Findes der en sjæl? Hvordan kan vi afgøre dette spørgsmål - enten bekræftende eller benægtende?
For at besvare spørgsmålet må vi skelne mellem ydre og indre ting eller fænomener. De ydre ting kan man forklare eller erkende ved fx naturvidenskabelige metoder - ved observation af ydre ting, objektiv testbar hypotese- eller teoridannelse ud fra ydre observationer osv. Kort sagt: Til ydre fænomener anvendes den ydre, objektive erkendelse (med ydre mener jeg stoffet og stoffets natur - herunder den menneskelige hjerne).
Men med begrebet sjæl er det noget andet. Hvis den findes, kan den ikke høre til de ydre ting (stoffet). Den må høre til noget indre. Og til erkendelse af indre ting eller fænomener hører nødvendigvis indre erkendelse - til at erkende sin egen indre natur, sit jeg, sin sjæl, sit subjekt - hører altså med andre ord subjektiv erkendelse.
Men dermed er det ikke sikkert, at denne erkendelse eller viden kan meddeles - endsige bevises - ud fra objektive kriterier, objektiv bevisførelse, iagttagelse osv. Og dette er måske den virkelige forskel på subjektiv og objektiv, indre og ydre erkendelse. Deres erkendelsesgenstande er forskellige og behøver derfor forskellige metoder.
Hvis det forholder sig som her skitseret, er sjælens realitet eller ikke-realitet et spørgsmål som kun den enkelte kan besvare for sig selv, men aldrig bevise overfor andre. Den enkelte må ud fra sin egen indre erkendelse svare på spørgsmålet. Ingen kirke, ingen bog, intet andet menneske kan svare på det for os.
Måske møder vi i løbet af livet en opfattelse, nedskrevet eller fortalt eller måske åbenbaret, som stemmer overens med det vi bærer i vores indre. Og da giver vi denne opfattelse vores tilslutning. Men den indre erkendelses ydre form er tro - i den forstand at jeg og enhver anden overfor et andet menneske kun kan sige: Dette tror jeg er sandt; det stemmer fuldtud overens med min indre fornemmelse. Men et objektivt bevis - for en subjektiv viden eller erkendelse - gives naturnødvendigt ikke.
Mange konflikter og endda krige har måske sin oprindelse i det forhold, at vores indre billeder, vores indre erkendelse, herunder den religiøse, ikke stemmer overens. Meget let opstår vrede, når vi føler, at vores indre billede bliver modsagt af andre, når vi møder fremmede opfattelser. Vreden forstærkes måske også af det forhold, at vi ikke kan fremlægge objektive beviser for vores overbevisning - vi føler os afmægtige og måske truet - og bliver let appellerende og ønsker at overbevise andre - måske tvinge andre til at tilslutte sig vores opfattelse.
Men måske er vilkåret det, at vi må acceptere dels at vi ikke har endegyldige, objektive beviser for den subjektive erkendelse eller overbevisning, dels andres ret til at have deres egen opfattelse, deres eget indre billede. Sikkert er det i hvert fald, at magt og tvang ikke gavner nogen - den indre erkendelse må langsomt vokse frem i hver enkelt - vi må insistere på det enkelte menneskes frihed og ret til at danne sig sit eget indre billede eller billeder- ikke mindst i de religiøse spørgsmål.
For at besvare spørgsmålet må vi skelne mellem ydre og indre ting eller fænomener. De ydre ting kan man forklare eller erkende ved fx naturvidenskabelige metoder - ved observation af ydre ting, objektiv testbar hypotese- eller teoridannelse ud fra ydre observationer osv. Kort sagt: Til ydre fænomener anvendes den ydre, objektive erkendelse (med ydre mener jeg stoffet og stoffets natur - herunder den menneskelige hjerne).
Men med begrebet sjæl er det noget andet. Hvis den findes, kan den ikke høre til de ydre ting (stoffet). Den må høre til noget indre. Og til erkendelse af indre ting eller fænomener hører nødvendigvis indre erkendelse - til at erkende sin egen indre natur, sit jeg, sin sjæl, sit subjekt - hører altså med andre ord subjektiv erkendelse.
Men dermed er det ikke sikkert, at denne erkendelse eller viden kan meddeles - endsige bevises - ud fra objektive kriterier, objektiv bevisførelse, iagttagelse osv. Og dette er måske den virkelige forskel på subjektiv og objektiv, indre og ydre erkendelse. Deres erkendelsesgenstande er forskellige og behøver derfor forskellige metoder.
Hvis det forholder sig som her skitseret, er sjælens realitet eller ikke-realitet et spørgsmål som kun den enkelte kan besvare for sig selv, men aldrig bevise overfor andre. Den enkelte må ud fra sin egen indre erkendelse svare på spørgsmålet. Ingen kirke, ingen bog, intet andet menneske kan svare på det for os.
Måske møder vi i løbet af livet en opfattelse, nedskrevet eller fortalt eller måske åbenbaret, som stemmer overens med det vi bærer i vores indre. Og da giver vi denne opfattelse vores tilslutning. Men den indre erkendelses ydre form er tro - i den forstand at jeg og enhver anden overfor et andet menneske kun kan sige: Dette tror jeg er sandt; det stemmer fuldtud overens med min indre fornemmelse. Men et objektivt bevis - for en subjektiv viden eller erkendelse - gives naturnødvendigt ikke.
Mange konflikter og endda krige har måske sin oprindelse i det forhold, at vores indre billeder, vores indre erkendelse, herunder den religiøse, ikke stemmer overens. Meget let opstår vrede, når vi føler, at vores indre billede bliver modsagt af andre, når vi møder fremmede opfattelser. Vreden forstærkes måske også af det forhold, at vi ikke kan fremlægge objektive beviser for vores overbevisning - vi føler os afmægtige og måske truet - og bliver let appellerende og ønsker at overbevise andre - måske tvinge andre til at tilslutte sig vores opfattelse.
Men måske er vilkåret det, at vi må acceptere dels at vi ikke har endegyldige, objektive beviser for den subjektive erkendelse eller overbevisning, dels andres ret til at have deres egen opfattelse, deres eget indre billede. Sikkert er det i hvert fald, at magt og tvang ikke gavner nogen - den indre erkendelse må langsomt vokse frem i hver enkelt - vi må insistere på det enkelte menneskes frihed og ret til at danne sig sit eget indre billede eller billeder- ikke mindst i de religiøse spørgsmål.
Kommentarer
Send en kommentar