Gå videre til hovedindholdet

Kristendommens kerne i ny belysning

I mere end 1000 år - og snarere længere - har kristendommen været forkyndt som en lære om Guds dom og straf over syndige mennesker. Dog også med et håb om frelse ved troen på Jesu død og opstandelse.

Men i de senere år er vægten gradvist vippet over mod en lysere tolkning og forkyndelse i retning af Guds kærlighed og tanker om menneskers kærlighed til hinanden som det centrale i livet.

Spørgsmålet er: Findes der teologisk belæg for denne lysning? Det mener jeg, at der gør.

I Matt. 5, 17-19 siger Jesus: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket'.

Jesus er altså ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven. Hvilken lov? Det svarer han på i Matt. 22, 37-40 på spørgsmålet, hvad der er det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (5. Mos. 6, 5), et bud, der gives af Gud til Moses. Jesus tilføjer samme sted: 'Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som er lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos. 19, 18). På de to bud hviler hele loven og profeterne '.

Også det sidste bud, næstekærlighedsbudet, blev oprindelig givet af Gud til Moses (med tilføjelsen: 'Jeg er Herren'), og både Jesus (Matt. 19, 19; 22, 39), Paulus (Rom. 13, 9; Gal. 5, 14) og apostlen Jakob (Jak. 2, 8) citerer det.

Da loven (Moseloven og i videre forstand Guds lov) således ifølge Jesus hviler på kærlighed til Gud og menneskers kærlighed til hinanden, bliver Pauli tanker om frelse ved tro (Rom. 3, 25-26; Rom. 4, 5; Rom. 5, 1; Gal. 2, 16), Guds vrede, straf og dom (Rom. 1, 18; Rom. 2, 2-3; Ef. 5, 6), hans tanker om at synden og døden kom ind i verden ved et menneske (Adam) og blev besejret ved et menneske (Jesus Kristus) (Rom. 5, 12-21; 1. Kor. 15, 21; 45-48) og forsoningen ved Jesu død og opstandelse (Rom. 3, 24-26; Rom. 5, 9-11; 1. Thess. 5, 9; Hebr. 9, 12-13) irrelevante;

Ifølge Jesus er det kærligheden, der er det vigtigste og helt centrale i livet; kærligheden til Gud og mennesker; Gud kalder ikke til dom og straf men til kærlighed. Gud er den Højeste, Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre.

At Jesus siger, at han opfylder loven og ikke ophæver den, nedbryder den eller skaber en ny pagt mellem Gud og mennesker som Paulus påstår (2. Kor. 3, 6; Hebr. 8; 9, 11-28) (og som dog også finder støtte i evangeliernes beretning om nadverens indstiftelse (Matt. 26, 26-29; Mark. 14, 22-25; Luk. 22, 14-20)) til afløsning for den gamle pagt som Gud oprettede med Noa (1. Mos, 6, 18-22), Abraham (1. Mos. 15, 18-21), Isak (1. Mos. 26, 2-5), Jakob (1. Mos. 28, 13-15) og Moses og israelitterne (2. Mos. 24) må så ligge i, at han minder om og sammenfatter den centrale lov: Kærlighedens lov, som Gud giver den i 5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18.

I bibelen findes belæg for både opfattelsen af Gud som en kærlighedens og fredens og en vredens og krigens Gud. Eksemplerne på det sidste er legio i Det gamle Testamente, men også i Det nye Testamente; Således siger Jesus i Matt. 10, 34: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.' (Se også Luk. 12, 51-53 og Mark. 13, 12). Og også i evangelierne og altså ikke kun hos Paulus hævdes sine steder troen og ikke kærligheden som det vigtigste.

I denne opfattelse bliver Jesus (som af kristne - fejlagtigt - opfattes som Gud) et stridens og forargelsens tegn. Men hvilken Gud er den Højeste, den Største; Kærlighedens og fredens Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets Herre, eller krigens, vredens og hævnens 'Gud'?

Hvis vi opfatter kristendommen som en kærlighedslære, må vi tage udgangspunkt i det Jesus lærer ud fra de af Gud givne bud, kærlighedsbudene, de bud der bærer loven, og ikke i Pauli tanker og mange misforståelser, som alt for længe og helt unødvendigt har tegnet kristendommen for mennesker. Helt unødvendigt; for den sunde kerne ligger - side om side med de usunde tanker om vrede, dom, straf og fordømmelse - i de kristnes egne hellige tekster: Kærligheden.

Der hvor Jesus og Paulus alligevel når hinanden i synet på kærlighedens altomfattende betydning og værdi, er det nævnte sted i Matthæusevangeliet (Matt. 22, 37-40) og Rom. 13, 8-10, hvor Paulus siger:

'Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: 'Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære', og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos. 19, 18). Kærligheden gør ikke næsten ondt. Kærligheden er altså lovens fylde'. (Derudover kan nævnes Pauli smukke formuleringer om kærligheden i 1. Kor. 13).

Det vigtigste er altså, at vi elsker Gud og hinanden. Det er loven og lovens fylde. Alt andet, fx hvad vi tror på, er af mindre betydning. Paulus siger det også: 'Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.' (1. Kor. 13, 13).

Det vigtigste er kærligheden. Kærligheden er det største, større end håb og tro, og den er det evige i mennesket. Og hvis det er sådan, hvorfor så ikke helt slippe kristendommens nu gennemrustede, faldende bygning, hvis vi med kristendommen mener paulinisme med dennes mørke tale om dom og straf for dem, der ikke tror eller tror på noget forkert, og vove springet over i den rene kærlighedsåbenbaring, Vandrer mod Lyset! (1920, Agerskov), som kort og godt siger:

Ingen skal fortabes, Guds kærlighed er uendelig, og selv om vi vender os fra Ham, vender Han sig aldrig fra os! Lev og tro frit, ingen skal fordømmes! Der er tilgivelse for alt og for alle, selv Satan (jf også lignelsen om den fortabte søn; Luk. 15, 11-32).

Ingen skal fortabes, ingen fordømmes, Paradis er for alle! Tør vi vove springet over i denne bygning, springet over de afgrunde teologien - ikke Gud - har åbnet uretmæssigt gennem 2000 år? Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets nære og trygge Far og Herre venter os der!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…