Gå videre til hovedindholdet

Jeget og udødelighed

I sin bog, The God Delusion (da. Illusionen om Gud), citerer Richard Dawkins Mark Twain for at sige om døden, at han ikke frygtede den, for han havde været død i milliarder og milliarder af år før han blev født og havde ikke lidt noget i den forbindelse.

Og Dawkins giver et billede på, hvordan det ateistiske synspunkt kan føre til en holdning til livet som dyrebart; hvis vi består af forskellige kombinationer af DNA og sandsynligheden for, at netop den kombination af DNA vi kalder 'jeg' er så utrolig lille og at den engang vil ophøre med at eksistere, så står vi hver med et liv, som er det dyrebareste og mest usandsynlige af alt.

Så livet uden Gud eller uden troen på Gud behøver ikke være tomt og meningsløst; i nogle tilfælde det stik modsatte. Hvis vores liv er indrammet af to dyb, to evigheder, og vi kun har denne korte tid som helt usandsynligt men alligevel virkeligt er faldet i vores lod, kan livet ses som et dyrebart mirakel.

Men jeg skal forsøge at give et argument for sjælens udødelighed, eller søge at sandsynliggøre denne tanke, vel vidende at jeg kan tage fejl, og at Dawkins og andre ateister kan have ret:

Så vidt jeg ved har de menneskelige celler en livscyklus så alle menneskets celler efter en periode på cirka 7 år er erstattet med andre og nye celler. Alligevel vil enhver sige, at hans eller hendes jeg er det samme som for 7 eller flere år siden. Derfor kan jeget ikke være knyttet til de menneskelige celler og må være af ikke fysisk art.

Der er så to muligheder: Enten er jeget (tanken om det samme jeg) en illusion, eller også er jeget som anført af ikke fysisk art. Dette sidste kunne vi kalde vores sjæl.

Visse filosofier hævder jegets illusion, og det kan være, at det er rigtigt, men da enhver umiddelbart har en stærk følelse af sit eget jeg, vil den mest nærliggende og naturlige forklaring på denne stærke jegfølelse, at jeget eksisterer og er af ikke fysisk art, foreløbig være at foretrække.

Et modargument kunne være, at nok overlever de menneskelige celler ikke længere end ca 7 år, men det gør DNA' et eller genomet, og at det er den specifikke og unikke kombination af DNA eller vores unikke genom, der udgør vores jeg eller det vi oplever som vores jeg. Efter denne tanke er vores jeg ikke knyttet til de enkelte celler men til vores genetiske kode.

Så enten har vi en ikke fysisk, udødelig ånd eller også er vores jeg en form for cellulær kode.

Imod tanken om jeget som genetisk kode taler dog, at vores kode eller genom går i arv til vores afkom uden at vi derfor vil kalde deres jeg for vores eller identisk med vores.

Hvis det er rigtigt forstået, at vores afkom arver halvdelen af moderens og faderens genetiske kode, måtte vi forvente, hvis tanken om jeget som genetisk kode er rigtig, at vi vil udgøre halvdelen af vores afkoms jeg; hvilket er noget vrøvl. DNA' et eller genomet går i arv, det gør jeget ikke.

Derfor ser det ud til, at tanken om menneskets ikke fysiske, udødelige ånd er rigtig. Hvis det er sådan, kan det ses som et argument for Guds eksistens, Gud som åndens skaber, da vel ingen af os vil påstå, at vi har skabt vores egen udødelige ånd.

Analysen leder frem til en forståelse af 'jeget' som det formentlig immaterielle og evige punkt og centrum i mennesket som al sansning, tænkning, følelser osv centrerer sig om (jeg sanser.., jeg tænker.., jeg føler..osv)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …