Gå videre til hovedindholdet

Common sense

I tillæg til det sidste indlæg, "Den radikale skepticisme - den absolutte idealisme", og en af de her anførte tanker om en mulig forenet kvanteteori omfattende stof og ånd (bevidsthed) vil jeg sige, at det er mig bekendt, at der også i nyere tid er fremsat teorier inden for fysikken om også tid og rums kvantisering.

Spørgsmålet er så: Kan vi acceptere en universel forenet kvanteteori der omfatter alt kendt; ånd (bevidsthed), stof, tid og rum og dermed i en vis forstand kvantisering eller teorien om kvanter i denne universelle forstand som verdens inderste, altomfattende princip?

Man kan - mildt sagt - ikke sige, at kvanteteori indenfor fysikken så lidt som den absolutte idealisme (som den er formuleret af Hegel) er karakteriseret af enkelhed, elegance eller skønhed. Og frem for alt: Hvor er livet i alle disse spekulationer, hvor er personligheden?

Eller sagt med Kierkegaards ord ("Afsluttende uvidenskabelig efterskrift"): "Abstrakt tænkning er tænken, hvor der ingen tænkende er". Eller med mine ord: Hegel og kvantefysikken har tænkt mennesket ud af verden.

Hvad siger common sense? Min fornemmelse siger mig, at jeg har en indre kerne som er forskellig fra alle andres. Mine tanker er mine tanker, og ikke et specialtilfælde af et eller andet mystisk (upersonligt) universelt jeg. Jeg er bevidst. Jeg har en personlighed. Kort sagt: Jeg er levende.

Dette kan jeg selv sagt ikke bevise overfor andre. Men måske vil enhver sige det samme om sig selv, og kende disse fornemmelser fra sig selv.

Spørgsmålet er: Er verden levende eller er den død? Svaret må gives af hver enkelt. Jeg kan ikke give andre svaret, men mit eget svar, mit personlige svar, min tro om man vil, har jeg forsøgt at beskrive og begrunde i dette indlæg.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere