I mange kulturer og i mange tidsaldre har forestillingen om 'altings enhed', 'det mystiske Ene', 'det kosmiske livs enhed' og tanken om 'at alt er Gud' været repræsenteret.
Vi kender det for eksempel fra neolitisk (nyere stenalder) kinesisk kultur (Mircea Eliade De religiøse ideers historie), fra Taoismen (i læren om den højeste uudtrykkelige enhed, tao, hævet over modsætninger som liv/død, godt/ondt), fra hinduismen (læren om den ene sjæl, verdenssjælens enhed og det illusoriske i den individuelle sjæl), fra Plotin (nyplatonikeren der i Enneaderne forsøger at forene klassisk græsk filosofi med kristendommen og hævder 'det uudsigelige Ene' som verdens inderste realitet), fra Spinozas panteisme i Etikken (Ethica ordine geometrico demonstrata), fra nyere men vel mere vulgære værker som Madame de Blavatskys Den hemmelige Lære, fra Martinus' Livets Bog og fra mange andre kilder.
Grundtanken synes at være den, at 'alt er Gud'.
Men denne tanke er efter min opfattelse et bedrag, billedlig talt Slangens bedrag; en - vel at mærke mytisk - beskrivelse af dette bedrag og dets konsekvenser finder vi i 1. Mosebog i myten om syndefaldet: Mennesket der vil være Gud ('alt er Gud'), og følgelig forvises fra Edens Have.
Slangens bedrag ('alt er Gud' eller mennesket der vil være Gud; også unio mystica, sjælens mystiske forening med Gud) fører altså til fald (jf også Faust-myten; Christopher Marlowe, Goethe, Thomas Mann).
En enkel modtanke kan formuleres ved:
Ikke alt er Gud, men Gud er alt.
Dermed mener jeg, at vi mennesker eksisterer i kraft af Gud (vi har ifølge Vandrer mod Lyset modtaget evigt åndeligt liv af Gud - ikke det fysiske liv) og vi er ikke identiske med Ham men selvstændige personligheder adskilt fra Ham; dog er vi ifølge VmL optaget i Hans tanke og fastholdes eksistentielt og evigt i kraft af Hans Vilje.
Gud er en personlig Gud ligesom vi er personlige væsener med en gudsskabt kerne. Gud er ikke et mystisk (enheds-) princip og vores individualitet er reel.
Videre at alt eksisterer i kraft af Gud men uden at være identisk med Ham.
Tanken om identitet mellem Gud og mennesker og alt eksisterende er altså - som jeg ser det - et bedrag, mens tanken om mennesket som selvstændigt og (åndeligt) evigt væsen er sand. Der er ikke identitet mellem Gud og verden og mennesker, men alt eksisterer i kraft af Ham.
Tanken om den altomfattende enhed og identitet kædes ofte (som for eksempel i Taoismen og Hinduismen) sammen med en soteriologi (frelseslære), der hævder at erkendelsen af verdensenheden er vejen til frelse eller befrielse eller overskridelse (transcendens) af de menneskelige grundvilkår og begrænsninger (fx liv/død).
Hertil kan siges at vejen til Gud, den personlige Gud, og forædlingen af ånden ikke så meget går indad i spekulation og meditation, men mere udad mod verden og mennesker gennem kærlighed og dens gerninger.
Ophøjelsen ligger ikke i ekstasen for enden ad meditationens eller askesens vej (Slangen; når mennesket vil være Gud eller 'fuldkommen'), men i kærlighedens ro (Gud).
Vi kender det for eksempel fra neolitisk (nyere stenalder) kinesisk kultur (Mircea Eliade De religiøse ideers historie), fra Taoismen (i læren om den højeste uudtrykkelige enhed, tao, hævet over modsætninger som liv/død, godt/ondt), fra hinduismen (læren om den ene sjæl, verdenssjælens enhed og det illusoriske i den individuelle sjæl), fra Plotin (nyplatonikeren der i Enneaderne forsøger at forene klassisk græsk filosofi med kristendommen og hævder 'det uudsigelige Ene' som verdens inderste realitet), fra Spinozas panteisme i Etikken (Ethica ordine geometrico demonstrata), fra nyere men vel mere vulgære værker som Madame de Blavatskys Den hemmelige Lære, fra Martinus' Livets Bog og fra mange andre kilder.
Grundtanken synes at være den, at 'alt er Gud'.
Men denne tanke er efter min opfattelse et bedrag, billedlig talt Slangens bedrag; en - vel at mærke mytisk - beskrivelse af dette bedrag og dets konsekvenser finder vi i 1. Mosebog i myten om syndefaldet: Mennesket der vil være Gud ('alt er Gud'), og følgelig forvises fra Edens Have.
Slangens bedrag ('alt er Gud' eller mennesket der vil være Gud; også unio mystica, sjælens mystiske forening med Gud) fører altså til fald (jf også Faust-myten; Christopher Marlowe, Goethe, Thomas Mann).
En enkel modtanke kan formuleres ved:
Ikke alt er Gud, men Gud er alt.
Dermed mener jeg, at vi mennesker eksisterer i kraft af Gud (vi har ifølge Vandrer mod Lyset modtaget evigt åndeligt liv af Gud - ikke det fysiske liv) og vi er ikke identiske med Ham men selvstændige personligheder adskilt fra Ham; dog er vi ifølge VmL optaget i Hans tanke og fastholdes eksistentielt og evigt i kraft af Hans Vilje.
Gud er en personlig Gud ligesom vi er personlige væsener med en gudsskabt kerne. Gud er ikke et mystisk (enheds-) princip og vores individualitet er reel.
Videre at alt eksisterer i kraft af Gud men uden at være identisk med Ham.
Tanken om identitet mellem Gud og mennesker og alt eksisterende er altså - som jeg ser det - et bedrag, mens tanken om mennesket som selvstændigt og (åndeligt) evigt væsen er sand. Der er ikke identitet mellem Gud og verden og mennesker, men alt eksisterer i kraft af Ham.
Tanken om den altomfattende enhed og identitet kædes ofte (som for eksempel i Taoismen og Hinduismen) sammen med en soteriologi (frelseslære), der hævder at erkendelsen af verdensenheden er vejen til frelse eller befrielse eller overskridelse (transcendens) af de menneskelige grundvilkår og begrænsninger (fx liv/død).
Hertil kan siges at vejen til Gud, den personlige Gud, og forædlingen af ånden ikke så meget går indad i spekulation og meditation, men mere udad mod verden og mennesker gennem kærlighed og dens gerninger.
Ophøjelsen ligger ikke i ekstasen for enden ad meditationens eller askesens vej (Slangen; når mennesket vil være Gud eller 'fuldkommen'), men i kærlighedens ro (Gud).
Kommentarer
Send en kommentar