Gå videre til hovedindholdet

Opsats 49; Gengældelsesloven

Når vi begår uret mod en anden, og ikke vil indrømme vores fejl og angre den, så rammes vi af gengældelsen, de samme lidelser som vi påførte ham.

Vi tvinges til at se med offerets øjne, høre med hans øren og føle hvad han følte. Ikke for at straffe os, men for at vi kan forstå, hvad vi gjorde, og hele det sår vi også påførte os selv, ved at påføre ham et sår.

Hvis vi påførte os selv et sår på knæet, hjælper det ikke kun at hele et sår på albuen. Vi må hele sårene der hvor de er. Hvis armen bløder, må vi standse blødningen der; så hjælper det ikke at forbinde foden.

Gengældelsen er ikke en straf, men en renselse; en heling, en smertelig erkendelse.

Hvis min arm bløder, hjælper det ikke, at min bror og hjælper forbinder sin arm; ingen - heller ikke Kristus - kan lide andres lidelser og derved afvænne gengældelsens lidelser fra os; men en der elsker os kan hjælpe os med at forbinde vores arm og derved med tiden standse blødningen og hele såret.

Hvis Kristus eller en anden tog vores lidelser på sig, og bar dem, og helede vores sår for os uden at vi selv følte helingens smerte, ville vi aldrig forstå og ændre os.

Vi ville da være umyndige børn, uværdige til Guds Rige. Værdige er vi først når vi kender godt og ondt. Og derfor må vi selv høste det vi sår, i den mark og på det sted, vi lagde frøet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere