Gå videre til hovedindholdet

Når mørket kommer i lysets dragt

Jeg tror ikke at jeg tilstrækkeligt har gjort tanken om mørkets, det ondes, dobbeltnatur - dets 'lyse' og dets rent sorte side - tydelig og vedkommende nok og vil derfor her bringe nogle eksempler på mørket når det kommer i lysets dragt og med lysets ansigt, da dette aspekt ofte er det, der narrer mennesker:

Forelskelse ligner til forveksling kærlighed, men er af det onde. Forelskelse er en form for rus eller ekstase og dermed afslører den sin natur. Forelskelse gør blind, kærlighed gør seende. Forelskelse bliver ofte til had (eller foragt), kærlighed er evig.

Den religiøse ekstase og den i denne tilstand ofte rapporterede sammensmeltning eller forening med Gud er i virkeligheden en forening med kundalinikraften, som er en mørkekraft, der får sit offer til at føle sig et med Gud eller det guddommelige. Kraften ligner til forveksling lys eller Gud.

Dette leder til en betragtning af forskellige religiøse systemer og personligheder, der påstår guddommelighed med et skær af sandsynlighed og som til forveksling ligner lys og kærlighed:

Fx Martinus' lære hvor dog allerede starten på hans Livets bog og den heri beskrevne oplevelse der førte til hans religiøse virke - den voldsomme, eksplosionsagtige 'åbenbaring' - diskvalificerer ham som religiøs leder; sandheden og de ægte åbenbaringer kommer stille og roligt og trygt, mens mørket ofte kommer som en 'bombe'.

Martinus' lære om at 'alt er Gud' og hans påståede drivende verdenskraft sult/mæthed hvor vi angiveligt for evigt bevæger os i spiraler fra mørke til lys og tilbage igen afslører bedraget endeligt. Alt og alle er ikke Gud og alt i lyset er fremgang mod Lyset og vi bevæger os ikke i mæthed af lys tilbage til mørke men for evigt frem mod stadig stærkere lys.

Eller en Sai Baba, en Osho eller et nyere eksempel en Amma, som alle påstår - med små variationer og forstået til kernen - at være guder eller Gud lig (storhedsvanvid; hvis de selv troede eller tror på det).

Alle disse systemer og personer - og mange flere (fx også visse sektledere indenfor kristendommen) - er variationer over kundalinikraften, hvis 'lyse' side til forveksling ligner lyset, det gode, men hvis kerne er døden.

Der kunne gives mange flere eksempler på dette farlige aspekt af det onde, mørket når det kommer i lysets navn og dragt; her er kun givet nogle få, som dog skulle give en fornemmelse for pointen og virkeligheden i mørkets bedrag.

Den grundliggende sondring er, at mørkets 'lyse' side er rus og ekstase, mens det ægte lys bringer klarhed og ro.

Et yderligere eksempel på det onde der kommer i det godes navn kan hentes fra det politiske og militæres område:

Ofte forsøger beslutningstagere at retfærdiggøre en militær invasion af et andet land med fx ønsket om at skabe fred og demokrati som det oprindelig var tilfældet med invasionerne af Afghanistan og senere Irak.

Men hvor ulykkelige forholdene i disse lande end var før invasionerne, så havde Vesten efter min opfattelse ingen ret til at invadere.

For fred og demokrati må - ligesom med alt godt - langsomt gro frem indefra og kan ikke påtvinges udefra; hvis ikke lyset får lov til selv at gro indefra, mangler den nødvendige indre basis, der kan opretholde og bære det gode og lysets værdier, fx fred og frihed og demokrati - og resultatet bliver uvægerligt et sammenbrud fordi lyset ikke er stærkt nok i det indre til at stå selv. Hvis vi vil påtvinge andre det gode, bliver det til ondt.

At dette er rigtigt tror jeg historien viser med al - smertelig - tydelighed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst