Gå videre til hovedindholdet

Bibelen som myte

I en hvis forstand lader bibelen - uagtet den omhandler virkelige personer og handlinger - sig betragte som en myte idet man følger Kierkegaards myteforståelse - at myten lader det der er indvortes foregå i det udvortes; dvs gennemspille en handling i det ydre som i virkeligheden primært har en indre basis og realitet.

Den mytiske - altså indre - realitet som bibelen gennemspiller kan siges at være det Grundtvig beskrev som kristendommens essens eller grundskema:

Skabelse - syndefald - frelse og opstandelse.

Dette skema påstås i en vis forståelse af kristendommen at gælde for det enkelte menneskes liv på den måde at den mytiske skabelse svarer til det enkelte menneskes fødsel.

Syndefaldet svarer til det enkelte menneskes trang til at være sin egen herre overfor Gud (Grundtvig); måske ligefrem at være lig Gud fx i en antropocentrisk livsforståelse i stedet for en teocentrisk  (hvor man forstår mennesket og ikke Gud som verdens centrum).

Frelsen og opstandelsen kan opfattes som Kristus der rækker hånden til os i faldet (synden at sætte mennesket og ikke Gud i centrum; at ville være lig Gud) og os der tager hans fremstrakte hånd, idet vi erkender at vi ikke kan frelse os selv og idet vi ved tro erkender, at kun Gud kan gribe og frelse os fra fald, synd og død.

Det er ikke sikkert at Kierkegaards opfattelse af troen som et spring ud på de 70000 favne vand (troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt (frelsen og det evige liv)) er rigtig, da den synes at forudsætte en første aktiv handling fra os mennesker (springet; troens dobbeltbevægelse).

Måske er den primære tros- eller frelseshandling Guds (eller Kristus) idet Han rækker hånden til os og griber os i faldet. Vores handling er måske kun at tage den fremstrakte hånd.

Er dette en sand bibel- og kristendomsforståelse?

Jeg skal ikke gå i rette med Gud, blot sige at hvis dette er sandheden, så er den kristne Gud mindre end den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, hvor det utvetydigt siges, at ingen skal fortabes. Hvilken Gud vil vel tåle at miste blot en selv om det sker efter menneskers egen vilje (undlade at tage den fremstrakte hånd)?

Er en Gud der tillader fortabelsen (den kristne (og den islamiske) Gud) ikke mindre end den, der ikke gør (Vandrer mod Lysets Gud)?

Derfor kan jeg ikke se, at bibelen og kristendommen kan forsvares hvad enten man læser og forstår den bogstaveligt eller som myte.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…