digt

den gamle grundtvigs ansigt
med ungdommens rædsel fra langeland og senere slangen i studerekammeret
mejslet i alle træk
livslang sorg og smerte og anstrengelse
eller rembrandts frygtelige selvportræt som proust skildrer ham
pludselig springer en dirrende åre frem i panden
han tvang skønheden op fra afgrunden
eller dostojevskij med det gennemtrængende blik
en sommer i baden-baden
sjælen kastet i ilden og generobret gennem et liv
og fosnes hansen der allerede som ung skrev
at den der på scenen fremstiller mephistofeles
må beherske de samme kræfter som er i den onde
ikke give los som han
for at gøre skikkelsen poetisk interessant
og hvad det kræver at skrive det
og den dobbelt spottede overvundne frelser fra nazareth
jødernes konge og senere gud
med det trætte, sorgfulde blik
alle dem
der med sjælen som indsats skærmer mennesket
mod den bundløse orkan
ikke som rafaellos uduelige teaterengle der med opadvendte øjne
venter på at stegte duer flyver ind i munden
når bare de åbner munden
lad os huske dem