Et grundtræk i vestlig filosofi, nærmere bestemt i vestlig erkendelsesteori (epistemologi) kan siges dels at være et forsøg, en bestræbelse på at vide alt, dels en tanke om, at vi egentlig intet ved eller kan vide (med sikkerhed).
Jeg vil i det følgende søge at vise, at disse to yderpoler er et eksempel på det jeg har kaldt mørkets dualitet, den tanke, at det samme mørke indeholder en "lys" og en rent sort side.
Hos filosoffen David Hume (1711-76) møder vi i hans "A Treatise of Human Nature" (da. "En afhandling om den menneskelige natur") den tanke, at der ingen nødvendig forbindelse findes mellem årsager og virkninger i genstandene selv. Ideen om en nødvendig forbindelse stammer fra indtryk vi får eller rettere fra vanen; at vi er vant til at iagttage, at to eller flere genstande altid optræder sammen.
Indtryk definerer Hume som enten en sanseoplevelse eller stammende fra tænkning, og alle ideer vi har, er afledte af indtryk, dvs af sansning eller tænkning.
Hume hævder, at ideen om en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning ikke har sin rod i genstandene selv, men derimod i bevidstheden (sindet; the mind).
Hume benægter videre eksistensen af nødvendigt virkende kræfter (efficacy; power) på genstande eftersom vi ingen indtryk har af disse kræfter. Kræfterne kan ikke iagttages, men ideen opstår ud fra vanen; at vi er vant til at to eller flere genstande altid optræder sammen.
Humes tanke angår således forholdet mellem eksisterende genstande (årsag - virkning - kraft).
Filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) går i "Kritik der reinen Vernunft" (da. "Kritik af den rene fornuft") skridtet videre og hævder, at der ikke findes, eksisterer genstande uafhængigt af bevidstheden, der erkender tingene (genstandene). Sindet, bevidstheden skaber genstandene, hævder Kant.
Der eksisterer således ingen verden, herunder det Kant kalder de a priori (erfaringsuafhængige) anskuelsesformer, rum og tid, uafhængigt af bevidstheden, sindet.
Kants tanke er, at sindet skaber verden (genstandene og deres placering i rum og tid) og at vi ikke kan erkende tingene som de er i sig selv (ding an sich) uafhængigt af al iagttagelse. Da tingene kun findes i bevidstheden (tanken, erkendelsen) eller skabes af denne, eksisterer i kraft af tanken, bliver det meningsløst at tale om genstande uafhængigt af tanken, erkendelsen. Ting, genstande eksisterer kun i tanken og kan følgelig ikke erkendes uafhængigt af tanken (som de er i sig selv; ding an sich).
En foreløbig kritik af Kant kan være, at hvis ting, genstande kun eksisterer, skabes i tanken, erkendelsen, bliver tanken om ting i sig selv, uafhængigt af tanken, selve det at tale om ting som de er i sig selv, meningsløst, da ting her defineres som noget, der kun findes i tanken. Ting i sig selv bliver derfor et tomt, selvmodsigende begreb.
Hume og Kants tanker angår således dels forholdet mellem eksisterende ting (årsag - virkning; Hume) og selve eksistensen af ting (Kant) idet de to tænkere tilsammen henfører begge dele til tanken, sindet, erkendelsen. Det eneste der findes kan ifølge de to tænkere siges at være tanken eller bero på tanken. Verden og tingene i verden og deres indbyrdes forhold (årsag og virkning) er derfor på en måde illusoriske.
Disse tanker kan betragtes som en videreførelse af Platons (427 - 347 f. Kr) skelnen mellem ideernes verden (den virkelige, evige, uforanderlige) og fænomenernes verden (den sansede, foranderlige, uvirkelige) der kun er afbildninger af den første. Hos Platon er den sansede verden, verden som den fremtræder for os, altså kun en afbildning, et genskin af ideernes (virkelige) verden. Verden som den fremtræder for os er derfor også hos Platon på en måde illusorisk.
Da verden ifølge disse tre tænkere kan siges at være eller bero på en illusion, er også viden om verden en illusion. Selve begrebet viden bliver derfor illusorisk, begrebet viden kan efter dem siges at bero på en illusion. Det eneste vi ved er, at vi ingenting ved (Sokrates). Det eneste der er virkeligt er tanken, erkendelsen, men tanken, erkendelsen kan ikke erkende noget udover sig selv eller sit indhold (ideerne). Opfattelsen er altså grundlæggende, at vi intet ved.
Hos Hegel (1770-1831) møder vi den modsatte opfattelse; at vide eller ville vide alt. Principielt kan mennesket, ifølge Hegel, vide alt. Erkendelsen har ingen grænser. Grundtanken hos Hegel opfatter jeg som hans begreb om Verdensånden (gr. nous, fornuft) som udvikler sig i en dels tidslig dels ikke-tidslig proces fra en begyndelse ved den rene Væren. Udviklingen sker ved negation af begreber (eller bevægelse i begreber) som fx Væren der negeres til Intet, og hvor disse to begreber (Væren + Intet) opfattes som identiske, to dele af en helhed, der derefter negeres i sin helhed til Tilblivelse osv. Den tidslige (yderlige, synlige) side af denne proces, Åndens fremtrædelsesformer, er historien. I Hegels forståelse er Verdensånden det evige; det synlige, Åndens fremtrædelsesformer, historien er momenter for denne Ånd. Endepunktet for udviklingen er den absolutte viden ("Phänomenologie des Geistes" da. "Åndens Fænomenologi" + "Forelæsninger over filosofiens historie").
Disse to yderpoler i filosofiens historie (at vide alt eller intet) har paralleller i den religiøse opfattelse af Gud og djævelen (alt eller intet), hvor djævelen opfattes som Guds absolutte modsætning. At ville vide alt er at ville være lig Gud, og er den "lyse" side af det samme mørke, der som modpol har at vi intet ved (intet; djævel).
Der er med andre ord tale om to fremtrædelsesformer af det samme mørke (alt eller intet; Gud eller djævel) - altså et eksempel på tanken om mørkets dualitet (dets "lyse" og dets rent sorte side) - et eksempel der filosofisk og religiøst har trukket dybe spor i den vestlige tænkning. Men som ved alt ved mørket, er det mørket der er illusorisk - ikke - i dette tilfælde - vores viden eller mulige viden, der hverken kan siges at rumme alt (som mulighed) eller intet.
Men nu er spørgsmålet: Kan denne tanke - at vores viden hverken er intet eller altomfattende (som mulighed - eventuelt engang i evigheden) - forsvares eller måske endda bevises?
Lad mig starte med den tanke, at jeg dog ved noget, altså at min viden ikke er intet. Jeg ved fx at der findes, eksisterer fænomener. Hvordan jeg fortolker og forklarer et givet fænomen kan jeg være uenig med andre om (eller enig) men selve eksistensen af fænomener er en kendsgerning. Altså ved jeg dog noget.
Betragt fx følgende sætning: "Ja, endnu en gang må Zarathustra ud i ensomheden: men nødigt vender bjørnen denne gang tilbage til sin hule." (citeret fra den danske oversættelse af F. Nietzsches (1844-1900) "Also sprach Zarathustra").
At denne sætning står som den står er en kendsgerning og kan observeres (læses) og eftervises af enhver der har et normalt syn og som kan læse dansk og har en vis øvelse i det. Det kan derfor ikke diskuteres (ud fra den videnskabelige metode) at sætningen står som den står, men derimod kan det diskuteres, hvad sætningen betyder, hvad Nietzshce har ment med sætningen, hvilke tanker, følelser han har haft, da han skrev sætningen osv. Eksistensen af sætningen er altså en kendsgerning, det kan enhver eftervise, men meningen, tolkningen kan diskuteres.
Altså ved jeg at denne sætning eksisterer og derfor er min viden ikke ingenting. Jeg ved altså noget.
Men kan jeg forsvare måske endda bevise, at jeg ikke ved alting, og aldrig bliver alvidende; kort sagt: Kan jeg bevise, at der findes principielle og evige begrænsninger for min og alle menneskers erkendelse?
Betragt da selve tanken. At tanker findes ved jeg. Sådan betragtet er tanken et fænomen. At jeg ved, at der findes tanker, er selv en tanke. Men præcis hvad en tanke er, tankens inderste kerne og basis kender jeg ikke, og kan ikke kende.
At det forholder sig sådan begrundes i "Vandrer mod Lyset!" ved, at vi mennesker ikke har skabt os selv - er fremstået ved vores egen viljes kraft. Dette er jo indlysende også for et rent jordisk, menneskeligt standpunkt. Jeg er undfanget og født - ikke i kraft af mig selv - men ved en seksuel forening af en mand og en kvinde, min far og mor.
Medtager man et muligt åndeligt og religiøst perspektiv er det også klart at jeg ikke har skabt min egen ånd. Det har Gud. Dette tror jeg, at de fleste religiøse mennesker vil være enige i.
Da jeg ikke har skabt min egen ånd eller nogen andens ånd, og hvis vi betragter tanken som en del af ånden, da jeg altså ikke - heller ikke åndeligt - er fremstået, skabt i kraft af mig selv, min vilje, kan jeg ikke vide, hvad præcis min tanke (eller vilje) er i sin inderste kerne. Jeg er skabt, men kan ikke selv skabe (evigt) liv. Jeg kan med andre ord ikke blive alvidende, blive som Gud. Der er altså i det mindste denne (evige, principielle) begrænsning for min (mulige) erkendelse.
Ifølge almindelig fornuft (common sense) er disse tanker indlysende. Ethvert menneske med nogen sans for virkelighed ved dette; at vi ved noget men ikke alt. Alligevel har dette (alt eller intet i erkendelsesteoretisk sammenhæng) mørke trukket så dybe spor og har efterladt mennesket uden erkendelsesmæssig sikker grund under fødderne. Men ud fra en misforståelse, en uberettiget tvivl.
Fejlen består måske i, at man har startet med at ville forklare, forstå alt, hvilket man hurtigt har forstået var umuligt og derfor er havnet i den modsatte grøft med at hævde, at vi intet ved. Begge dele er som det måske her er godtgjort eller i hvert fald sandsynliggjort urigtigt og skyldes to sider af det samme mørke ved mørkets dualitet.
I religiøs henseende er konsekvensen af disse tanker, at en endelig åbenbaring af hele sandheden ikke kan gives til mennesker hverken jordisk eller i evigheden. Hverken bibelen, koranen eller "Vandrer mod Lyset!" eller enhver anden religiøs tekst er sådanne endegyldige åbenbaringer, som det er blevet hævdet (dog ikke med hensyn til "Vandrer mod Lyset!" - ingen påstår (i hvert fald siges det tydeligt i værket, at der findes grænser for den mulige, menneskelige erkendelse både her og i evigheden) at dette er hele sandheden. Det hævdes - også i værket - at alt hvad der står i værket er sandt men samtidig at det ikke er hele sandheden, som kun kendes af Gud).
Med hensyn til kristendommen specifikt kan man undre sig over, at bibelen dels rummer en beretning om syndefaldet hvor de første mennesker blev forvist fra paradis fordi de ville være lig Gud med hensyn til viden (om godt og ondt), hvorefter adskillige kristne har hævdet at bibelen - givet af Gud - er den endelige og fulde sandhed. Paradokset i dette er, at mennesker bliver forvist fra paradis for en synd som Gud gentager og bekræfter ved at give dem al viden gennem en åbenbaring (bibelen, "Guds ord"). Mennesket synder altså mod Gud ved et ønske og en handling, hvorefter Gud giver os det vi ønskede og som er en synd mod Ham. Vi ville være Gud, vide alt, og bliver forvist, hvorefter Gud giver os al viden (gennem bibelen), så vi alligevel bliver som Ham. Unægteligt lidt af en selvmodsigelse.
Dette sagt selv om en vægtig tænker som Søren Kierkegaard (1813-55) netop fremhæver paradokset som et væsenstegn ved kristendommen. Her (hos Kierkegaard) går redegørelsen dog ikke på dette forhold (altså paradokset eller selvmodsigelsen ved syndefaldet, menneskets ønske og vilje til at blive lig Gud og bibelen som den endegyldige åbenbaring og fulde sandhed) men derimod hovedsageligt på modsætningen mellem det evige og det timelige, det eviges indgriben og tilsynekomst i tiden (verden) ved Kristus.
Denne tanke kommer fx til udtryk (selv om Abraham kronologisk ifølge bibelen kommer før Kristus) i hans "Frygt og Bæven", hvor Abraham beskrives som troens grundlægger, "Troens Ridder", der tror og handler trods al menneskelig forstand (ved at ville adlyde "Guds" befaling om at ofre sin søn, Isak), netop på trods af forstanden. Hos Kierkegaard er grundtemaet bestandig det at være kristen, hvad det betyder og ikke mindst hvordan man kan blive det. Man kan, siger Kierkegaard, blive det ved at tro på paradokset, tro mod al verdens visdom og kundskab - på det absurde - at Gud blev menneske, og ved at tage korset på sig og følge Kristus i lidelser.
Uden at ville gå ind i en nærmere redegørelse her for Kierkegaards opfattelse af kristendommen, der kan vinde en vis tiltro ved forskellige bibelcitater (fx Johannes Evangeliet, hvor det bla siges, at den der vil bevare sit liv skal miste det) så må man fastholde, at Gud næppe gør sig medskyldig i synd - ved altså at give mennesket den fuldkomne sandhed gennem bibelen og dermed som mulighed gøre det lig Gud i alvidenhed - med mindre man vil hævde sandheden af det rene vrøvl.
(Note: Tanken om mørkets dualitet; altså at det rummer en "lys" og en rent sort side kan udtrykkes symbolsk ved: 1="lys" (alt) og 0=sort (intet). Dette synes at være et grundtræk ved mørket.
Et eksempel på en anden filosofisk tanke, der bygger på denne - altså fejlagtige - tankegang (alt eller intet og intet derimellem - "sort-hvid-tankegang" i gængs sprogbrug) finder vi i den nævnte afhandling af David Hume (A Treatise Of Human Nature) hvor han udover at benægte en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning også påstår det illusoriske i en distinkt og fortsat eksistens af masse eller genstande ("distinct and continued existence of body"). Den bagvedliggende tanke synes at være, at verden enten er totalt illusorisk eller også eksisterer i en slags vekselstrømsnatur (en pulseren mellem eksistens og ikke-eksistens - 1 - 0 - alt eller intet)).
Jeg vil i det følgende søge at vise, at disse to yderpoler er et eksempel på det jeg har kaldt mørkets dualitet, den tanke, at det samme mørke indeholder en "lys" og en rent sort side.
Hos filosoffen David Hume (1711-76) møder vi i hans "A Treatise of Human Nature" (da. "En afhandling om den menneskelige natur") den tanke, at der ingen nødvendig forbindelse findes mellem årsager og virkninger i genstandene selv. Ideen om en nødvendig forbindelse stammer fra indtryk vi får eller rettere fra vanen; at vi er vant til at iagttage, at to eller flere genstande altid optræder sammen.
Indtryk definerer Hume som enten en sanseoplevelse eller stammende fra tænkning, og alle ideer vi har, er afledte af indtryk, dvs af sansning eller tænkning.
Hume hævder, at ideen om en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning ikke har sin rod i genstandene selv, men derimod i bevidstheden (sindet; the mind).
Hume benægter videre eksistensen af nødvendigt virkende kræfter (efficacy; power) på genstande eftersom vi ingen indtryk har af disse kræfter. Kræfterne kan ikke iagttages, men ideen opstår ud fra vanen; at vi er vant til at to eller flere genstande altid optræder sammen.
Humes tanke angår således forholdet mellem eksisterende genstande (årsag - virkning - kraft).
Filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) går i "Kritik der reinen Vernunft" (da. "Kritik af den rene fornuft") skridtet videre og hævder, at der ikke findes, eksisterer genstande uafhængigt af bevidstheden, der erkender tingene (genstandene). Sindet, bevidstheden skaber genstandene, hævder Kant.
Der eksisterer således ingen verden, herunder det Kant kalder de a priori (erfaringsuafhængige) anskuelsesformer, rum og tid, uafhængigt af bevidstheden, sindet.
