Totalitære systemer og trangen til - ofte med livet som indsats - at udfordre, mildne eller opløse disse systemer, er et grundtræk i menneskets historie.
Da Jesus gjorde oprør, fredeligt, mod de jødiske lærde og Moseloven, endte han som bekendt på korset. Da kristendommen senere selv var blevet et totalitært system, Den katolske Kirke, og Martin Luther og andre gjorde oprør mod systemet, blev de lyst i band, brændt på bålet eller på anden måde forfulgt.
Da de russiske dissidenter gjorde oprør mod Sovjetdiktaturet, blev de forfulgt, indlagt på psykiatriske hospitaler eller slået ihjel.
Vor tids totalitære system er islam. Via en stærk social kontrol og vold eller drab på mennesker, der udfordrer magten og søger at reformere eller bare opbløde de værste skadevirkninger af det totalitære system, islam, søger 'de rettroende' at bevare deres magt.
Visse islamiske grupper, fx IS, Boko Haram, Taliban og al Qaida, søger enten lokalt eller globalt herredømme i et teokratisk diktatur baseret på sharia. Det nødvendige opgør med disse gruppers totalitære system må tage et helt grundlæggende opgør med islams hellige skrift, koranen, og profetens sunna, sædvane, der blåstempler vold mod og drab på fx anderledes tænkende eller troende og insistere på menneskets grundlæggende ret til frihed og autonomi.
Jeg har selv forsøgt at bidrage til dette nødvendige opgør fx i skriftet, Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, (del 1 og 2), som ligger til fri og gratis download på min hjemmeside (carstenplougolsen.dk). Grundtanken i dette skrift er at filtrere koranen og profetens sædvane gennem billedet af Gud som den ophøjede Lysets og kærlighedens Almagt, hvorefter det står klart, hvor forfærdende lidt der bliver tilbage af koranens og profetens autoritet.
Ethvert totalitært system; fx kristendommen, islam eller kommunismen er født med en brist; bristen er netop det totalitære, at systemet hævder at være al sandhed. Dette strider mod menneskets begrænsning og dets manglende evne til at forstå alt. Et system der hævder at være al sandhed vil være tilbøjeligt til at dømme alt der ikke stemmer med det ude eller 'syndigt', og mennesker der er af en anden opfattelse bliver forfulgt eller ligefrem dræbt.
Ved det totalitære system hindres menneskets frie tanke og ret til at undersøge og stille spørgsmål ved alt. Den frie tanke anerkender sin begrænsning, og søger bestandig ny viden ud fra en erkendelse af netop sin begrænsning, den totalitære tanke bilder sig ind at have alle svar og behøver ikke vide mere. Dermed bliver det totalitære en dystopi, som peger mod død og undergang (fx ved tanken om en fælles universel Dommedag og Jordens undergang), hvis livet blandt andet er i en eller anden forstand hele tiden at blive lidt klogere og mere erfaren, den frie, begrænsede tanke peger mod livet.
Ethvert totalitært system har sin tid. Før eller senere vil de bryde sammen under presset fra modige mennesker, der tør udfordre magten med fare for deres liv. Oprørene mod de totalitære systemer fødes af de lidelser og den ufrihed som systemerne skaber; før eller senere vil behovet for frihed og de lidelser de totalitære systemer skaber være så stort, at systemerne bryder sammen, enten indefra eller under ydre pres.
Mennesket mistrives i ufrihed. Vi har ret til at tænke og tro frit. Og vi har en ret til frihed og selvbestemmelse. De mennesker og systemer som søger at undertrykke og binde mennesker kan ikke sejre i længden. For frihed er en del af vores inderste natur.
Frihed er som en jævnt strømmende indre kilde; man kan kaste sten i den og for en tid standse strømmen; men før eller senere vil det opdæmmede vand finde vej, bryde igennem og fjerne hindringen.
Kommentarer
Send en kommentar