Gå videre til hovedindholdet

Kan vi afskaffe lidelsen?

En central pointe som kan læses ud af Vandrer mod Lyset er, at størstedelen af den menneskelige lidelse kommer af, at vi mennesker ofte handler imod vores indre overbevisning (samvittigheden; skytsåndens stemme som mennesker oplever som en indre stemme).

Derfor er svaret på spørgsmålet: Kan vi afskaffe eller forhindre lidelse; et ja. Det kan vi hver især ved ikke at handle mod vores samvittighed, vores indre sans for godt og ondt.

Men som enhver kan se er der en nødvendig nuance eller forbehold; for ingen undgår en gang imellem - fx i hidsighed - at gøre onde ting, at begå fejl. Derfor må den nuance med, at vi kan minimere eller reducere vores lidelser ved så vidt muligt og efter bedste evne og vilje at handle så rent eller så lidt ondt som muligt.

Der skal også den nuance eller det forbehold med, at vi alle har en historie; en historie som ifølge Vandrer mod Lyset for de fleste af os går flere eller mange liv tilbage. Derfor har vi også en del karma, soning at gøre, dvs lidelser som har sin rod i fortiden.

Det jeg skriver om her gælder fremtiden; ved at have et fokus på hvad vores indre fornemmelse mener om godt og ondt og handle efter denne overbevisning så godt vi kan, kan megen fremtidig lidelse forhindres, og vores vej mod Lyset og saligheden bliver kortere.

Der skal sluttelig også den nuance med, at det ikke kun er vores fejl, der bringer os lidelse. Fx vil de fleste føle sorg, når en vi kender og holder af lider. Vi deltager i disse lidelser idet vi empatisk fornemmer disse lidelser som om det var os selv der led.

Men vi kan altså hver især om ikke forhindre så reducere lidelsen; ikke via et teknologisk eller åndeligt quick fix; men gennem højnelsen af vores etiske niveau ved et stadigt fokus på den indre stemme, den indre overbevisning, den indre fornemmelse for godt og ondt som vel alle kender til.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…