Gå videre til hovedindholdet

Kan vi afskaffe lidelsen?

En central pointe som kan læses ud af Vandrer mod Lyset er, at størstedelen af den menneskelige lidelse kommer af, at vi mennesker ofte handler imod vores indre overbevisning (samvittigheden; skytsåndens stemme som mennesker oplever som en indre stemme).

Derfor er svaret på spørgsmålet: Kan vi afskaffe eller forhindre lidelse; et ja. Det kan vi hver især ved ikke at handle mod vores samvittighed, vores indre sans for godt og ondt.

Men som enhver kan se er der en nødvendig nuance eller forbehold; for ingen undgår en gang imellem - fx i hidsighed - at gøre onde ting, at begå fejl. Derfor må den nuance med, at vi kan minimere eller reducere vores lidelser ved så vidt muligt og efter bedste evne og vilje at handle så rent eller så lidt ondt som muligt.

Der skal også den nuance eller det forbehold med, at vi alle har en historie; en historie som ifølge Vandrer mod Lyset for de fleste af os går flere eller mange liv tilbage. Derfor har vi også en del karma, soning at gøre, dvs lidelser som har sin rod i fortiden.

Det jeg skriver om her gælder fremtiden; ved at have et fokus på hvad vores indre fornemmelse mener om godt og ondt og handle efter denne overbevisning så godt vi kan, kan megen fremtidig lidelse forhindres, og vores vej mod Lyset og saligheden bliver kortere.

Der skal sluttelig også den nuance med, at det ikke kun er vores fejl, der bringer os lidelse. Fx vil de fleste føle sorg, når en vi kender og holder af lider. Vi deltager i disse lidelser idet vi empatisk fornemmer disse lidelser som om det var os selv der led.

Men vi kan altså hver især om ikke forhindre så reducere lidelsen; ikke via et teknologisk eller åndeligt quick fix; men gennem højnelsen af vores etiske niveau ved et stadigt fokus på den indre stemme, den indre overbevisning, den indre fornemmelse for godt og ondt som vel alle kender til.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Guds bedste børn

Efter at have set TV2 dokumentaren Guds bedste børn hvor det beskrives hvordan forskellige radikale kristne grupper foretager 'dæmonuddrivelse' og 'genfødsel i Helligånden' vil jeg sige, at på mig virker det der sker som forførelse kulminerende i en psykisk eller åndelig voldtægt.

Det dokumenteres blandt andet, at man tager medicin fra psykisk syge, man foretager 'dæmonuddrivelse' på børn og efterlader ofrene - vil jeg kalde dem - knuste og ofte med en stor gæld.

Forførelsen og voldtægten består efter min opfattelse i, at der er tale om sårbare mennesker, der i dyb lidelse og desperation opsøger disse grupper der lover et brud med en smertefuld fortid og en 'genfødsel' til et nyt liv med Gud.

Hvor forjættende for et menneske i smerte og hvor dybt uansvarligt og skammeligt af den såkaldt karismatiske vækkelses ledere.

Det dokumenteres også, at ofrene påbydes at bryde med familien og at disse grupper leder efter mennesker uden en plan B.

Ja, så er scenen …