Gå videre til hovedindholdet

Muhammed

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af Muhammeds liv og virke er korrekt, så ved vi en del om ham udover det der er overleveret i de traditionelle kilder - koranen og hans sædvane (sunna) som det er givet gennem de såkaldte isnader (overleveringskæder) i hadith (beretninger om profetens ord og gerninger);

Vi ved at han var en af de yngste, dvs den gruppe af personligheder som altid har forsøgt at lede os mennesker fremad mod lyset og Gud; vi ved at han tilhørte den gruppe af de yngste - de få, enkelte - som har påtaget sig at bringe nogle af de evige sandheder til mennesker og (tidligere) at befri Satan (Ardor) fra mørket gennem tilgivelse og bøn; og vi ved at han - ligesom Jesus og flere andre - fejlede på dette sidste punkt.

Det fremgår af Vandrer mod Lyset at i ethvert menneskes liv kommer et tidspunkt, en kulmination, hvor det afgøres hvorvidt det enkelte menneske sejrer eller fejler på hovedpunktet i det foreliggende liv.
Og det siges at for de af de yngste, der påtog sig at erindre bønnen for Satan, faldt dette kulminationspunkt i flere tilfælde sammen med at de blev stillet direkte overfor den onde.

Det er normalt at angive den første af Muhammeds åbenbaringer som Sura 96, Levret blod, al-Alaq. Jeg har selv før haft den tanke, at muligvis var Muhammeds første åbenbaringer ægte nok og at de måske var givet før hans kulminationspunkt.

Men hvis Sura 96 var den første så holder denne tanke ikke. For i de første vers af Sura 96 hedder det bla:

"Læs op i din Herres navn, Han, som skabte, som skabte mennesket af levret blod!"

Hvis Vandrer mod Lysets skabelsesberetning derimod er rigtig, så var det ikke Gud som skabte det dødelige, forgængelige menneskelegeme men Satan (Ardor). Derfor kan heller ikke denne Sura være rigtig.

Ser man på hvordan omstændighederne var omkring Muhammeds første og flere af de følgende åbenbaringer (som fx Reza Aslan beskriver det i Kun en Gud) så kan man konstatere, at oplevelserne var meget voldsomme, og at han frygtede, at han var blevet sindssyg.

Dette harmonerer dårligt med de ægte åbenbaringers natur, som er rolige og smukke og giver fred og klarhed.

Men det harmonerer fint med den tanke, at Muhammeds åbenbaringer ikke stammede fra ærkeenglen Gabriel eller Gud men derimod fra Satan som det skete med en del af de andre store religionsstiftere (fx også Zarathustra). Dette kan ses mange steder i koranen, hvor fx de vantros evighedsstraffe udpensles og Gud optræder som en grusom despot.

Denne grusomme "Gud" er ikke en lysets og kærlighedens Almagt - ikke den sande Gud - men et godt billede af den onde som han var da han kæmpede imod os.

Der er dog ingen grund til - hvis dette er rigtigt - at falde over Muhammed (og selvfølgelig heller ikke muslimerne) af den grund, da de kræfter han og fx også Jesus var oppe imod var så ekstreme, at der skulle gå lang tid efter disse tos inkarnationer til det endelig lykkedes de yngste at bryde mørkets magt og vinde Satan tilbage til lyset og Gud (det skete i 1912).

Muhammed var og er en af de allerstørste personligheder, trods hans fejl. Og om ikke andet nåede han at bringe læren om Guds enhed; en præstation som i sig selv er al ære værd.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst