Gå videre til hovedindholdet

Bibelen som myte

I en hvis forstand lader bibelen - uagtet den omhandler virkelige personer og handlinger - sig betragte som en myte idet man følger Kierkegaards myteforståelse - at myten lader det der er indvortes foregå i det udvortes; dvs gennemspille en handling i det ydre som i virkeligheden primært har en indre basis og realitet.

Den mytiske - altså indre - realitet som bibelen gennemspiller kan siges at være det Grundtvig beskrev som kristendommens essens eller grundskema:

Skabelse - syndefald - frelse og opstandelse.

Dette skema påstås i en vis forståelse af kristendommen at gælde for det enkelte menneskes liv på den måde at den mytiske skabelse svarer til det enkelte menneskes fødsel.

Syndefaldet svarer til det enkelte menneskes trang til at være sin egen herre overfor Gud (Grundtvig); måske ligefrem at være lig Gud fx i en antropocentrisk livsforståelse i stedet for en teocentrisk  (hvor man forstår mennesket og ikke Gud som verdens centrum).

Frelsen og opstandelsen kan opfattes som Kristus der rækker hånden til os i faldet (synden at sætte mennesket og ikke Gud i centrum; at ville være lig Gud) og os der tager hans fremstrakte hånd, idet vi erkender at vi ikke kan frelse os selv og idet vi ved tro erkender, at kun Gud kan gribe og frelse os fra fald, synd og død.

Det er ikke sikkert at Kierkegaards opfattelse af troen som et spring ud på de 70000 favne vand (troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt (frelsen og det evige liv)) er rigtig, da den synes at forudsætte en første aktiv handling fra os mennesker (springet; troens dobbeltbevægelse).

Måske er den primære tros- eller frelseshandling Guds (eller Kristus) idet Han rækker hånden til os og griber os i faldet. Vores handling er måske kun at tage den fremstrakte hånd.

Er dette en sand bibel- og kristendomsforståelse?

Jeg skal ikke gå i rette med Gud, blot sige at hvis dette er sandheden, så er den kristne Gud mindre end den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, hvor det utvetydigt siges, at ingen skal fortabes. Hvilken Gud vil vel tåle at miste blot en selv om det sker efter menneskers egen vilje (undlade at tage den fremstrakte hånd)?

Er en Gud der tillader fortabelsen (den kristne (og den islamiske) Gud) ikke mindre end den, der ikke gør (Vandrer mod Lysets Gud)?

Derfor kan jeg ikke se, at bibelen og kristendommen kan forsvares hvad enten man læser og forstår den bogstaveligt eller som myte.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …