Gå videre til hovedindholdet

Hvad er vigtigst?

Den senere tid har jeg personligt gennemlevet en slags nyorientering, hvor jeg har taget mit liv, min grundliggende indstilling op til revision. Her kom seminaret forleden om tilgivelse, arrangeret af Vandrer mod Lyset Forum, og Tutu Global Forgiveness Challenge, som en gave.

I mange år har jeg været optaget af et ønske om at forstå verden og livet. Jeg har studeret en del filosoffers tanker, undersøgt den naturvidenskabelige tilgang til verden og som sædvanlig tænkt meget over "Vandrer mod Lyset!" og det, der siges i dette værk.

Dybe tanker som jeg har prøvet at danne mig en mening om. Men den nyorientering eller erkendelsesproces som jeg har gennemlevet og stadig gennemlever har flyttet mit fokus, min prioritering, et lidt andet sted hen - i retning af det etiske og den etiske udvikling af min sjæl, af mig.

Det er ikke sådan, at jeg nu tænker, at filosofi og videnskab og religion ikke betyder noget; dvs at prøve at danne sig sin egen mening om disse emner. Men at flytte fokus fra de dybe tanker, som for mig altid har haft et anstrøg af tanker om egen storhed - en tanke om at jeg skulle lære andre noget - hen imod det etiske aspekt af livet, nærmere bestemt det etiske i mig, giver mig en ny følelse af ydmyghed og føles som at opdage selve livets kilde - en følelse af at have opdaget min sjæl, en følelse af min sjæl, en helhed - en følelse af noget levende i mig.

Jeg føler med andre ord, at jeg ikke længere er en lærer, men derimod én, der selv har brug for at lære. Og dét føles på en måde som at gå fra død til liv. En slags genfødsel. Eller - mindre dramatisk - som en lille kilde, der længe har været sandet til og som bryder igennem - livets stille rislen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst