Gå videre til hovedindholdet

Muhammed og koranen

I følge den danske oversætter af koranen, Ellen Wulff, (oversættelse 2006; forordet) er ordene i koranen for muslimer "ukrænkelige" og de er indgivet eller åbenbaret for Muhammed af Gud.

Ifølge flere kilder, fx Reza Aslan, er sura 96 i koranen den første åbenbaring, Muhammed modtog. Her står der bla:

"Læs op i din Herres navn, Han som skabte, som skabte mennesket af levret blod!"

I et stykke tid var jeg selv tilbøjelig til at betragte Muhammeds første åbenbaringer for ægte (de første af de mekkanske åbenbaringer), men når man ser, hvad der rent faktisk står, og sammenholder ordene med det der gives i "Vandrer mod Lyset!", hvor det siges, at Gud har skabt alles ånd af lys, men ikke har skabt de jordiske, dødelige legemer, er det klart, at kilden til Muhammeds åbenbaringer ikke har været Gud.

Ser man dernæst på det der kaldes profetens sædvane (sunna), en anden hovedkilde til islam; at han fx førte krig mod sine fjender, var med til at plyndre karavaner osv, så må man sige, at heller ikke dette fremstår særlig guddommeligt.

Derfor bliver en diskussion, hvor man søger at nå frem til den "egentlige islam", på en måde skæv; fordi man tænker sig, at koranen og Muhammed - når blot de forstås korrekt - er ufejlbarlige, guddommelige autoriteter - hvilket er meningsløst, hvis man betragter Gud som lysets og kærlighedens Almagt.

Foruden den tvivlsomme åbningssura er der talrige eksempler på guddommelig fordømmelse af fx vantro i koranen, og i det hele taget må man sige, at gudsbilledet i koranen er lige så formørket som det viser sig i den kristne grundtekst, bibelen, hvor der ligeledes uddeles guddommelig fordømmelse med rund hånd.

Holder man sig til de islamiske og kristne grundtekster, så er Gud en man bør frygte og har grund til at frygte. Hvis man derimod opfatter Gud som lysets og kærlighedens Almagt (som Han fremtræder i "Vandrer mod Lyset!") er al tale om gudsfrygt meningsløs.

Hvilket af de to gudsbilleder (det kristne eller islamiske gudsbillede - overfor "Vandrer mod Lysets" gudsbillede) står højest og renest; den vrede, hævngerrige, straflystne Gud  - eller den Gud, der mildt og kærligt drager alle til sig?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere