Guds ånd og bibelen

Er Danmark et kristent land? Nej, i Danmark er vi - hvis vi overhovedet er religiøse - paulianere, vi tror på den vredens og hævnens gud, der er så tydeligt til stede i Pauli lære. Vi tror på, at Gud krævede et menneskeoffer for at forsone sig med os, en henrettelse, et drab, og vi tror på - hvis vi overhovedet tror - at bibelen er den eneste mulige sandhed - dette afskyelige, formørkede skrift, der håner og spotter den sande Gud - andre muligheder tror vi ikke findes. Eller rettere; det lærer kirken, kristendommen os.

Selv om der synes at være en vis bevægelse i gang indenfor kirken - væk fra de værste uhyrligheder og hen imod en lysere og kærligere opfattelse af Gud -så er bibelen dog stadig fundamentet.

Og hvad skal man så fx mene om beskrivelserne i 2. Mosebog om "gud", der sender græshopper, fluer, frøer over Egypten og forvandler Nilen og alt vand til blod? Hvilken "gud" er dét? Eller hvad skal man mene om Johannes´ Åbenbaring, dette helt igennem hæslige og blasfemiske smædeskrift der stadig bliver endevendt for at tyde dunkelhederne - når det eneste passende sted for det er skraldespanden. Hvilken "gud" åbenbarer sig her?

Selv om jeg ikke er tilhænger af det såkaldte Bispebrev (udgivet i tilknytning til "Vandrer mod Lyset!"), så er det så tydeligt, at den "gud" der fx (ufrivilligt komisk) taler til Moses fra den brændende busk (hvad laver han der i busken?), den "gud" der (ejendommeligt nok) senere overfalder Moses ikke er den sande Gud men derimod har Ardor (Satan) til forbillede - som han var dengang han endnu kæmpede mod os. Denne tanke er udtrykt i Bispebrevet.

Eksemplerne på absurditeterne i bibelen er legio. Hvad skal man fx mene om kregleren Abraham, der optræder bondesnu overfor Gud i fortællingen om ødelæggelsen af Sodoma og Gommorra, hvad skal man i det hele taget mene om det skrift, der er grundlaget for vores kultur, og jeg spørger: Hvor er Guds ånd i dét, hvor er kærligheden? Hvor er sandheden? Hvor er skønheden?