Gå videre til hovedindholdet

Abort, aktiv dødshjælp og selvmord

Hvis Vandrer mod Lyset og tekstkredsen omkring hovedværket er sandhed, så er der nogle ganske alvorlige implikationer forbundet med lovlig adgang til abort, med aktiv dødshjælp og for mennesker der vælger at tage deres eget liv.

Men jeg vil gerne starte dette indlæg med at sige, at jeg forstår de ulykkelige mennesker der lider så meget at døden og selvmord synes at være den eneste udvej. Jeg lider selv af en alvorlig sindslidelse og har gjort det i over 30 år og jeg kender en del til de tanker om at døden måske er en befrielse også hvis man skulle vælge den aktivt selv.

Lidelserne kan være så alvorlige og langvarige at man skriger indeni efter lindring og lidelsernes ophør. Og så kan døden af og til virke som den eneste vej og som pårørende til et alvorligt lidende menneske kan man i afmagt og trang til at hjælpe, at stoppe lidelserne, komme til at se i samme retning som det menneske, der skriger på udfrielse: Døden.

Og jeg vil gerne tilføje, at jeg er sikker på, at mennesker der enten vælger aktiv dødshjælp eller argumenterer for at man i visse tilfælde bør yde denne "hjælp" ikke gør det af ond vilje men ofte i smerte og afmagt og af trang til at give den lidende fred.

Alligevel bør man vide, at det vi kalder aktiv dødshjælp ikke - efter de guddommelige love - er nogen virkelig hjælp. Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er Guds love meget strenge på dette område. Ikke fordi Han ønsker at straffe os, men fordi en af de basale ting vi skal lære i denne verden er respekt for liv. I denne sammenhæng har jeg altid godt kunnet lide Lejeune-erklæringen, der kort og klart siger, at livet er helligt og ukrænkeligt fra undfangelse til død.

Sådan tror jeg Gud ser på problemet.

I Vandrer mod Lyset siges det, at aktiv dødshjælp gør lægen der yder denne "hjælp" til morder efter Guds love og alle der støtter denne "hjælp" til medskyldige i mord og den person, der tager imod "hjælpen" betragtes efter Guds love som selvmorder.

Dette har den meget alvorlige konsekvens at lægen idømmes den bod i fremtidige inkarnationer at skulle frelse lige så mange menneskeliv som han eller hun har taget - hvor gode intentionerne end har været.

Og for den der har valgt at modtage aktiv dødshjælp og som altså betragtes som selvmorder er der den meget alvorlige konsekvens at han efter døden i tanken må gennemleve præcis det han eller hun prøvede at flygte fra gennem en selvvalgt død igen og igen indtil den dag og den time som Gud har sat som det pågældende menneskes dødstidspunkt er nået.

Derfor er der ikke tale om virkelig hjælp men om et alvorligt overgreb, selv om man måske "hjælper" af medlidenhed og med ønsket om at stoppe nogle ubærlige lidelser.

Et argument for aktiv dødshjælp man ofte hører er ønsket om et værdigt liv og en værdig død. Men hvad er menneskelig værdighed? Er det værdigt at søge at flygte fra lidelser, eller er det værdigt at søge at holde ud og få det bedste ud af selv en forfærdelig og fortvivlende situation?

Er det værdigt altid at ønske kontrol og velvære og opgive livet hvis det er smertefuldt? Eller er det værdigt at acceptere at livet kan rumme lidelser, måske ubærlige lidelser?

Igen: Jeg tror ikke at der er nogen der argumenterer for aktiv døds'hjælp' af ond vilje, og jeg kender selv til (ubærlige) lidelser. Men måske er billedet af menneskelig værdighed og værdien af udholdenhed værd at diskutere. 

Noget andet er, at de argumenter, der for år tilbage blev fremført imod aktiv dødshjælp - om at man her (i Holland og Belgien) bevægede sig ind på en glidebane har vist sig at holde stik. Oprindeligt blev det fra tilhængere hævdet at man kun ville yde "hjælpen" i yderste nødstilfælde; i dag hører man om at denne (misforståede) hjælp også ydes til børn og psykisk syge. Så ja, det er en glidebane og det er en glidebane, der undergraver vores respekt for liv og som relativerer det enkelte menneskes værdi og værdighed.

Til sidst blot et par ord om abort. Det er klart, at nogle kvinder og mænd er i en ulykkelig situation hvis kvinden bliver uønsket gravid og ingen ønsker sig tilbage til den tid hvor kvinder blev mishandlet af kvaksalvere, der "hjalp" de ulykkelige.

Men også her er Guds love meget strenge (igen; for at lære os respekt for liv, ikke for at straffe os): Den kvinde der får foretaget en provokeret abort og den læge, der foretager indgrebet bliver af Gud betragtet som mordere og alle der støtter indgrebet som medskyldige i mord og bliver af Gud pålagt som bod i fremtidige inkarnationer at frelse lige så mange liv som man har taget.

Efter Guds love fanger bordet ved undfangelsen. Hvis man på forhånd fx gennem kortlægning af mulige arvelige sygdomme gennem gentest kan se en risiko for alvorlige sygdomme, bør man derfor vurdere om man vil løbe risikoen for at føde børn med alvorlige og smertefulde sygdomme - for børnenes skyld - og hvis man ikke vil løbe risikoen af hensyn til børnene så overveje sterilisation.

Men er undfangelsen en realitet, fanger bordet - efter Guds love - og så må man tage konsekvenserne.

Det der på overfladen ligner respekt for livet og kvinden (og manden) og børnene er efter min vurdering i virkeligheden hasard med afkommet og en devaluering af livet.

Fx har både min kone og jeg alvorlige psykiske sygdomme, og risikoen for at give det i arv er cirka 50-50 med den nuværende viden, hvilket kan betragtes som at spille russisk roulette med 3 patroner i seksløberen; og vi har derfor valgt sterilisation.

Alt dette bør man vide hvis man skulle komme i en så ulykkelig situation, hvor døden på den ene eller anden måde frister. Vi er livets børn, ikke dødens; og somme tider må vi lære dette med smerte.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst