Gå videre til hovedindholdet

Gud eller Slangen

I mange kulturer og i mange tidsaldre har forestillingen om 'altings enhed', 'det mystiske Ene', 'det kosmiske livs enhed' og tanken om 'at alt er Gud' været repræsenteret.

Vi kender det for eksempel fra neolitisk (nyere stenalder) kinesisk kultur (Mircea Eliade De religiøse ideers historie), fra Taoismen (i læren om den højeste uudtrykkelige enhed, tao, hævet over modsætninger som liv/død, godt/ondt), fra hinduismen (læren om den ene sjæl, verdenssjælens enhed og det illusoriske i den individuelle sjæl), fra Plotin (nyplatonikeren der i Enneaderne forsøger at forene klassisk græsk filosofi med kristendommen og hævder 'det uudsigelige Ene' som verdens inderste realitet), fra Spinozas panteisme i Etikken (Ethica ordine geometrico demonstrata), fra nyere men vel mere vulgære værker som Madame de Blavatskys Den hemmelige Lære, fra Martinus' Livets Bog og fra mange andre kilder.

Grundtanken synes at være den, at 'alt er Gud'.

Men denne tanke er efter min opfattelse et bedrag, billedlig talt Slangens bedrag; en - vel at mærke mytisk - beskrivelse af dette bedrag og dets konsekvenser finder vi i 1. Mosebog i myten om syndefaldet: Mennesket der vil være Gud ('alt er Gud'), og følgelig forvises fra Edens Have.

Slangens bedrag ('alt er Gud' eller mennesket der vil være Gud; også unio mystica, sjælens mystiske forening med Gud) fører altså til fald (jf også Faust-myten; Christopher Marlowe, Goethe, Thomas Mann).

En enkel modtanke kan formuleres ved:

Ikke alt er Gud, men Gud er alt.

Dermed mener jeg, at vi mennesker eksisterer i kraft af Gud (vi har ifølge Vandrer mod Lyset modtaget evigt åndeligt liv af Gud - ikke det fysiske liv) og vi er ikke identiske med Ham men selvstændige personligheder adskilt fra Ham; dog er vi ifølge VmL optaget i Hans tanke og fastholdes eksistentielt og evigt i kraft af Hans Vilje.

Gud er en personlig Gud ligesom vi er personlige væsener med en gudsskabt kerne. Gud er ikke et mystisk (enheds-) princip og vores individualitet er reel.

Videre at alt eksisterer i kraft af Gud men uden at være identisk med Ham.

Tanken om identitet mellem Gud og mennesker og alt eksisterende er altså - som jeg ser det - et bedrag, mens tanken om mennesket som selvstændigt og (åndeligt) evigt væsen er sand. Der er ikke identitet mellem Gud og verden og mennesker, men alt eksisterer i kraft af Ham.

Tanken om den altomfattende enhed og identitet kædes ofte (som for eksempel i Taoismen og Hinduismen) sammen med en soteriologi (frelseslære), der hævder at erkendelsen af verdensenheden er vejen til frelse eller befrielse eller overskridelse (transcendens) af de menneskelige grundvilkår og begrænsninger (fx liv/død).

Hertil kan siges at vejen til Gud, den personlige Gud, og forædlingen af ånden ikke så meget går indad i spekulation og meditation, men mere udad mod verden og mennesker gennem kærlighed og dens gerninger.

Ophøjelsen ligger ikke i ekstasen for enden ad meditationens eller askesens vej (Slangen; når mennesket vil være Gud eller 'fuldkommen'), men i kærlighedens ro (Gud).

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst