Gå videre til hovedindholdet

Kristendommens kerne i ny belysning

I mere end 1000 år - og snarere længere - har kristendommen været forkyndt som en lære om Guds dom og straf over syndige mennesker. Dog også med et håb om frelse ved troen på Jesu død og opstandelse.

Men i de senere år er vægten gradvist vippet over mod en lysere tolkning og forkyndelse i retning af Guds kærlighed og tanker om menneskers kærlighed til hinanden som det centrale i livet.

Spørgsmålet er: Findes der teologisk belæg for denne lysning? Det mener jeg, at der gør.

I Matt. 5, 17-19 siger Jesus: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket'.

Jesus er altså ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven. Hvilken lov? Det svarer han på i Matt. 22, 37-40 på spørgsmålet, hvad der er det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (5. Mos. 6, 5), et bud, der gives af Gud til Moses. Jesus tilføjer samme sted: 'Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som er lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos. 19, 18). På de to bud hviler hele loven og profeterne '.

Også det sidste bud, næstekærlighedsbudet, blev oprindelig givet af Gud til Moses (med tilføjelsen: 'Jeg er Herren'), og både Jesus (Matt. 19, 19; 22, 39), Paulus (Rom. 13, 9; Gal. 5, 14) og apostlen Jakob (Jak. 2, 8) citerer det.

Da loven (Moseloven og i videre forstand Guds lov) således ifølge Jesus hviler på kærlighed til Gud og menneskers kærlighed til hinanden, bliver Pauli tanker om frelse ved tro (Rom. 3, 25-26; Rom. 4, 5; Rom. 5, 1; Gal. 2, 16), Guds vrede, straf og dom (Rom. 1, 18; Rom. 2, 2-3; Ef. 5, 6), hans tanker om at synden og døden kom ind i verden ved et menneske (Adam) og blev besejret ved et menneske (Jesus Kristus) (Rom. 5, 12-21; 1. Kor. 15, 21; 45-48) og forsoningen ved Jesu død og opstandelse (Rom. 3, 24-26; Rom. 5, 9-11; 1. Thess. 5, 9; Hebr. 9, 12-13) irrelevante;

Ifølge Jesus er det kærligheden, der er det vigtigste og helt centrale i livet; kærligheden til Gud og mennesker; Gud kalder ikke til dom og straf men til kærlighed. Gud er den Højeste, Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre.

At Jesus siger, at han opfylder loven og ikke ophæver den, nedbryder den eller skaber en ny pagt mellem Gud og mennesker som Paulus påstår (2. Kor. 3, 6; Hebr. 8; 9, 11-28) (og som dog også finder støtte i evangeliernes beretning om nadverens indstiftelse (Matt. 26, 26-29; Mark. 14, 22-25; Luk. 22, 14-20)) til afløsning for den gamle pagt som Gud oprettede med Noa (1. Mos, 6, 18-22), Abraham (1. Mos. 15, 18-21), Isak (1. Mos. 26, 2-5), Jakob (1. Mos. 28, 13-15) og Moses og israelitterne (2. Mos. 24) må så ligge i, at han minder om og sammenfatter den centrale lov: Kærlighedens lov, som Gud giver den i 5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18.

I bibelen findes belæg for både opfattelsen af Gud som en kærlighedens og fredens og en vredens og krigens Gud. Eksemplerne på det sidste er legio i Det gamle Testamente, men også i Det nye Testamente; Således siger Jesus i Matt. 10, 34: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.' (Se også Luk. 12, 51-53 og Mark. 13, 12). Og også i evangelierne og altså ikke kun hos Paulus hævdes sine steder troen og ikke kærligheden som det vigtigste.

I denne opfattelse bliver Jesus (som af kristne - fejlagtigt - opfattes som Gud) et stridens og forargelsens tegn. Men hvilken Gud er den Højeste, den Største; Kærlighedens og fredens Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets Herre, eller krigens, vredens og hævnens 'Gud'?

Hvis vi opfatter kristendommen som en kærlighedslære, må vi tage udgangspunkt i det Jesus lærer ud fra de af Gud givne bud, kærlighedsbudene, de bud der bærer loven, og ikke i Pauli tanker og mange misforståelser, som alt for længe og helt unødvendigt har tegnet kristendommen for mennesker. Helt unødvendigt; for den sunde kerne ligger - side om side med de usunde tanker om vrede, dom, straf og fordømmelse - i de kristnes egne hellige tekster: Kærligheden.

Der hvor Jesus og Paulus alligevel når hinanden i synet på kærlighedens altomfattende betydning og værdi, er det nævnte sted i Matthæusevangeliet (Matt. 22, 37-40) og Rom. 13, 8-10, hvor Paulus siger:

'Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: 'Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære', og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos. 19, 18). Kærligheden gør ikke næsten ondt. Kærligheden er altså lovens fylde'. (Derudover kan nævnes Pauli smukke formuleringer om kærligheden i 1. Kor. 13).

Det vigtigste er altså, at vi elsker Gud og hinanden. Det er loven og lovens fylde. Alt andet, fx hvad vi tror på, er af mindre betydning. Paulus siger det også: 'Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.' (1. Kor. 13, 13).

Det vigtigste er kærligheden. Kærligheden er det største, større end håb og tro, og den er det evige i mennesket. Og hvis det er sådan, hvorfor så ikke helt slippe kristendommens nu gennemrustede, faldende bygning, hvis vi med kristendommen mener paulinisme med dennes mørke tale om dom og straf for dem, der ikke tror eller tror på noget forkert, og vove springet over i den rene kærlighedsåbenbaring, Vandrer mod Lyset! (1920, Agerskov), som kort og godt siger:

Ingen skal fortabes, Guds kærlighed er uendelig, og selv om vi vender os fra Ham, vender Han sig aldrig fra os! Lev og tro frit, ingen skal fordømmes! Der er tilgivelse for alt og for alle, selv Satan (jf også lignelsen om den fortabte søn; Luk. 15, 11-32).

Ingen skal fortabes, ingen fordømmes, Paradis er for alle! Tør vi vove springet over i denne bygning, springet over de afgrunde teologien - ikke Gud - har åbnet uretmæssigt gennem 2000 år? Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets nære og trygge Far og Herre venter os der!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…