Gå videre til hovedindholdet

Korankritik (2)

Som jeg mener at have påvist - eller i hvert fald sandsynliggjort - i skriftet, Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, (carstenplougolsen.dk) så er der mangt og meget i koranen som umuligt kan bringes i samklang med opfattelsen af Gud, som Han må være, hvis Han er den Højeste; Lysets altbeherskende Gud, Lysets Almagt og kærlighedens og Livets Gud og Herre.

Hvis dette er rigtigt så er den logiske følge at stille spørgsmål ved to centrale, islamiske dogmer:

1) tanken om Muhammed som ufejlbarlig udsending fra Gud og værdig til efterfølgelse i et og alt

2) tanken om koranens ufejlbarlighed som en fuldkommen og fejlfri åbenbaring fra Gud

Det fremgår tydeligt når man læser beretninger om Muhammed, at han langt fra var ufejlbarlig som repræsentant for Lysets Gud; Han deltog i karavaneplyndringer, henrettede angiveligt mennesker personligt og bifaldt barbariske straffe som piskning, stening osv.

Med hensyn til spørgsmålet om koranens påståede ufejlbarlighed givet direkte af Gud eller Gabriel til Muhammed på arabisk, så er det helt usandsynligt, at en Lysets og kærlighedens altbeherskende Magt, Gud, skulle dømme 'vantro' til helvedes frygtelige og evige lidelser, og sine steder ligefrem svælge i de fortabtes lidelser med slet skjult skadefryd.

Er det ikke mere sandsynligt, som parallelt bibelforskningen har vist om bibelen - at bibelen ikke er en en gang givet sammenhængende guddommelig åbenbaring, men er sammensat af tekster fra en lang tidsperiode og forfattet af en lang række forfattere ud fra mundtlige forlæg og traditioner som til sidst er samlet i en kanon ud fra helt menneskelige kriterier og skøn - at også koranen er samlet efter Muhammeds død af forskellige mennesker ud fra mundtlige traditioner og overleveringer ud fra menneskelige kriterier og skøn;

Og at altså heller ikke koranen er en direkte og sammenhængende åbenbaring fra Gud, at den - ligesom bibelen - rummer ægte inspirationer fra Lyset, bidrag fra mennesker og - hvad enten vi kan lide det eller vil indrømme det eller ej - bidrag af diabolsk oprindelse?

Et sådant synspunkt findes i Vandrer mod Lyset. Og det sandsynliggøres efter min opfattelse af de påviste eller sandsynliggjorte afvigelser fra Lysets og kærlighedens sandheder; de mange fordømmelser i koranen af forskellige mennesker, den megen intolerance og de frygtelige og evige straffe der påstås venter nogle af os efter døden osv;

Intet af det kan bringes i samklang med opfattelsen af Gud som det Højeste altbeherskende Lysvæsen, der hersker ved kærlighed, mildhed, barmhjertighed og som drager os til sig ved sin uendelige kærlighed - ikke ved rå magt og trusler - og ved menneskers egen længsel efter kærlighed, renhed og fred.

Derfor er hverken Muhammed eller koranen fuldkomne; noget er givetvis ægte, og det ægte skal da søges i retning af kærlighed, mildhed, barmhjertighed, fred og tolerance; andet er menneskers påfund og noget stammer fra mørket.

Som i tilfældet med bibelen optræder den sande Gud også i koranen kun i glimt. Efter min opfattelse er koranen netop et eksempel på den tanke, der også findes i islam; at noget i de hellige tekster er blevet forvansket i tidernes løb; forvansket af mennesker og de magter, der tidligere gjorde alt for at holde Lyset og kærligheden væk fra mennesker og gøre Lyset fremmed i verden.

Disse forvanskninger er lette at kende og finde; man finder dem alle de steder hvor 'Gud' fordømmer og forbander mennesker vilkårligt som en anden jordisk tyran og diktator; man finder dem de steder hvor mennesker pålægges at dræbe andre; man finder dem alle de mange steder hvor de bærer ondskabens, intolerancens og hadets stempel.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…