Gå videre til hovedindholdet

Ondskaben siger...

En scene fra Monthy Python eller virkeligheden? Unge mænd står med rifler over skuldrene og afsynger noget fra en tekst der må være en drabsvejledning og ikke en bøn eller en religiøs tekst - alt sammen til Guds ære.

Scenen skifter: Ondskaben går gennem gaderne, og man ser angsten i menneskers øjne. Et afrikansk ordsprog siger: Når elefanterne slås, trædes græsset ned. Ondskaben sværger ved Gud. Stakkels mennesker.

Ondskaben lover paradis - gennem vold, terror, krig - det eneste paradis den kender, men som andre kalder helvede. Ondskaben påkalder sig sandhed, men kan kun lyve.

Generelt:

Ondskaben siger: Guds straf for utroskab er stening. Ondskaben siger: Guds straf for ikke at tro på korset er helvede. Ondskaben siger: Vi er de udvalgte. Ondskaben siger: For enden af vejen venter intetheden. Ondskaben siger: Mennesker er guder. Ondskaben siger: Jeg er Gud. Ondskaben siger: Jeg er det eneste der findes, og om trilliarder af år findes der intet mere eller verden kollapser i the big chrunch, så er jeg mæt. Ondskaben siger så meget, men kan man tro det?

Scener fra Monthy Python eller virkeligheden?

Til lederne i Islamisk Stat, Boko Haram, Taleban, al Qaida, al Shabab og hvad I ellers kalder jer, og til alle politiske ledere i øst, vest, nord og syd, der alle er ved at falde over deres egne ben for at finde ud af hvor og hvem vi skal bombe, hvor og hvem vi skal dræbe og til alle medløbere: I har glemt hvad kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og fred er. Hvor længe skal vi skamme os over at kalde jer vores (åndelige) brødre og søstre?

Specielt til lederne i alle disse afskyelige, gudsbespottelige terrororganisationer og jeres stakkels medløbere vil jeg sige: Jeg hader jer ikke, jeg dømmer jer ikke. Jeg er kun et lille menneske som få lytter til, og måske når disse ord jer aldrig. Jeg ynker jer. Jeres inderste kerne er ikke ond. Det er ingens. Men I bærer Gud på læben, ondskaben i jeres hjerter og jeres hænder er fulde af blod.

I lærer jeres børn og jeres medløbere at hade og dræbe - i Guds navn. Hvilken Gud er det! Sten for sten, liv for liv dækker I jeres inderste, gudgivne kerne og sten for sten, liv for liv må I engang igen fjerne disse sten der nu danner mægtige, frygtelig bjerge i jeres indre. Det vil tage jer lang tid og koste jer mange lidelser. Loven er ikke øje for øje, tand for tand, men derimod som I sår skal I høste!

Stop volden nu så vejen tilbage ikke bliver for lang og smertefuld!

Og til alle siger jeg: Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden. Hvem startede volden? Det er irrelevant, og det fortaber sig bagud i historiens dyb. Vi bør ikke søge begrundelser og dermed retfærdiggørelser for had og vold. Vold kan ikke retfærdiggøres. Vi bør søge begrundelser for at elske, fx dette: Vi er alle brødre og søstre, vi har fælles (åndeligt) ophav.

Det ligger ikke i vores magt at ændre fortiden, men det ligger i vores magt at ændre nutiden og fremtiden. Det ligger i vores magt, nu, at stoppe volden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere