Gå videre til hovedindholdet

Jeget og udødelighed

I sin bog, The God Delusion (da. Illusionen om Gud), citerer Richard Dawkins Mark Twain for at sige om døden, at han ikke frygtede den, for han havde været død i milliarder og milliarder af år før han blev født og havde ikke lidt noget i den forbindelse.

Og Dawkins giver et billede på, hvordan det ateistiske synspunkt kan føre til en holdning til livet som dyrebart; hvis vi består af forskellige kombinationer af DNA og sandsynligheden for, at netop den kombination af DNA vi kalder 'jeg' er så utrolig lille og at den engang vil ophøre med at eksistere, så står vi hver med et liv, som er det dyrebareste og mest usandsynlige af alt.

Så livet uden Gud eller uden troen på Gud behøver ikke være tomt og meningsløst; i nogle tilfælde det stik modsatte. Hvis vores liv er indrammet af to dyb, to evigheder, og vi kun har denne korte tid som helt usandsynligt men alligevel virkeligt er faldet i vores lod, kan livet ses som et dyrebart mirakel.

Men jeg skal forsøge at give et argument for sjælens udødelighed, eller søge at sandsynliggøre denne tanke, vel vidende at jeg kan tage fejl, og at Dawkins og andre ateister kan have ret:

Så vidt jeg ved har de menneskelige celler en livscyklus så alle menneskets celler efter en periode på cirka 7 år er erstattet med andre og nye celler. Alligevel vil enhver sige, at hans eller hendes jeg er det samme som for 7 eller flere år siden. Derfor kan jeget ikke være knyttet til de menneskelige celler og må være af ikke fysisk art.

Der er så to muligheder: Enten er jeget (tanken om det samme jeg) en illusion, eller også er jeget som anført af ikke fysisk art. Dette sidste kunne vi kalde vores sjæl.

Visse filosofier hævder jegets illusion, og det kan være, at det er rigtigt, men da enhver umiddelbart har en stærk følelse af sit eget jeg, vil den mest nærliggende og naturlige forklaring på denne stærke jegfølelse, at jeget eksisterer og er af ikke fysisk art, foreløbig være at foretrække.

Et modargument kunne være, at nok overlever de menneskelige celler ikke længere end ca 7 år, men det gør DNA' et eller genomet, og at det er den specifikke og unikke kombination af DNA eller vores unikke genom, der udgør vores jeg eller det vi oplever som vores jeg. Efter denne tanke er vores jeg ikke knyttet til de enkelte celler men til vores genetiske kode.

Så enten har vi en ikke fysisk, udødelig ånd eller også er vores jeg en form for cellulær kode.

Imod tanken om jeget som genetisk kode taler dog, at vores kode eller genom går i arv til vores afkom uden at vi derfor vil kalde deres jeg for vores eller identisk med vores.

Hvis det er rigtigt forstået, at vores afkom arver halvdelen af moderens og faderens genetiske kode, måtte vi forvente, hvis tanken om jeget som genetisk kode er rigtig, at vi vil udgøre halvdelen af vores afkoms jeg; hvilket er noget vrøvl. DNA' et eller genomet går i arv, det gør jeget ikke.

Derfor ser det ud til, at tanken om menneskets ikke fysiske, udødelige ånd er rigtig. Hvis det er sådan, kan det ses som et argument for Guds eksistens, Gud som åndens skaber, da vel ingen af os vil påstå, at vi har skabt vores egen udødelige ånd.

Analysen leder frem til en forståelse af 'jeget' som det formentlig immaterielle og evige punkt og centrum i mennesket som al sansning, tænkning, følelser osv centrerer sig om (jeg sanser.., jeg tænker.., jeg føler..osv)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…