Gå videre til hovedindholdet

Metode til reformation af alle verdens religioner

Gud er Lysets og kærlighedens og Livets Almagt og Herre; og Han er derudover et uendelig mildt Væsen

Denne opfattelse har jeg dels fra Vandrer mod Lyset, dels fra personlige åbenbaringer.

Derfor kan vi opstille følgende metode til reformation af alle verdens religioner, for eksempel jødedommen, alle typer kristendom og alle islamiske traditioner:

At filtrere alle religioner og deres tekster, traditioner og praksis gennem dette billede af Gud.

Hvis vi gør det, vil det være klart:

At al forfølgelse af anderledes troende og tænkende - også af dem der ikke tror - er af det onde og ikke er i samklang med den sande Gud.

At al dødsstraf, alle krige, al vold og al fordømmelse og intolerance i Guds navn ligeledes er af det onde og må ophøre.

Hvis disse tanker engang vinder hævd blandt mange, må vi forstå, at de der ikke vil anerkende dette gudsbillede som sandhed og lægge det til grund for deres livsførelse, har ret til frit og uden sanktioner og forfølgelse at tro - eller ikke tro - som de vil.

Kun den alvorlige og selvstændige og personlige tro og overbevisning har værdi og en påtvungen omvendelse er værdiløs og ligefrem skadelig, fordi den er et overgreb mod vores inderste frie natur.

Mennesker må tro og leve som de vil. Det Gud hæfter sig ved er ikke det vi tror, men det vi gør og at vi forsøger at leve i overensstemmelse med vores indre sans for godt og ondt og i overensstemmelse med det bedste og ædleste i os; dvs lever i overensstemmelse med vores samvittighed.

Gud er ikke sværdet i hånden, men velsignelsen i hjertet! Søg, og du skal finde!

Note:

Jeg har forsøgt - dog kun ufuldstændigt - at foretage den her omtalte filtrering med den islamiske tro i skriftet 'Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt'. Skriftets to dele kan frit og gratis læses her:

Del 1

Del 2

En første skitse til metoden findes i mit skrift, 'Guds dobbeltnatur - i jødedom, kristendom og islam', og kan læses her.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst