Gå videre til hovedindholdet

Kan vi afskaffe lidelsen?

En central pointe som kan læses ud af Vandrer mod Lyset er, at størstedelen af den menneskelige lidelse kommer af, at vi mennesker ofte handler imod vores indre overbevisning (samvittigheden; skytsåndens stemme som mennesker oplever som en indre stemme).

Derfor er svaret på spørgsmålet: Kan vi afskaffe eller forhindre lidelse; et ja. Det kan vi hver især ved ikke at handle mod vores samvittighed, vores indre sans for godt og ondt.

Men som enhver kan se er der en nødvendig nuance eller forbehold; for ingen undgår en gang imellem - fx i hidsighed - at gøre onde ting, at begå fejl. Derfor må den nuance med, at vi kan minimere eller reducere vores lidelser ved så vidt muligt og efter bedste evne og vilje at handle så rent eller så lidt ondt som muligt.

Der skal også den nuance eller det forbehold med, at vi alle har en historie; en historie som ifølge Vandrer mod Lyset for de fleste af os går flere eller mange liv tilbage. Derfor har vi også en del karma, soning at gøre, dvs lidelser som har sin rod i fortiden.

Det jeg skriver om her gælder fremtiden; ved at have et fokus på hvad vores indre fornemmelse mener om godt og ondt og handle efter denne overbevisning så godt vi kan, kan megen fremtidig lidelse forhindres, og vores vej mod Lyset og saligheden bliver kortere.

Der skal sluttelig også den nuance med, at det ikke kun er vores fejl, der bringer os lidelse. Fx vil de fleste føle sorg, når en vi kender og holder af lider. Vi deltager i disse lidelser idet vi empatisk fornemmer disse lidelser som om det var os selv der led.

Men vi kan altså hver især om ikke forhindre så reducere lidelsen; ikke via et teknologisk eller åndeligt quick fix; men gennem højnelsen af vores etiske niveau ved et stadigt fokus på den indre stemme, den indre overbevisning, den indre fornemmelse for godt og ondt som vel alle kender til.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...