Kants tanke er, at sindet skaber verden (genstandene og deres placering i rum og tid) og at vi ikke kan erkende tingene som de er i sig selv (ding an sich) uafhængigt af al iagttagelse. Da tingene kun findes i bevidstheden (tanken, erkendelsen) eller skabes af denne, eksisterer i kraft af tanken, bliver det meningsløst at tale om genstande uafhængigt af tanken, erkendelsen. Ting, genstande eksisterer kun i tanken og kan følgelig ikke erkendes uafhængigt af tanken (som de er i sig selv; ding an sich).
En foreløbig kritik af Kant kan være, at hvis ting, genstande kun eksisterer, skabes i tanken, erkendelsen, bliver tanken om ting i sig selv, uafhængigt af tanken, selve det at tale om ting som de er i sig selv, meningsløst, da ting her defineres som noget, der kun findes i tanken. Ting i sig selv bliver derfor et tomt, selvmodsigende begreb.
Hume og Kants tanker angår således dels forholdet mellem eksisterende ting (årsag - virkning; Hume) og selve eksistensen af ting (Kant) idet de to tænkere tilsammen henfører begge dele til tanken, sindet, erkendelsen. Det eneste der findes kan ifølge de to tænkere siges at være tanken eller bero på tanken. Verden og tingene i verden og deres indbyrdes forhold (årsag og virkning) er derfor på en måde illusoriske.
Disse tanker kan betragtes som en videreførelse af Platons (427 - 347 f. Kr) skelnen mellem ideernes verden (den virkelige, evige, uforanderlige) og fænomenernes verden (den sansede, foranderlige, uvirkelige) der kun er afbildninger af den første. Hos Platon er den sansede verden, verden som den fremtræder for os, altså kun en afbildning, et genskin af ideernes (virkelige) verden. Verden som den fremtræder for os er derfor også hos Platon på en måde illusorisk.
Da verden ifølge disse tre tænkere kan siges at være eller bero på en illusion, er også viden om verden en illusion. Selve begrebet viden bliver derfor illusorisk, begrebet viden kan efter dem siges at bero på en illusion. Det eneste vi ved er, at vi ingenting ved (Sokrates). Det eneste der er virkeligt er tanken, erkendelsen, men tanken, erkendelsen kan ikke erkende noget udover sig selv eller sit indhold (ideerne). Opfattelsen er altså grundlæggende, at vi intet ved.
Hos Hegel (1770-1831) møder vi den modsatte opfattelse; at vide eller ville vide alt. Principielt kan mennesket, ifølge Hegel, vide alt. Erkendelsen har ingen grænser. Grundtanken hos Hegel opfatter jeg som hans begreb om Verdensånden (gr. nous, fornuft) som udvikler sig i en dels tidslig dels ikke-tidslig proces fra en begyndelse ved den rene Væren. Udviklingen sker ved negation af begreber (eller bevægelse i begreber) som fx Væren der negeres til Intet, og hvor disse to begreber (Væren + Intet) opfattes som identiske, to dele af en helhed, der derefter negeres i sin helhed til Tilblivelse osv. Den tidslige (yderlige, synlige) side af denne proces, Åndens fremtrædelsesformer, er historien. I Hegels forståelse er Verdensånden det evige; det synlige, Åndens fremtrædelsesformer, historien er momenter for denne Ånd. Endepunktet for udviklingen er den absolutte viden ("Phänomenologie des Geistes" da. "Åndens Fænomenologi" + "Forelæsninger over filosofiens historie").
Disse to yderpoler i filosofiens historie (at vide alt eller intet) har paralleller i den religiøse opfattelse af Gud og djævelen (alt eller intet), hvor djævelen opfattes som Guds absolutte modsætning. At ville vide alt er at ville være lig Gud, og er den "lyse" side af det samme mørke, der som modpol har at vi intet ved (intet; djævel).
Der er med andre ord tale om to fremtrædelsesformer af det samme mørke (alt eller intet; Gud eller djævel) - altså et eksempel på tanken om mørkets dualitet (dets "lyse" og dets rent sorte side) - et eksempel der filosofisk og religiøst har trukket dybe spor i den vestlige tænkning. Men som ved alt ved mørket, er det mørket der er illusorisk - ikke - i dette tilfælde - vores viden eller mulige viden, der hverken kan siges at rumme alt (som mulighed) eller intet.
Men nu er spørgsmålet: Kan denne tanke - at vores viden hverken er intet eller altomfattende (som mulighed - eventuelt engang i evigheden) - forsvares eller måske endda bevises?
Lad mig starte med den tanke, at jeg dog ved noget, altså at min viden ikke er intet. Jeg ved fx at der findes, eksisterer fænomener. Hvordan jeg fortolker og forklarer et givet fænomen kan jeg være uenig med andre om (eller enig) men selve eksistensen af fænomener er en kendsgerning. Altså ved jeg dog noget.
Betragt fx følgende sætning: "Ja, endnu en gang må Zarathustra ud i ensomheden: men nødigt vender bjørnen denne gang tilbage til sin hule." (citeret fra den danske oversættelse af F. Nietzsches (1844-1900) "Also sprach Zarathustra").
At denne sætning står som den står er en kendsgerning og kan observeres (læses) og eftervises af enhver der har et normalt syn og som kan læse dansk og har en vis øvelse i det. Det kan derfor ikke diskuteres (ud fra den videnskabelige metode) at sætningen står som den står, men derimod kan det diskuteres, hvad sætningen betyder, hvad Nietzshce har ment med sætningen, hvilke tanker, følelser han har haft, da han skrev sætningen osv. Eksistensen af sætningen er altså en kendsgerning, det kan enhver eftervise, men meningen, tolkningen kan diskuteres.
Altså ved jeg at denne sætning eksisterer og derfor er min viden ikke ingenting. Jeg ved altså noget.
Men kan jeg forsvare måske endda bevise, at jeg ikke ved alting, og aldrig bliver alvidende; kort sagt: Kan jeg bevise, at der findes principielle og evige begrænsninger for min og alle menneskers erkendelse?
Betragt da selve tanken. At tanker findes ved jeg. Sådan betragtet er tanken et fænomen. At jeg ved, at der findes tanker, er selv en tanke. Men præcis hvad en tanke er, tankens inderste kerne og basis kender jeg ikke, og kan ikke kende.
At det forholder sig sådan begrundes i "Vandrer mod Lyset!" ved, at vi mennesker ikke har skabt os selv - er fremstået ved vores egen viljes kraft. Dette er jo indlysende også for et rent jordisk, menneskeligt standpunkt. Jeg er undfanget og født - ikke i kraft af mig selv - men ved en seksuel forening af en mand og en kvinde, min far og mor.
Medtager man et muligt åndeligt og religiøst perspektiv er det også klart at jeg ikke har skabt min egen ånd. Det har Gud. Dette tror jeg, at de fleste religiøse mennesker vil være enige i.
Da jeg ikke har skabt min egen ånd eller nogen andens ånd, og hvis vi betragter tanken som en del af ånden, da jeg altså ikke - heller ikke åndeligt - er fremstået, skabt i kraft af mig selv, min vilje, kan jeg ikke vide, hvad præcis min tanke (eller vilje) er i sin inderste kerne. Jeg er skabt, men kan ikke selv skabe (evigt) liv. Jeg kan med andre ord ikke blive alvidende, blive som Gud. Der er altså i det mindste denne (evige, principielle) begrænsning for min (mulige) erkendelse.
Ifølge almindelig fornuft (common sense) er disse tanker indlysende. Ethvert menneske med nogen sans for virkelighed ved dette; at vi ved noget men ikke alt. Alligevel har dette (alt eller intet i erkendelsesteoretisk sammenhæng) mørke trukket så dybe spor og har efterladt mennesket uden erkendelsesmæssig sikker grund under fødderne. Men ud fra en misforståelse, en uberettiget tvivl.
Fejlen består måske i, at man har startet med at ville forklare, forstå alt, hvilket man hurtigt har forstået var umuligt og derfor er havnet i den modsatte grøft med at hævde, at vi intet ved. Begge dele er som det måske her er godtgjort eller i hvert fald sandsynliggjort urigtigt og skyldes to sider af det samme mørke ved mørkets dualitet.
