvinge sin vilje igennem (fx med våbenmagt eller terror) er magten uværdig.
En af grundene til at verden i dag ser ud som den gør er, at alt for mange ønsker at tvinge sin vilje igennem; fordi verdens magtherrer og mægtige er slaver af deres magtbegær og uværdige til den magt de besidder.
Kommentarer
Send en kommentar