Gå videre til hovedindholdet

De vigtigste religiøse tanker i forfatterskabet i sammendrag

De vigtigste religiøse tanker jeg har skrevet om er følgende:

1) At hævde Gud som Lysets og kærlighedens Almagt dels ud fra Vandrer mod Lyset, dels ud fra personligt åbenbarede glimt af Den Almægtige

- Argumentet er, at hvis Gud er den Højeste, og lys og kærlighed er de højeste og største værdier og fænomener, så rummer Gud disse ting i sublim og guddommeligt omfang. Dette billede af Gud muliggør en vurdering af alle religioner og åbenbarede tekster, idet man filtrerer åbenbaringerne gennem det, og kan således anvendes af alle reformatorer af de religiøse tekster og traditioner.

2) Ingen åbenbaret tekst kan rumme al sandhed

- Argumentet er det enkle, at hvis en åbenbaret tekst rummede al sandhed, og vi tilegnede os denne tekst fuldt ud, ville vi blive alvidende som Gud, hvilket er principielt umuligt.

3) Enhver religion der hævder Guds forudbestemmelse af alt er meningsløs

- Argumentet er, at hvis Gud har forudbestemt alt, derunder fx hvem der tror og hvem der ikke tror, og fx i islam og dele af kristendommen (fx hos Augustin og Calvin) dermed hvem der skal frelses og hvem der skal fortabes, bliver den åbenbarede tekst meningsløs og overflødig, og den ændrer ingenting; hvis ikke vi har et frit valg med hensyn til om vi vil følge åbenbaringen (fx koranen og Muhammed eller Jesus) eller ej, et frit valg med hensyn til om vi vil tro eller ej, er den åbenbarede tekst og religiøse henvendelse meningsløs og overflødig.

Fx er Muhammed som en 'overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer' og den vej, sharia, han anviste gennem koranen og sit eksempel da overflødig og advarslen meningsløs, og det samme er Jesus som 'vejen, sandheden og livet', hvis ikke vi har et frit valg til enten at følge vejen (Jesus) eller ej.

Hvis ikke den åbenbarede tekst giver os et valg, hvis ikke dens mening er at 'råbe os op' og få os ind på frelsens vej og bort fra fortabelsens, hvis Gud har forudbestemt alt, også troen eller 'vantroen', er åbenbaringen meningsløs og overflødig og åbenbaringen er da uden magt og uden betydning.

Dertil kan føjes, at tanken om Guds forudbestemmelse af alt i sidste ende modsiger selve livet, hvis vi med liv blandt andet mener selvstændigt, åndeligt og evigt liv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst