Gå videre til hovedindholdet

Prædestinationens umulighed

Både kirkefaderen Augustin og reformatoren Calvin skal - sammen med Luther - have hævdet prædestinationen:

Den tanke at Gud fra evighed har bestemt alt i verden, herunder hvilke mennesker, der skulle frelses og hvem fortabes.

Denne tanke deles med Islam.

Men - hvilket billede tegner denne lære af Gud?

En Gud som forud har bestemt alt, en Gud der raser med magt og vælde over de vantro og ulydige mennesker, som Han selv har skabt netop sådan, en Gud der straffer evigt for noget Han alene - og ikke mennesker - er ansvarlig.

Er dette ikke en - ja rent ud sagt - sindssyg Gud?

Der er gennem tiden ofret mange tanker og skrifter for at søge at forklare og forsvare den bespottelige prædestination -

Når den enkle og oplagte sandhed er, at prædestinationslæren er forkert og umulig at forsvare.

I den uendelige kærlighedens Magts, Guds, verden, den Gud der har åbenbaret sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig personligt er sådanne tanker, ja netop, bespottelige;

Og vi må sige, at lige så uheldig Luther var med at gentage fra Paulus og forsvare dogmet om frelse ved tro, lige så uheldig var Calvin (og Luther og før ham Muhammed) med at gentage Augustins prædestinationslære.

Gud er en uendelig Magt men også en uendelig mild og varm og tryg Gud og Far - ikke en sindssyg despot der kun - hvis prædestinationen var sand - ville fortjene vores foragt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d