Sådan kan man forstå Jesu ord i Luk. 6, 27-42. Jesus siger ordret: 'Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer...tilgiv, så skal I få tilgivelse...osv'.
Vi må altså søge at tilgive andre når de gør os ondt i stedet for at tage hævn.
Hvorfor?
Fordi hvis vi søger hævn, bliver vi som dem, der gjorde os ondt. Vi gør os måske skyldige i en tilsvarende ond handling og dermed fordobler vi det onde i verden. En ond handling bliver til to ved hævn.
Hvis vi derimod søger at tilgive, højner vi vores ånd og fjerner det onde fra verden. Mennesker der før var fjender bliver venner.
Og dermed undgår vi de yderligere onde og fremtidige gerninger, der kan følge af et indgroet fjendskab og had, og sætter venskab og kærlighed i stedet.
Ved hævn ikke alene fordobles det onde således men mangedobles, mens tilgivelse baner vej for kærlighed og dens gerninger.
Dette er også rationalet bag Vandrer mod Lysets indtrængende opfordring til og bøn om at tilgive den dybest faldne, Satan (Ardor):
Hvis vi tilgiver ham, fjernes et mægtigt mørke fra verden, og de hadets gerninger, krig og vold og uforsonlighed, som kunne følge nu og i fremtiden, kan undgås og mennesker kan blive i sandhed brødre og søstre og ikke bitre fjender.
Da tilgivelsen på den måde fjerner det onde fra verden og sætter kærlighed i stedet, er tilgivelsen så ikke rationel og hævnen dybt irrationel?
Og mon ikke det er meningen med Jesu ord? Mon ikke hans ord i særlig grad gælder ham der er - eller rettere var - menneskenes største fjende?
Vi må altså søge at tilgive andre når de gør os ondt i stedet for at tage hævn.
Hvorfor?
Fordi hvis vi søger hævn, bliver vi som dem, der gjorde os ondt. Vi gør os måske skyldige i en tilsvarende ond handling og dermed fordobler vi det onde i verden. En ond handling bliver til to ved hævn.
Hvis vi derimod søger at tilgive, højner vi vores ånd og fjerner det onde fra verden. Mennesker der før var fjender bliver venner.
Og dermed undgår vi de yderligere onde og fremtidige gerninger, der kan følge af et indgroet fjendskab og had, og sætter venskab og kærlighed i stedet.
Ved hævn ikke alene fordobles det onde således men mangedobles, mens tilgivelse baner vej for kærlighed og dens gerninger.
Dette er også rationalet bag Vandrer mod Lysets indtrængende opfordring til og bøn om at tilgive den dybest faldne, Satan (Ardor):
Hvis vi tilgiver ham, fjernes et mægtigt mørke fra verden, og de hadets gerninger, krig og vold og uforsonlighed, som kunne følge nu og i fremtiden, kan undgås og mennesker kan blive i sandhed brødre og søstre og ikke bitre fjender.
Da tilgivelsen på den måde fjerner det onde fra verden og sætter kærlighed i stedet, er tilgivelsen så ikke rationel og hævnen dybt irrationel?
Og mon ikke det er meningen med Jesu ord? Mon ikke hans ord i særlig grad gælder ham der er - eller rettere var - menneskenes største fjende?
Kommentarer
Send en kommentar