Gå videre til hovedindholdet

Blev Gud menneske i Jesus Kristus?

Som bekendt hævder kristendommen at Gud blev menneske i Jesus Kristus, gav os en etisk og religiøs lære, satte et eksempel til efterfølgelse og lod sig korsfæste og opstod fra de døde for at besejre døden og give frelse til alle der tror.

Hvordan skal man nu forholde sig til en sådan lære? For en kristen tænker som Kierkegaard er kristendommen en paradoks lære med vægten (fx i Frygt og bæven) på det absurde i at det evige (Gud) kom ind i det timelige (Jorden). Så vidt jeg kan se argumenterer Kierkegaard ikke nogen steder for kristendommens sandhed men forudsætter den som givet. Og hvis han har ret i kristendommens paradoksale natur ville det også være umuligt og latterligt med logik at ville bevise det ulogiske  (paradoksale, absurde).

Kristendommen lader sig ikke - som al religion - bevise eller modbevise. I den udstrækning fx kristendommen taler til os, rører noget i os og vækker genklang, kan vi kun sige, at dette tror vi på eller dette tror vi ikke på. Jeg tror ikke det er muligt at give et eksakt bevis hverken for eller imod.

Personligt har jeg det sådan med kristendommen - uden at det overfor andre kan bevise noget - at jeg føler mig frastødt i mit inderste og føler at selve tanken om at Gud blev menneske er blasfemisk og uhyggelig. Jeg føler at den skikkelse der træder os imøde i evangelierne (Jesus af Nazareth) langt fra svarer til det indre billede jeg har af Gud; den ophøjede lysets og kærlighedens Almagt, som er Gud.

For mig giver det ingen mening at denne ophøjede Almagt som menneske skulle have ladet sig korsfæste og opstå også for min skyld; det bedste i mig vender sig i afsky fra denne tanke.

Kristendommen er gennem århundreder og årtusinder blevet indlevet i mange menneskers hjerter og sind, og mange har følt trøst og håb gennem den, og det er ikke mit ærinde at fratage nogen noget som man føler er ædelt og sandt; kun sige at for mig personligt tror jeg, at denne lære er en omvej til den Gud og Far, som så mange længes efter, og som vi føler taler til vores hjerter og det bedste i os.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere