Gå videre til hovedindholdet

Bibelen som myte

I en hvis forstand lader bibelen - uagtet den omhandler virkelige personer og handlinger - sig betragte som en myte idet man følger Kierkegaards myteforståelse - at myten lader det der er indvortes foregå i det udvortes; dvs gennemspille en handling i det ydre som i virkeligheden primært har en indre basis og realitet.

Den mytiske - altså indre - realitet som bibelen gennemspiller kan siges at være det Grundtvig beskrev som kristendommens essens eller grundskema:

Skabelse - syndefald - frelse og opstandelse.

Dette skema påstås i en vis forståelse af kristendommen at gælde for det enkelte menneskes liv på den måde at den mytiske skabelse svarer til det enkelte menneskes fødsel.

Syndefaldet svarer til det enkelte menneskes trang til at være sin egen herre overfor Gud (Grundtvig); måske ligefrem at være lig Gud fx i en antropocentrisk livsforståelse i stedet for en teocentrisk  (hvor man forstår mennesket og ikke Gud som verdens centrum).

Frelsen og opstandelsen kan opfattes som Kristus der rækker hånden til os i faldet (synden at sætte mennesket og ikke Gud i centrum; at ville være lig Gud) og os der tager hans fremstrakte hånd, idet vi erkender at vi ikke kan frelse os selv og idet vi ved tro erkender, at kun Gud kan gribe og frelse os fra fald, synd og død.

Det er ikke sikkert at Kierkegaards opfattelse af troen som et spring ud på de 70000 favne vand (troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt (frelsen og det evige liv)) er rigtig, da den synes at forudsætte en første aktiv handling fra os mennesker (springet; troens dobbeltbevægelse).

Måske er den primære tros- eller frelseshandling Guds (eller Kristus) idet Han rækker hånden til os og griber os i faldet. Vores handling er måske kun at tage den fremstrakte hånd.

Er dette en sand bibel- og kristendomsforståelse?

Jeg skal ikke gå i rette med Gud, blot sige at hvis dette er sandheden, så er den kristne Gud mindre end den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, hvor det utvetydigt siges, at ingen skal fortabes. Hvilken Gud vil vel tåle at miste blot en selv om det sker efter menneskers egen vilje (undlade at tage den fremstrakte hånd)?

Er en Gud der tillader fortabelsen (den kristne (og den islamiske) Gud) ikke mindre end den, der ikke gør (Vandrer mod Lysets Gud)?

Derfor kan jeg ikke se, at bibelen og kristendommen kan forsvares hvad enten man læser og forstår den bogstaveligt eller som myte.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere