Gå videre til hovedindholdet

Myten om Abraham

Myten om Abraham er en central fortælling om tro, som deles af de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Det fortælles blandt andet om Abraham, at Gud pålagde ham at ofre sin søn Isak, at Abraham var parat til at adlyde Gud, men blev stoppet i sidste øjeblik af Gud selv.

Hvordan ser denne myte ud, hvis vi filtrerer den gennem det billede af Gud, jeg har foreslået, og som kan læses ud af Vandrer mod Lyset; Gud som Lysets og kærlighedens Almagt? Vil en sådan Gud pålægge et menneske at dræbe sit eget barn for at teste dette menneskes tro?

Kierkegaard har viet myten om Abraham et helt skrift, 'Frygt og bæven', og spørger her bla: Findes der en teleologisk suspension af det etiske? Dvs kan Gud for at teste et menneskes tro pålægge dette menneske at udføre en uetisk handling (et drab)? Eller med andre ord: Står tro over etik?

Man kunne også spørge: Kan Gud pålægge et menneske at udføre en handling, der strider mod et af Hans egne bud ('du må ikke slå ihjel')? Eller igen med andre ord: Står tro og lydighed mod Gud over Hans egne bud?

Står tro over etik og Guds egne bud? Kristendommen (og islam) svarer ja. Men hvis vi opfatter Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er svaret selvfølgelig nej. En Lysets og kærlighedens Almagt vil lægge størst vægt på etikken og hænge sig mindre i hvad vi tror på.

Hvis vi svarer ja til spørgsmålet er Gud ikke Lysets og kærlighedens Almagt, men en himmelsk tyran, der i renhed står under ethvert normalt og etisk velfunderet menneske.

Dette er selvfølgelig umuligt, og derfor er myten og dets tilgrundliggende Gudsbillede forkert, og det absolutte krav om tro som også Paulus, Muhammed og Luther hævder som betingelse for frelse er vildledende, hvis Gud er Lysets og kærlighedens Almagt.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere