Gå videre til hovedindholdet

Abraham og den formentlige teleologiske (formålsbestemte) suspension af det etiske

Skikkelsen Abraham - hvad enten han er en historisk skikkelse eller en litterær opfindelse - går som det måske vil være bekendt igen i de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Abraham fremhæves ofte i den religiøse litteratur som et forbillede for troende mennesker.

Og hvorfor det? Fordi Abraham troede så meget på Gud, og var villig til at ofre sin søn, Isak, fordi Gud krævede det af ham. Abraham troede altså og var villig til at udføre enhver handling, som Gud pålagde ham uden at tage hensyn til sine egne ønsker og behov, og selv hvis dette indebar, at han mistede det kæreste han havde.

Et eksempel på tanken om den således påståede teleologiske suspension af det etiske ud fra skikkelsen Abraham findes i Søren Kierkegaards (1813-55), "Frygt og Bæven". Det er uetisk at dræbe et andet menneske og da særlig sin egen søn, men Gud menes at have ret til at kræve en sådan handling for at teste et menneskes tro og vilje til at adlyde.

Men hvilket billede af Gud træder frem af en sådan tanke? Er det lysets og kærlighedens Almagt eller er det hans modpol, Satan (Ardor; se "Vandrer mod Lyset!")? Er det en Gud, der mildt og kærligt drager alle til sig, eller er det en despot, en tyran, der kræver blind tro og tilbedelse og blind vilje til at adlyde sig, selv hvis han siger "dræb"? Er det Gud eller Satan? Er det ikke opskriften på alle religiøse drab og krige?

Det er en kendsgerning, at "Gud" i både bibelen og koranen ofte selv dræber mennesker (fx udsletter de vantro, kræver dødsstraf for diverse synder osv). Er dette lysets og kærlighedens Almagt, eller er det en tyran? Gud eller Satan?

Abrahams vilje til at ofre Isak kan siges at danne en parallel til "Guds" senere ofring af Jesus (sådan som kristendommen udlægger Jesu liv og død). I begge tilfælde vil en far (Abraham og Gud) ofre sin søn. I Abrahams tilfælde forhindrer Gud i sidste øjeblik offeret i at fuldbyrdes. I "Guds" tilfælde fuldbyrdes ofret; Jesus dør på korset.

Den traditionelle kristne tolkning af Jesu død er, at troen på Jesu død og opstandelse er en forudsætning for menneskers frelse. Sammenlæst med beretningen om Abraham kan det derfor siges, at Gud med Jesu offer stiller os i en situation, der minder om Abrahams. Vi skal ikke ofre nogen, men vi skal tro på et offer; Guds ofring af Jesus. Vi skal altså tro på (med evige konsekvenser hvis ikke vi tror), at Gud selv tilsidesætter det etiske (herunder Hans eget bud om at vi ikke må slå ihjel) for at frelse os. Derved bliver troen på et guddommeligt drab en absolut betingelse for vores frelse.

Absurd? Sindssygt? Gud eller Satan?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere