Gå videre til hovedindholdet

'Tilgiv jeres fjender'

Sådan kan man forstå Jesu ord i Luk. 6, 27-42. Jesus siger ordret: 'Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer...tilgiv, så skal I få tilgivelse...osv'.

Vi må altså søge at tilgive andre når de gør os ondt i stedet for at tage hævn.

Hvorfor?

Fordi hvis vi søger hævn, bliver vi som dem, der gjorde os ondt. Vi gør os måske skyldige i en tilsvarende ond handling og dermed fordobler vi det onde i verden. En ond handling bliver til to ved hævn.

Hvis vi derimod søger at tilgive, højner vi vores ånd og fjerner det onde fra verden. Mennesker der før var fjender bliver venner.

Og dermed undgår vi de yderligere onde og fremtidige gerninger, der kan følge af et indgroet fjendskab og had, og sætter venskab og kærlighed i stedet.

Ved hævn ikke alene fordobles det onde således men mangedobles, mens tilgivelse baner vej for kærlighed og dens gerninger.

Dette er også rationalet bag Vandrer mod Lysets indtrængende opfordring til og bøn om at tilgive den dybest faldne, Satan (Ardor):

Hvis vi tilgiver ham, fjernes et mægtigt mørke fra verden, og de hadets gerninger, krig og vold og uforsonlighed, som kunne følge nu og i fremtiden, kan undgås og mennesker kan blive i sandhed brødre og søstre og ikke bitre fjender.

Da tilgivelsen på den måde fjerner det onde fra verden og sætter kærlighed i stedet, er tilgivelsen så ikke rationel og hævnen dybt irrationel?

Og mon ikke det er meningen med Jesu ord? Mon ikke hans ord i særlig grad gælder ham der er - eller rettere var - menneskenes største fjende?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst