Gå videre til hovedindholdet

Kan vi afskaffe lidelsen?

En central pointe som kan læses ud af Vandrer mod Lyset er, at størstedelen af den menneskelige lidelse kommer af, at vi mennesker ofte handler imod vores indre overbevisning (samvittigheden; skytsåndens stemme som mennesker oplever som en indre stemme).

Derfor er svaret på spørgsmålet: Kan vi afskaffe eller forhindre lidelse; et ja. Det kan vi hver især ved ikke at handle mod vores samvittighed, vores indre sans for godt og ondt.

Men som enhver kan se er der en nødvendig nuance eller forbehold; for ingen undgår en gang imellem - fx i hidsighed - at gøre onde ting, at begå fejl. Derfor må den nuance med, at vi kan minimere eller reducere vores lidelser ved så vidt muligt og efter bedste evne og vilje at handle så rent eller så lidt ondt som muligt.

Der skal også den nuance eller det forbehold med, at vi alle har en historie; en historie som ifølge Vandrer mod Lyset for de fleste af os går flere eller mange liv tilbage. Derfor har vi også en del karma, soning at gøre, dvs lidelser som har sin rod i fortiden.

Det jeg skriver om her gælder fremtiden; ved at have et fokus på hvad vores indre fornemmelse mener om godt og ondt og handle efter denne overbevisning så godt vi kan, kan megen fremtidig lidelse forhindres, og vores vej mod Lyset og saligheden bliver kortere.

Der skal sluttelig også den nuance med, at det ikke kun er vores fejl, der bringer os lidelse. Fx vil de fleste føle sorg, når en vi kender og holder af lider. Vi deltager i disse lidelser idet vi empatisk fornemmer disse lidelser som om det var os selv der led.

Men vi kan altså hver især om ikke forhindre så reducere lidelsen; ikke via et teknologisk eller åndeligt quick fix; men gennem højnelsen af vores etiske niveau ved et stadigt fokus på den indre stemme, den indre overbevisning, den indre fornemmelse for godt og ondt som vel alle kender til.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d