Gå videre til hovedindholdet

Vestlig og islamisk propaganda

Hvem ved om det nogensinde lykkedes den vestlige alliance at redde de fortvivlede kurdere fra det bjerg, hvor de havde søgt tilflugt og hvor de truedes af udslettelse af Islamisk Stat? På mediernes overflade skiftede billedet ret hurtigt fra at rapportere om disse ulykkelige mennesker til at alle i Vesten koncentrerede sig om den nye fjende, Islamisk Stat, og behovet for med militær magt at nedkæmpe denne fjende.

Der er ingen tvivl om, at organisationen, Islamisk Stat, opererer med en uhørt brutalitet og afstumpethed, ja ondskab, men det er også en kendsgerning, at begge sider i konflikten ser sig selv som "de gode" der kæmper mod "de onde". Denne opdeling begrundes forskelligt; Islamisk Stat begrunder og søger at retfærdiggøre deres handlinger religiøst - hvilket er latterligt - mens man i Vesten vel snarest begrunder sine handlinger ud fra en eller anden form for humanisme og behovet for at "hjælpe" mennesker, der trues af vold, krig og død.

Og sådan prøver begge parter at binde sløjfer og roser i halen på de raketter og projektiler, der sendes af sted i endnu en barbarisk og blasfemisk krig.

Jeg skal ikke underkende vanskeligheden ved at håndtere aktiv og akut ondskab, men vi står altså - endnu en gang - i en situation, hvor menneske står mod menneske, vilje mod vilje, og ingen vil give sig og hadet og ondskaben blomstrer. Vi er ikke længere interesserede i kurderne på bjerget, men kun i at gennemtvinge hver vores vilje. Vi står hver især overfor fjenden, og han skal udslettes.

Men måske er selve denne opdeling i "de gode" og "de onde", "de retfærdige" og "de uretfærdige", "dem og os" kernen i problemet. Historisk er denne opdeling typisk blevet begrundet religiøst (fx i kristendommens og islams begreb om "de frelste" og "de fortabte"). Måske er sandheden den, at selve opdelingen, denne skæbnesvangre del og hersk opdeling, er af satanisk oprindelse (Satan=Ardor; se "Vandrer mod Lyset!"). Det er min faste overbevisning, at for Gud eksisterer der ingen opdeling i "frelste" og "fortabte", der er for Ham ingen forskel mellem os, for Ham er vi alle lige, og ingen skal fortabes.

Og det er min overbevisning, at intet menneske er rent ond eller god, at vi alle rummer godt og ondt, uanset hvad vi så hver især måtte tro på eller ikke tro på. I virkeligheden er der intet "dem og os" men kun et "vi" (menneskeheden). Der er intet enten-eller men et både-og (vi er både gode og onde, retfærdige og uretfærdige osv).

Både vestlige politikere og Islamisk Stat begår i den aktuelle konflikt denne fejlagtige og skæbnesvangre opdeling i propagandaen for at legitimere deres onde handlinger (vold og krig); de taler samme sprog, de forstår hinanden fuldstændigt og de benytter sig af samme forkastelige midler.

Hvorfor er det så svært at forstå, at vi ikke er hinandens fjender, at ingen har ret til at fordømme andre som "onde", og at den virkelige fjende er ondskaben - ikke i de andre - men i os selv?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d