Gå videre til hovedindholdet

Tale til en diktator

Et afrikansk ordsprog siger: "Når elefanterne slås trædes græsset ned".

I vores tid er der mange stridende elefanter og meget græs, der trædes ned.

Derfor vil jeg spørge dig, der har tilranet dig magten og derved gået henover hundreder, tusinder, titusinder eller hundredtusinder eller flere døde, dig der har knust så mange hjerter og sind og liv, som sender så mange på flugt med knuste liv, mennesker som næppe kan finde et ly og en sikkerhed;

Jeg vil spørge dig, hvad enten du sidder i Syrien, Rusland, Kina, Nordkorea, Saudi Arabien, Iran eller andre steder, eller tilhører og leder de alt alt for mange gudsbespottelige terrororganisationer med Gud på læben og djævelen i hjertet, og hvad enten du er diktator af i dag eller i morgen :

Med hvilken ret knuser du så mange liv og hjerter og sind? Hvorfor tror du at det er i din eller dit lands eller din organisations interesser at skabe så megen smerte og lidelse?

Jeg siger dig: Du er ikke din magt værdig, og regnskabets time kommer også til dig. Hvad vil du svare hvis Gud stiller dig disse spørgsmål engang? Vil du henvise til din tro? At du troede, at Gud var en hævnens og voldens Herre? Eller vil du sige at du ikke troede at Han fandtes og du derfor kunne skalte og valte med andres liv og dit eget som det passer dig?

Tåbe! Du vil møde gengældelsen engang; ikke fordi Gud vil straffe dig eller få dig til at lide for lidelsernes skyld; men for at du kan se og føle al den smerte og lidelse du har påført så mange.

Måske kan du undslippe den jordiske retfærdighed; den himmelske undgår ingen.

Måske vil du ikke ænse disse spørgsmål, og jeg er et ubetydeligt menneske, som næppe formår at råbe dig op. Måske vil du strække din hånd ud mod mig og søge at få mig til at tie hvis mine ord alligevel skulle nå dig.

Og dog kommer du engang til at sande mine ord og bittert fortryde din ondskab.

Du har min medlidenhed, arme tåbe!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere