Når vi begår uret mod en anden, og ikke vil indrømme vores fejl og angre den, så rammes vi af gengældelsen, de samme lidelser som vi påførte ham.
Vi tvinges til at se med offerets øjne, høre med hans øren og føle hvad han følte. Ikke for at straffe os, men for at vi kan forstå, hvad vi gjorde, og hele det sår vi også påførte os selv, ved at påføre ham et sår.
Hvis vi påførte os selv et sår på knæet, hjælper det ikke kun at hele et sår på albuen. Vi må hele sårene der hvor de er. Hvis armen bløder, må vi standse blødningen der; så hjælper det ikke at forbinde foden.
Gengældelsen er ikke en straf, men en renselse; en heling, en smertelig erkendelse.
Hvis min arm bløder, hjælper det ikke, at min bror og hjælper forbinder sin arm; ingen - heller ikke Kristus - kan lide andres lidelser og derved afvænne gengældelsens lidelser fra os; men en der elsker os kan hjælpe os med at forbinde vores arm og derved med tiden standse blødningen og hele såret.
Hvis Kristus eller en anden tog vores lidelser på sig, og bar dem, og helede vores sår for os uden at vi selv følte helingens smerte, ville vi aldrig forstå og ændre os.
Vi ville da være umyndige børn, uværdige til Guds Rige. Værdige er vi først når vi kender godt og ondt. Og derfor må vi selv høste det vi sår, i den mark og på det sted, vi lagde frøet.
Kommentarer
Send en kommentar