Grundliggende erkendelsesteori (epistemologi) 2

Siden Descartes har man søgt efter en sikker viden, en sikker erkendelse, et sikkert grundlag for al erkendelse og dermed viden. Descartes brugte den såkaldte metodiske tvivl, hvor han betvivlede alt, herunder de indtryk vi får gennem sanserne, indtil han nåede noget, han mente ikke kunne betvivles, nemlig at selve tvivlen, det faktum at han tvivlede, var et udtryk for at han tænkte; dermed blev tanken (jeg tænker, altså eksisterer jeg) for ham det faste holdepunkt for erkendelsen, den sikre grund.

Kant foretog det han kaldte en kopernikansk vending i erkendelsen (som han skriver i indledningen til "Kritik af den rene fornuft"), bort fra objektet, tingen, og rettede erkendelsen mod erkendelsen selv. Dette medførte i hans begrebslogiske analyse af erkendelsen, forsøget på at afdække virkelighedens eller erkendelsens logiske struktur og forudsætninger til det selvmodsigende eller i hvert fald stærkt problematiske begreb om "tingen i sig selv" (ding-an-sich; dvs erkendelsen af tingen som den er idet den ikke erkendes).

Endelig forsøgte Hegel at hævde identitet mellem subjekt (jeget) og objektet (den genstand vi forsøger at erkende) for at løse de problemer der fulgte med Kants erkendelsesteori (ding-an-sich) og som også Fichte og Schelling havde forsøgt at give løsninger på. Det er imidlertid tvivlsomt, om Hegels forsøg er en virkelig løsning på de erkendelsesteoretiske problemer, der altså for så vidt startede med Descartes og som videreførtes bla af de her nævnte filosoffer.

En antagelse der ligger til grund for selve forsøget på at skaffe et sikkert udgangspunkt for erkendelsen er, at der findes et sådant sikkert grundlag, og at dette grundlag kan erkendes af mennesker. Dette er imidlertid langt fra sikkert.

Hvis vi gør den vel rimelige antagelse, at vi erkender med tanken, så kræver det sikre grundlag, at vi kan erkende tankens natur i sin dybeste grund og fuldstændigt. Dette tror jeg imidlertid ikke er muligt. Jeg tror, at det principielt er umuligt at gøre denne erkendelse. I hvert fald findes der ingen tilfredsstillende videnskabelig teori om tankens inderste natur i nutidens videnskab.

Det eneste nutidens videnskab ved om tanken har man fra hjernescanninger og studier af de biokemiske processer i hjernen. Man kan ved hjernescanninger registrere visse elektriske impulser og overførsler af impulser og iagttage visse kemiske processer osv. Men at hævde at disse elektriske impulser og biokemiske processer skulle være identiske med de tanker vi har, er langt fra sikkert. Man har prøvet med en såkaldt identitetsteori - altså at der er identitet mellem hjernens tilstande og de mentale tilstande, men har måttet opgive denne teori.

Kort sagt: Tanken selv er en gåde. Og sikkert en uløselig gåde. Endnu dybere kan det hævdes hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet, at vi alle har en inderste, evig, udødelig, unik og uforklarlig (uerkendelig) sjæl eller ånd, og at vi har fået denne ånd af Gud.

Modsat Hegel og til en vis grad Wittgenstein tror jeg, at det mest rimelige er at hævde, at livet og virkeligheden er uendelig dyb og mangfoldig, og at livet og virkeligheden derfor ikke kan erkendes i sin fulde dybde og omfang af det begrænsede væsen, mennesket.

Eller med andre ord: Den begrænsede tanke kan ikke rumme og omfatte det ubegrænsede, uendelige. Eller anderledes igen: Hvis det er rigtigt at virkeligheden er uendelig dyb og mangfoldig og den menneskelige tanke er begrænset, så følger det, at vores erkendelse og viden aldrig kan blive fuldstændig.