Gå videre til hovedindholdet

Homoseksualitet og Gud

I både kristendommen og islam betragtes homoseksualitet - bakket op af citater fra bibelen og koranen - af nogle som en synd, og homoseksuelle forfølges, fordømmes eller slås endda ihjel.

Ikke homoseksualitet men forfølgelse af de homoseksuelle er en synd; hvis Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, skal vi ikke hade, fordømme, forfølge eller dræbe i Hans Navn, men elske i Hans Navn og ånd.

Vi bør altid huske: At de lidelser vi udsætter andre for, vil vi selv rammes af, indtil vi forstår hvad vi har gjort galt og udsat andre for (gengældelsesloven). Derfor gavner det os ikke at påføre andre lidelser; det sinker os kun på vores vej mod Lyset og Gud.

Og ingen har ret til at dømme og fordømme og forfølge sine medmennesker. Gud er en kærlighedens og mildhedens Gud og Herre, og vi burde bære Hans Navn gennem verden med ære ved at elske vores medmennesker, ikke forfølge, fordømme eller dræbe hinanden fordi nogle - fx de homoseksuelle - er anderledes end flertallet.

Et samfunds civilisatoriske niveau kan aflæses af den måde vi behandler mindretal; hvis barbarer i et samfund er i overtal, forfølges og pines mindretal; det modne samfund med et flertal af humant indstillede og etisk udviklede mennesker behandler mindretal med tolerance og humanitet og accept.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst