Jeg tror ikke at jeg tilstrækkeligt har gjort tanken om mørkets, det ondes, dobbeltnatur - dets 'lyse' og dets rent sorte side - tydelig og vedkommende nok og vil derfor her bringe nogle eksempler på mørket når det kommer i lysets dragt og med lysets ansigt, da dette aspekt ofte er det, der narrer mennesker:
Forelskelse ligner til forveksling kærlighed, men er af det onde. Forelskelse er en form for rus eller ekstase og dermed afslører den sin natur. Forelskelse gør blind, kærlighed gør seende. Forelskelse bliver ofte til had (eller foragt), kærlighed er evig.
Den religiøse ekstase og den i denne tilstand ofte rapporterede sammensmeltning eller forening med Gud er i virkeligheden en forening med kundalinikraften, som er en mørkekraft, der får sit offer til at føle sig et med Gud eller det guddommelige. Kraften ligner til forveksling lys eller Gud.
Dette leder til en betragtning af forskellige religiøse systemer og personligheder, der påstår guddommelighed med et skær af sandsynlighed og som til forveksling ligner lys og kærlighed:
Fx Martinus' lære hvor dog allerede starten på hans Livets bog og den heri beskrevne oplevelse der førte til hans religiøse virke - den voldsomme, eksplosionsagtige 'åbenbaring' - diskvalificerer ham som religiøs leder; sandheden og de ægte åbenbaringer kommer stille og roligt og trygt, mens mørket ofte kommer som en 'bombe'.
Martinus' lære om at 'alt er Gud' og hans påståede drivende verdenskraft sult/mæthed hvor vi angiveligt for evigt bevæger os i spiraler fra mørke til lys og tilbage igen afslører bedraget endeligt. Alt og alle er ikke Gud og alt i lyset er fremgang mod Lyset og vi bevæger os ikke i mæthed af lys tilbage til mørke men for evigt frem mod stadig stærkere lys.
Eller en Sai Baba, en Osho eller et nyere eksempel en Amma, som alle påstår - med små variationer og forstået til kernen - at være guder eller Gud lig (storhedsvanvid; hvis de selv troede eller tror på det).
Alle disse systemer og personer - og mange flere (fx også visse sektledere indenfor kristendommen) - er variationer over kundalinikraften, hvis 'lyse' side til forveksling ligner lyset, det gode, men hvis kerne er døden.
Der kunne gives mange flere eksempler på dette farlige aspekt af det onde, mørket når det kommer i lysets navn og dragt; her er kun givet nogle få, som dog skulle give en fornemmelse for pointen og virkeligheden i mørkets bedrag.
Den grundliggende sondring er, at mørkets 'lyse' side er rus og ekstase, mens det ægte lys bringer klarhed og ro.
Et yderligere eksempel på det onde der kommer i det godes navn kan hentes fra det politiske og militæres område:
Ofte forsøger beslutningstagere at retfærdiggøre en militær invasion af et andet land med fx ønsket om at skabe fred og demokrati som det oprindelig var tilfældet med invasionerne af Afghanistan og senere Irak.
Men hvor ulykkelige forholdene i disse lande end var før invasionerne, så havde Vesten efter min opfattelse ingen ret til at invadere.
For fred og demokrati må - ligesom med alt godt - langsomt gro frem indefra og kan ikke påtvinges udefra; hvis ikke lyset får lov til selv at gro indefra, mangler den nødvendige indre basis, der kan opretholde og bære det gode og lysets værdier, fx fred og frihed og demokrati - og resultatet bliver uvægerligt et sammenbrud fordi lyset ikke er stærkt nok i det indre til at stå selv. Hvis vi vil påtvinge andre det gode, bliver det til ondt.
At dette er rigtigt tror jeg historien viser med al - smertelig - tydelighed.
Forelskelse ligner til forveksling kærlighed, men er af det onde. Forelskelse er en form for rus eller ekstase og dermed afslører den sin natur. Forelskelse gør blind, kærlighed gør seende. Forelskelse bliver ofte til had (eller foragt), kærlighed er evig.
Den religiøse ekstase og den i denne tilstand ofte rapporterede sammensmeltning eller forening med Gud er i virkeligheden en forening med kundalinikraften, som er en mørkekraft, der får sit offer til at føle sig et med Gud eller det guddommelige. Kraften ligner til forveksling lys eller Gud.
Dette leder til en betragtning af forskellige religiøse systemer og personligheder, der påstår guddommelighed med et skær af sandsynlighed og som til forveksling ligner lys og kærlighed:
Fx Martinus' lære hvor dog allerede starten på hans Livets bog og den heri beskrevne oplevelse der førte til hans religiøse virke - den voldsomme, eksplosionsagtige 'åbenbaring' - diskvalificerer ham som religiøs leder; sandheden og de ægte åbenbaringer kommer stille og roligt og trygt, mens mørket ofte kommer som en 'bombe'.
Martinus' lære om at 'alt er Gud' og hans påståede drivende verdenskraft sult/mæthed hvor vi angiveligt for evigt bevæger os i spiraler fra mørke til lys og tilbage igen afslører bedraget endeligt. Alt og alle er ikke Gud og alt i lyset er fremgang mod Lyset og vi bevæger os ikke i mæthed af lys tilbage til mørke men for evigt frem mod stadig stærkere lys.
Eller en Sai Baba, en Osho eller et nyere eksempel en Amma, som alle påstår - med små variationer og forstået til kernen - at være guder eller Gud lig (storhedsvanvid; hvis de selv troede eller tror på det).
Alle disse systemer og personer - og mange flere (fx også visse sektledere indenfor kristendommen) - er variationer over kundalinikraften, hvis 'lyse' side til forveksling ligner lyset, det gode, men hvis kerne er døden.
Der kunne gives mange flere eksempler på dette farlige aspekt af det onde, mørket når det kommer i lysets navn og dragt; her er kun givet nogle få, som dog skulle give en fornemmelse for pointen og virkeligheden i mørkets bedrag.
Den grundliggende sondring er, at mørkets 'lyse' side er rus og ekstase, mens det ægte lys bringer klarhed og ro.
Et yderligere eksempel på det onde der kommer i det godes navn kan hentes fra det politiske og militæres område:
Ofte forsøger beslutningstagere at retfærdiggøre en militær invasion af et andet land med fx ønsket om at skabe fred og demokrati som det oprindelig var tilfældet med invasionerne af Afghanistan og senere Irak.
Men hvor ulykkelige forholdene i disse lande end var før invasionerne, så havde Vesten efter min opfattelse ingen ret til at invadere.
For fred og demokrati må - ligesom med alt godt - langsomt gro frem indefra og kan ikke påtvinges udefra; hvis ikke lyset får lov til selv at gro indefra, mangler den nødvendige indre basis, der kan opretholde og bære det gode og lysets værdier, fx fred og frihed og demokrati - og resultatet bliver uvægerligt et sammenbrud fordi lyset ikke er stærkt nok i det indre til at stå selv. Hvis vi vil påtvinge andre det gode, bliver det til ondt.
At dette er rigtigt tror jeg historien viser med al - smertelig - tydelighed.
Kommentarer
Send en kommentar