I religiøs henseende er konsekvensen af disse tanker, at en endelig åbenbaring af hele sandheden ikke kan gives til mennesker hverken jordisk eller i evigheden. Hverken bibelen, koranen eller "Vandrer mod Lyset!" eller enhver anden religiøs tekst er sådanne endegyldige åbenbaringer, som det er blevet hævdet (dog ikke med hensyn til "Vandrer mod Lyset!" - ingen påstår (i hvert fald siges det tydeligt i værket, at der findes grænser for den mulige, menneskelige erkendelse både her og i evigheden) at dette er hele sandheden. Det hævdes - også i værket - at alt hvad der står i værket er sandt men samtidig at det ikke er hele sandheden, som kun kendes af Gud).
Med hensyn til kristendommen specifikt kan man undre sig over, at bibelen dels rummer en beretning om syndefaldet hvor de første mennesker blev forvist fra paradis fordi de ville være lig Gud med hensyn til viden (om godt og ondt), hvorefter adskillige kristne har hævdet at bibelen - givet af Gud - er den endelige og fulde sandhed. Paradokset i dette er, at mennesker bliver forvist fra paradis for en synd som Gud gentager og bekræfter ved at give dem al viden gennem en åbenbaring (bibelen, "Guds ord"). Mennesket synder altså mod Gud ved et ønske og en handling, hvorefter Gud giver os det vi ønskede og som er en synd mod Ham. Vi ville være Gud, vide alt, og bliver forvist, hvorefter Gud giver os al viden (gennem bibelen), så vi alligevel bliver som Ham. Unægteligt lidt af en selvmodsigelse.
Dette sagt selv om en vægtig tænker som Søren Kierkegaard (1813-55) netop fremhæver paradokset som et væsenstegn ved kristendommen. Her (hos Kierkegaard) går redegørelsen dog ikke på dette forhold (altså paradokset eller selvmodsigelsen ved syndefaldet, menneskets ønske og vilje til at blive lig Gud og bibelen som den endegyldige åbenbaring og fulde sandhed) men derimod hovedsageligt på modsætningen mellem det evige og det timelige, det eviges indgriben og tilsynekomst i tiden (verden) ved Kristus.
Denne tanke kommer fx til udtryk (selv om Abraham kronologisk ifølge bibelen kommer før Kristus) i hans "Frygt og Bæven", hvor Abraham beskrives som troens grundlægger, "Troens Ridder", der tror og handler trods al menneskelig forstand (ved at ville adlyde "Guds" befaling om at ofre sin søn, Isak), netop på trods af forstanden. Hos Kierkegaard er grundtemaet bestandig det at være kristen, hvad det betyder og ikke mindst hvordan man kan blive det. Man kan, siger Kierkegaard, blive det ved at tro på paradokset, tro mod al verdens visdom og kundskab - på det absurde - at Gud blev menneske, og ved at tage korset på sig og følge Kristus i lidelser.
Uden at ville gå ind i en nærmere redegørelse her for Kierkegaards opfattelse af kristendommen, der kan vinde en vis tiltro ved forskellige bibelcitater (fx Johannes Evangeliet, hvor det bla siges, at den der vil bevare sit liv skal miste det) så må man fastholde, at Gud næppe gør sig medskyldig i synd - ved altså at give mennesket den fuldkomne sandhed gennem bibelen og dermed som mulighed gøre det lig Gud i alvidenhed - med mindre man vil hævde sandheden af det rene vrøvl.
(Note: Tanken om mørkets dualitet; altså at det rummer en "lys" og en rent sort side kan udtrykkes symbolsk ved: 1="lys" (alt) og 0=sort (intet). Dette synes at være et grundtræk ved mørket.
Et eksempel på en anden filosofisk tanke, der bygger på denne - altså fejlagtige - tankegang (alt eller intet og intet derimellem - "sort-hvid-tankegang" i gængs sprogbrug) finder vi i den nævnte afhandling af David Hume (A Treatise Of Human Nature) hvor han udover at benægte en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning også påstår det illusoriske i en distinkt og fortsat eksistens af masse eller genstande ("distinct and continued existence of body"). Den bagvedliggende tanke synes at være, at verden enten er totalt illusorisk eller også eksisterer i en slags vekselstrømsnatur (en pulseren mellem eksistens og ikke-eksistens - 1 - 0 - alt eller intet)).
Kommentarer
Send en kommentar